Er den antibiotiske apokalypse virkelig nær, som et amerikansk medie skrev for nyligt? Svaret er nej. Vi har fundet tre gode nyheder om antibiotika, og som en britisk rapport siger: "We can fix this."
Den britiske medicinaldirektør hedder Sally Davies, hun bærer adelstitlen »Dame,« og sådan lyder hun også.
I juledagene satte hun sig til tasterne og skrev et brev til samtlige kongedømmets læger og apotekere, og budskabet var, at hvis de ikke tager sig sammen, kan gonorré blive en uudryddelig sygdom. »Gonorré er hastigt blevet resistent over for nye typer antibiotika, og dermed er der få alternativer,« skrev hun ifølge Guardian.
Og hvis det lyder alarmerende, så er det fordi, baggrunden også er det. Siden marts har myndighederne konstateret 16 tilfælde af, hvad de britiske medier kalder »super-gonorré,« som er resistent over for antibiotika. Patienterne er spredt over fire byer, de er alle heteroseksuelle og har haft seksuelle partnere uden for de pågældende byer, og det kan blive til noget værre noget, siger Dame Sally Davies.
Den britiske »super-gonorré« føjer sig til 2015s skræmmekabinet af historier om antibiotikaresistens, bl.a. en undersøgelse som forudsagde, at resistente bakterier i 2050 vil dræbe ti mio. mennesker på verdensplan, flere end det nuværende antal af kræftdødsfald. Og webmediet Quartz opsummerede før jul det hele i en stakåndet rubrik: Den antibiotiske apokalypse er nær.
Men er den virkelig? Opgiver vi uden modstand den måske største medicinske landvinding i de seneste 100 år? Vi satte sig for at finde ud af, hvad forskerne og industrien gør for at modsvare truslen, og svaret er, at der er håb – og vi har fundet tre af dem.
Fra jord ...
Hvis 2015 blev året, hvor den antibiotiske trussel for alvor samlede sig i en front, kan 2016 blive året, hvor vi for alvor gør noget ved den.
Indtil nu har medicinalindustrien ikke haft megen tilskyndelse til at fokusere på udviklingen af antibiotika, som medicinalwebsitet Stat skriver. Industrien er mere interesseret i at opfinde blockbusterpiller til den vestlige verden – Viagra er standardeksemplet – mens antibiotika er et massemarkedspræparat med en lille profitmargin.
Men det ændrede sig i 2015, skriver Stat, og ikke kun på grund af den offentlige alarm over resistens, men også på grund af forskningstilskud fra EU og USA, og fordi Obama-regeringen har indført en femårig eksklusivitet for nye typer antibiotika. Dermed bliver det en god forretning at udvikle antibiotika, og som lederen af et researchfirma siger: »Økosystemet har ændret sig ... det er meget nemmere at finde investorer i dag end for tre år siden.«
I øjeblikket er der 24 nye antibiotika i godkendelsesprocessen i USA, heraf otte i den sidste fase.
Men den måske mest revolutionerende udvikling i 2015 er ikke nået så vidt endnu, og der er tale om en udvikling, som kan – og »kan« er det vigtige ord – løse resistensproblemet i mindst en generation. Forskere fra Northeastern University beskrev i januar deres forskning i tidsskriftet Nature, og webanalyseselskabet Altmetric kårede før jul artiklen til den videnskabsartikel, som har skabt mest »buzz« – begejstring og bølgeskvulp – i 2015. Ganske forståeligt og alt sammen på grund af det mest simple grundmateriale, jord.
I 2011 tog forskerne en spandfuld jord fra en græsmark i Maine, de blandede jorden med vand og hældte blandingen over nogle små specialudviklede filtre. Filtrene er nøglen til udviklingen, og de er opfundet af en jødisk-russisk forsker, Slava Epstein, som fik sin uddannelse i sovjettiden på statsuniversitetet i Moskva. »Der var ikke noget, som virkede«, og hvis man skulle bruge noget, skulle man bygge eller reparere det selv, som han har fortalt til Foreign Policy. Derfor byggede han et filter fra grunden – »en iChip« – som i hver af sine bittesmå huller samlede lige præcis én bakteriecelle fra jordblandingen. Bakteriecellerne formerede sig, og der var tale om bakterietyper, som ingen mennesker før havde studeret, som magasinet skriver. Forskerne lod bakterierne kæmpe imod hinanden, som en slags gladiatorkampe i petriskåle, og de fandt frem til én bakterie, som slog de andre ned, og de fandt det aktive kampmolekyle i bakterien og kaldte det teixobactin, og som Foreign Policy skriver:
»Forskerne opdagede, at molekylet kunne udrydde de mikrober, som er ansvarlige for miltbrand og tuberkulose. Teixobactin reddede også mus fra MRSA, som er en af de mest berygtede superbakterier, og som er resistent over for talrige præparater. Og når forskerne forsøgte at få mikroberne til at udvikle resistens over for teixobactin, så skete det ikke.«
Det lyder som svaret på menneskehedens længsler – en helt ny og uforurenet type antibiotika, som slår alt ned og ikke forårsager resistens – og som ifølge forskningslederen, professor Kim Lewis, kan løse problemet med resistens i mindst 30 år. Hvorefter metoden med iChip’en allerede vil have fundet nye typer af antibiotika. Med jordmetoden er mulighederne nærmest uendelige, siger han.
Men der er naturligvis én forudsætning – og det er dén forudsætning, som får flere eksperter til at stænke en smule koldt vand på den buzzende historie: »De pågældende data stammer kun fra forsøg in vitro (typisk reagensglasforsøg, red.) og fra mus,« som en professor fra et konkurrerende universitet, Boston University, siger til Vox.
Northeastern University skal bevise, at teixobactin virker lige så godt på mennesker som på mus, og de skal have præparatet gennem en fem år lang forsøgs- og godkendelsesproces, som de begynder på i slutningen af 2016. Indtil da er det umuligt at vide, om optimismen holder, men vi har i det mindste noget at have den i.
Software
Det samme gælder årets to andre gode nyheder om antibiotika. Den ene af dem kommer fra Washington University i St. Louis, som i september offentliggjorde resultaterne af såkaldte komboforsøg.
Måske har forsøgene ikke i rækkevidde, hvad jorden fra Maine har, men de er til gengæld i overført betydning tættere på jorden. For universitetet tog tre kendte typer antibiotika, som ikke i sig selv var virksomme over for MRSA, og kombinerede dem. Og kombinationen slog infektionen ned og forblev resistensfri.
Forsøgene blev gennemført på mus, »og normalt dør mus inficeret med MRSA efter mindre end et døgn, men vores kombopræparat reddede dem, og musene lever og trives i dag,« skriver universitetet i en pressemeddelelse. »Vi har en formodning om, at kombinationen også vil virke på mennesker,« siger forskningsleder Gautam Dantas, for der er tale om tre typer antibiotika, som tidligere har virket på mennesker, og som er godkendt.
Han og hans kolleger er nu i færd med at afprøve kombopræparatet på andre infektioner end MRSA, og hvis den virker, er det en forholdsvis enkel sag at få det på markedet.
Den tredje gode nyhed landede i forrige uge, hvor forskere fra Oxford i Nature Communications kunne offentliggøre opfindelsen af en antibiotikasoftware.
»Software« lyder måske antiklimatisk, men det er netop forkert brug af antibiotika eller brug af den forkerte antibiotika, som i første omgang fører til resistens. Når en læge ordinerer den forkerte antibiotika, slår han ikke-resistente bakterier ihjel og giver resistente bakterier overtaget. Hvis lægen nu vidste hvilken bakterie, der forårsagede infektion, og hvilke typer antibiotika, den var resistent over for, så kunne han vælge den rigtige løsning.
Indtil nu har løsningen været at dyrke bakterier i en petriskål og afprøve antibiotika på dem, og det kan f.eks. i nogle tuberkulosetilfælde tage måneder, som Oxford University noterer. Men det nye software har fundet en genvej. Den ser på bakteriens DNA og finder mutationer, som fører til resistens, og softwaren har i forsøg med 4.500 patienter fastslået resistens med 99 procents nøjagtighed, hedder det i Nature. Softwaren bliver nu prøvekørt på tre britiske sygehuse og kan blive et helt afgørende diagnostisk redskab i kampen mod resistens.
»We can fix this«
Det betyder ikke, at alle problemerne er løst – langtfra – eller at f.eks. fødevareindustrien bare kan blive ved med at pumpe antibiotika ind i husdyr og fisk – tværtimod.
Men det betyder, at »apokalypsen« formentlig er udsat til en anden gang, og at løsningen ikke er helt så fjern, som dommedagsprofeterne hævder. I en britisk regeringsrapport konkluderede fremtrædende økonomer og medicinere i det forgangne år, at nøglen til problemet er »manglende kommercielle investeringer«, og at det problem »kan løses forholdsvist hurtigt« og uden at sende de offentlige budgetter i koma: »Hvis verden i løbet af de kommende ti år investerer yderligere 25 mia. dollar i antibiotikaforskning, vil det være tilstrækkeligt til radikalt at ændre den nuværende pipeline, og det vil lægge en dæmper på incitamentet til at sælge medicin i store mængder for at opnå større profit,« skriver udvalgets formand, Lord O’Neill i Wired. Han vurderer, at spørgsmålet vil komme på dagsordenen ved G20 i Kina i år.
25 mia. dollar er i den store sammenhæng småpenge – det er mindre end Amazons omsætning i USA i første halvdel af 2015 – og bundlinjen er med Lord O’Neills ord:
»We can fix this.«
