Ole Sanggaard var dødsdømt af lægerne på grund af fremskreden modermærkekræft.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>- Jeg ville have været død i dag uden den nye, meget dyre kræftmedicin. Det er der slet ingen tvivl om.

Ole Sanggaard har meget svært ved at forstå kritikken af, at nye og meget dyre kræftmidler med meget lille virkning på levetiden nu truer med at slå bunden ud af sygehusenes økonomi.

Hans kræftknuder er nu forsvundet efter behandling med et nyt, meget dyrt kræftmiddel, Yervoy, som koster 800.000 kr. for få ugers behandling.

I B.T. i går efterlyste Torben Mogensen, lægelig direktør på Hvidovre Hospital, en strammere prioritering, hvor en del af de nye mest kostbare medikamenter ikke godkendes og tages i brug. Som f.eks. Yervoy.

LÆS OGSÅ: Nye kræftkure er bombe under sundhedsvæsenet

- Jeg vil overlade det til politikerne at tage den afgørelse, men for mig har den nye medicin virkelig udrettet mirakler. Jeg har taget Yervoy i nu mere end tre år som led i et forsøg og tror fuldt og fast på, at jeg vinder endeligt over kræften, siger han.

- Før jeg fik den nye medicin, havde jeg været hele arsenalet af medicin igennem, uden at det havde hjulpet. Kræften startede i et modermærke i nakken, men bredte sig til lymfekirtlerne i halsen og ved skulderen. Det så virkelig sort ud, lige indtil jeg kom med i det nye forsøg. Lægerne havde opgivet alle andre muligheder.

- Under hele behandlingen, som foregår ambulant, har jeg uden større problemer kunnet passe mit arbejde. Det har betydet meget for mig, siger Ole Sanggaard, der fik konstateret modermærkekræft i 2005.

- Når sygdommen har bredt sig, lever patienterne i gennemsnit kun ca. seks måneder. Kun hver fjerde patient overlever et år senere. Så Ole hører til blandt de meget få heldige.

- Jeg føler mig helt utrolig heldig, og gudskelov har jeg også været forskånet for alvorlige bivirkninger. Den nye medicin har kun givet mig lidt kløe på maven, siger han.

Den nye dyre medicin med virkestoffet ipilimumab, der i gennemsnit forlænger livet med ca. seks måneder, ventes endeligt godkendt meget snart, efter at kræftlægerne samlet har anbefalet godkendelsen.

Torben Mogensen, lægelig direktør, Hvidovre Hospital, har sagt til B.T. om den slags dyre kure:

- Vi nærmer os den situation, hvor samfundet ikke længere har råd til det.

HVAD MENER DU? HVOR LANGT SKAL SAMFUNDET STRÆKKE SIG ØKONOMISK FOR AT FORLÆNGE ELLER REDDE LIV? DELTAG I DEBATTEN HER