En sammenhæng mellem sårheling, kræft og et bestemt protein har sat forskere på sporet af en behandling mod kræftspredning.

Forskere fra Kræftens Bekæmpelse og Københavns Universitet har offentliggjort forskning, der kan vise sig at være banebrydende i forhold til kræft, der allerede har spredt sig i kroppen, oplyser Kræftens Bekæmpelse.

Opdagelsen, som netop er offentliggjort i det anerkendte videnskabelige tidsskrift Nature Communications, giver især håb om at kunne udvikle en behandling til mennesker, hvis kræftsygdom har spredt sig fra den oprindelige svulst til andre steder i kroppen, hvilket sker via blodbanen og lymfesystemet.

Det er netop, når kræften har spredt sig, at mange kræftsygdomme for alvor bliver livsfarlige, fordi de ondartede celler kommer ud i kroppen og ikke længere kan spores og fjernes. I denne proces opstår der efterhånden nye svulster, såkaldte metastaser, som langsomt ødelægger vitale dele af kroppen som organer og knogler.

En behandling mod spredt kræft skal derfor virke i hele kroppen ved at stoppe eller bremse denne proces. Og det er netop perspektivet i den nye forskning.

Ifølge Kræftens Bekæmpelse drejer opdagelsen sig om et protein, som hedder S100A4, og som spiller en vigtig rolle i udviklingen og spredningen af kræft. Denne sammenhæng har man kendt et stykke tid, men det danske forskerhold har nu vist, at proteinet også har en nøglefunktion i helingen af sår i hjernens nerver efter f.eks. slagtilfælde.

Det interessante er, at kræft netop har mange ligheder med sår, der ikke vil hele. Og helt specifikt viser den nye forskning, at det efter alt at dømme er en overproduktion af proteinet S100A4, som gør, at kræftcellerne kan vokse og sprede sig.

– Resultaterne er utrolig spændende. Vi ved nu, at den måde S100A4 fremmer vækst og spredning af kræft, er ved at holde de sår-lignende processer i gang. Vores mål nu er at bruge et antistof, vi har udviklet mod S100A4 som basis for en behandling, som kan blokere, at kræft spreder sig, forklarer en af forskerne bag projektet, Noona Ambartsumian, i en artikel på kræftens Bekæmpelses hjemmeside, Cancer.dk.

- Hvor vigtig S100A4 er for kræftens spredning illustreres af tidligere resultater, hvor vi har vist, at gensplejsede mus, der ikke har S100A4, har sværere ved at få kræft. Og kræften spreder sig aldrig hos dem, siger Noona Ambartsumian.

Forskernes mål er nu at udvikle en behandling som blokerer S100A4 og dermed hindrer kræftens spredning.

– En effektiv behandling baseret på antistoffet mod S100A4 vil kunne blokere, at kræft spreder sig. Lykkes det, vil det være en kæmpe landvinding i kampen mod kræft, for netop kræftens spredning er en af hovedårsagerne til at kræft bliver livstruende, siger Noona Ambartsumian til Cancer.dk.