Den europæiske Gynækologforening anbefaler nu kvinder i overgangsalderen at droppe hormonerne som førstevalg og vælge et nyt plantebaseret alternativ som behandling mod gener

Hedeture. Tørre slimhinder. Humørsvingninger. Det er blot nogle af de symptomer, kvinder oplever, når de kommer i overgangsalderen, og som de må udholde, hvis de ikke ønsker at tage hormoner, der er mistænkt for at kunne give brystkræft og blodpropper.

Kvinderne behøver dog ikke længere veje for eller imod hormoner, når de vil slippe af med de uudholdelige symptomer. I hvert ikke, hvis det står til formanden for Den europæiske Gynækologforening, professor Andrea Genazzani, der med en ny opsigtsvækkende anbefaling råder lægeverdenen til at ændre deres tilgang til overgangsalderen.

Helt konkret foreslår han, at lægeverdenen i stedet for at anbefale de klassiske hormoner - der har været førstevalg de seneste 30 år, og som ca. 210.00 danske kvinder tager, nu råder kvinderne til at vælge det plantebaserede, hormonfri alternativ DT56a.

Anbefalingen fremlagde han på en netop afholdt kongres for gynækologer i Barcelona. Her betegnede han det plantebaserede alternativ som ’et mildere førstevalg, der giver den nødvendige effekt’.

I Danmark findes DT56a kun i kosttilskuddet Femarelle, som er udvundet af fermenteret soja. Først for nylig er det kommet i butikkerne herhjemme, mens det i flere år har været på hylderne i Sverige og Norge. Speciallæge i Almen Medicin og forfatter til bogen ’Overgangsalderen - bedre end sit rygte’, Lotte Hvas ser positivt på den nye anbefaling.

»Hormoner er effektivt, fordi man i løbet af bare tre dage er fri for sine symptomer, men desværre giver behandlingen en øget risiko for brystkræft og blodpropper. Derfor er det spændende, hvis vi kan få et ordentligt alternativ til østrogen, der kan tage toppen af symptomerne,« siger hun.

Alle kvinder kommer i overgangsalderen, men det er meget forskelligt, hvor meget de mærker til ændringerne i kroppen. Mange har det helt fint, men for ca. en tredjedel af alle kvinder er reaktionerne så belastende, at hormonbehandling kan komme på tale. Det gælder især ved kraftige og hyppige hedeture, der om natten kan ødelægge søvnen.

DT56a er undersøgt i mere end 20 forskellige studier, der viser, at stoffet har samme gode effekt som hormonbehandling, og dermed kan afhjælpe netop hedeture samt vaginal tørhed og tab af knoglemasse.

Speciallæge i gynækologi, Christine Felding, der har klinik i Rungsted, ser også positivt på den nye anbefaling, som hun har tænkt sig at følge. Hun har allerede givet kosttilskuddet til nogle af  sine patienter.

»Jeg håber, det er banebrydende, men som altid er man nødt til at få den fornødne erfaring med stoffet først. De kvinder, jeg har givet det til, har ikke meldt tilbage endnu, om det er noget, der virker for dem. Derfor kan jeg endnu ikke sige noget om effekten. Men når det så er sagt, vil det være rart at få et alternativ til hormoner, det har vi aldrig rigtig haft, selvom der findes en frygtelig masse præparater på hylderne i Matas, der siger, at de virker mod overgangsalder,« siger Christine Felding.

Selvom DT56a er undersøgt i flere studier, er det vigtigt at have for øje, at det ikke er undersøgt lige så grundigt som et lægemiddel, fordi der ikke stilles samme krav til markedsføringen af kosttilskud, påpeger Lotte Hvas.

»Jeg er grundlæggende positiv, men hvis man begynder at give det som førstevalg til alle kvinder, skal der nok dukke nogle bivirkninger op. Derfor bør det følges op med yderligere undersøgelser over bivirkninger på sigt. Ligesom ved egentlige lægemiddelafprøvninger,« siger hun.

Forskere er dog allerede ved at udvikle lægemidler, der på samme vis har vist lovende effekter og færre bivirkninger end den gængse behandling. F.eks. har behandlingen MLE4901, som endnu ikke er i handlen, i nylige forsøg vist sig, at kunne sænke ugentlige hedeture med hele 45 pct.

»Det er helt ny viden, som viser, at vi har fået en større forståelse af de komplicerede mekanismer, der foregår i hjernen, og vi begynder at nærme os en forklaring på, hvorfor en hedetur overhovedet opstår,« siger Lotte Hvas.

54-årige Sanne Høegh Lorentsen har haft voldsomme hedeture, men nu har et nyt kosttilskud næsten hjulpet hende af med generne.
54-årige Sanne Høegh Lorentsen har haft voldsomme hedeture, men nu har et nyt kosttilskud næsten hjulpet hende af med generne.
Vis mere

‘Jeg var villig til at prøve hvad som helst’

Op mod 50  daglige hedeture kunne Sanne Høegh Lorentsen før i tiden få. Nu kan hun nøjes med ’et par gange’ om dagen.

Sveder du nu igen? Sådan kunne kollegerne godt finde på lidt i sjov at spørge, når den i dag 54-årige Sanne Høegh Lorentsen for ‘gud ved hvilken gang’ satte gang i blæseren på sit arbejde.

Hedeturene kom og gik konstant i løbet af dagen. Og om natten havde hun svært ved at sove. For hver gang hun svedte, fik hun kvalme.

»Det var en kamp nogle gange at gå på arbejde, jeg var ofte træt, fordi jeg ikke fik sovet ordentligt,« siger Sanne Høegh Lorentsen, der til daglig arbejder som sekretær på et advokatkontor.

Hedeturene begyndte, da hun var 48 år, og lige siden er det blot blevet værre. Både hendes søster og mor har haft det på samme måde. Nogle dage havde hun op til 50 hedeture på en enkelt dag.

»Jeg kan huske, at jeg købte et produkt i Matas mod overgangsalder, men det hjalp ikke. Min livskvalitet blev så dårlig, så jeg var villig til at prøve hvad som helst,« siger hun.

Som symptomerne tog til, søgte hun hjælp hos sin læge, der tilbød hende behandling med hormoner. Men da lægen nævnte bivirkninger i form af brystkræft og blodpropper, tøvede Sanne Høegh Lorentsen alligevel med at takke ja.

»Vi har en historik med blodpropper i min familie, så jeg var bange for, at jeg måske var disponeret for også at få en, hvis jeg begyndte at tage hormoner. Så måtte jeg leve med hedeturene,« siger hun.

Siden besøget hos lægen har hun dog mange gange overvejet, om hun alligevel skulle prøve med hormoner.

»Jeg havde nogle veninder, som jeg kunne se, fik det bedre. Jeg var virkelig fristet mange gange og tænkte ‘hvornår stopper det her?’. Man kan jo også godt blive lidt forvirret. Nogle gynækologer siger, hormoner er harmløse, mens andre i højere grad advarer mod bivirkningerne,« siger hun.

For otte måneder siden anbefalede en veninde et kosttilskud, Femarelle, mod hendes lidelser. Det har betydet, at antallet af hedeture er blevet mindre. Nu kan Sanne Høegh Lorentsen ‘nøjes’ med hedeture et par gange om dagen.

»Det har betydet rigtig meget, at jeg ikke længere sveder så meget. Det er blevet nemmere at passe mit arbejde, og min mand siger også, at han kan mærke en forskel,« siger hun.

Den midaldrende kvinde regner med at blive ved med at tage kosttilskuddet, så længe hedeturene er der.

»De har ikke samme bivirkninger som hormoner, så jeg føler ikke, at der på samme måde er noget at være nervøs for«.