Hovedet dunker, du hoster og næsen løber. Men hvis du tror, du har influenza, så er det højst sandsynligt bare forkølelse. Ifølge ny forskning rammes voksne nemlig kun af influenza hvert femte år.

De varme solstråler og tegn på forår får mange danskere til at smide overtøjet og nyde solen. Men overgangene mellem vinter og forår bringer også tit løbende næser og feberlignende stunder under dynen med sig. Men man tager højest sandsynligt fejl, hvis man tror, man er ramt af influenza. Voksne over 30 år får kun influenza to gange på 10 år, mens børn rammes hvert andet år.

Det viser forskning fra Imperial College London, skriver vg.no.

»Vi fandt ud af, at voksne faktisk er meget mindre ramt af influenza, end de fleste tror. I barndommen og teenageårene bliver flere syge af influenza, fordi man her har større kontakt med andre mennesker. Hvor ofte man præcist bliver ramt af influenza, kommer an på tidligere tilfælde af influenza og vaccinationer,« siger undersøgelsens hovedforfatter Dr. Steven Riley ifølge vg.no.

LÆS OGSÅ

Undersøgelsen er en analyse af blodprøver fra frivillige i Kina, hvor man har testet antistofniveauer op imod ni forskellige influenzavarianter fra årene 1968 og frem til 2009. Vibeke Videm er overlæge ved St. Olavs Hospital og immunologiprofessor ved NTNU i Norge, og hun mener at undersøgelsen hovedpointe lyder troværdig:

»Mange siger nok, at de har influenza, hvis de har det lidt dårligt, men de er sikkert kun forkølet. Det lyder måske lidt bedre end at sige, at man er ramt af en kraftig forkølelse. Hvis man vil være helt sikker, skal man have taget en blodprøve ved sin læge,« siger Vibeke Videm til norske vg.no.

Hun mener også, at selv om blodprøverne til undersøgelsen er taget af folk i Kina, kan man godt sammenligne med immunforsvaret hos folk herhjemme.

Hvis du føler dig ramt af enten influenza eller forkølelse, kan du her se forskellene, og hvordan du bliver frisk igen:

Influenza:

Symptomer:

  • Hovedpine
  • Feber omkring 38 til 40 grader
  • Ømme muskler og led, samt brystsmerter
  • Mangel på appetit
  • Træthed og svaghedsfølelse
  • Løbende næse og øm hals og svælg
  • Eventuelt tør hoste og urolig søvn
  • Man fryser og har kuldegysninger.

Hvad kan du gøre:

  • Drik meget, da man taber væske under feber.
  • Hold dig i ro - gerne i sengen.
  • Sov meget.
  • Undgå at ryge og drikke alkohol, da det kan forlænge sygdomsperioden.
  • Tag eventuelt hostemedicin. Man sover bedst, hvis søvnen er uforstyrret af hoste.
  • Tag eventuelt febernedsættende og smertestillende medicin. Husk dog at holde dig i ro, selvom du føler dig bedre tilpas.
  • Bliv inden døre og forkæl dig selv, indtil sygdommen er overstået.
  • Søg læge, hvis symptomerne ikke aftager efter en uge.

Forkølelse:

Symptomer:

  • Forkølelse begynder som regel med ondt i halsen eventuelt synkesmerter.
  • Siden tilkommer nyseanfald.
  • Næsen begynder at løbe - først med et vandigt sekret, der efterhånden bliver mere gulligt og tyktflydende.
  • Man får svært ved at trække vejret gennem næsen, fordi næseslimhinden hæver.
  • Der kan være trykken for ørerne, hovedpine og hoste.
  • I begyndelsen kan der være lette gener med utilpashed og let feber. Børn får hyppigere feber end voksne.

Hvad kan du gøre:

  • Hvis du ikke fejler andet end forkølelse, og forkølelsen forsvinder i løbet af én-to uger, er der ikke grund til at søge læge.
  • Næsemidler til at dæmpe hævelsen af næseslimhinden kan lette vejrtrækningen.
  • Sov med hovedet højt.
  • Undgå rygning, da det generer næseslimhinden.
  • Undgå større fysiske anstrengelser som for eksempel konditræning.
  • Smid engangslommetørklædet ud efter brug, da det begrænser smitterisikoen.

Kilde: netdoktor.dk