Hvordan kan det være, at nogle mennesker ofte får bumser, mens andre er stort set fritaget? Det mener amerikanske forskere nu at have fundet svaret på, og det kan føre til effektiv bumse-creme.

Nu kan voldsomme bumse-angreb snart være fortid. Amerikanske forskere har undersøgt de bakterier, der forårsager acne – og det har ført til en opsigtsvækkende opdagelse.

Det viser sig, at der findes flere forskellige slags acne-bakterier, og at nogle af dem faktisk forebygger uren hud. Det skriver Livescience.com ifølge Videnskab.dk.

- En særlig form for acne-bakterier kan beskytte huden. På samme måde som de levende bakterier i yoghurt hjælper med at forsvare tarmen mod skadelige bakterier.

- Vores næste skridt bliver at undersøge, om en creme med de gavnlige bakterier kan forhindre dårlige bakterier fra invaderende huden, så vi kan forebygge acne, før den starter, siger forskningsleder Huiying Li fra David Geffen School of Medicine ved UCLA, USA.

Læs også hos Videnskab.dk: Grøntsager giver sexet hudfarve

Forskerholdet brugte 100 frivillige teenagere i deres forskning. Den ene halvdel havde acne, mens den anden havde en smuk hudglød.

De frivillige fik udleveret særlige strips, der kan rense huden på næsen for urenheder. De rensede deres næser og gav de snaskede strips til de interesserede forskere.

Videnskabsfolkene analyserede prøverne for variationer af bakterien Propionibacterium acnes, der forårsager uren hud. Bakterien lever dybt inde i vores hudporer, og kan i nogle tilfælde irritere immunsystemet, så det skaber betændelsestilstande i huden – også kendt som bumser.

Læs også hos Videnskab.dk: Forskere har måske fundet kur mod Michael Jackson-sygdom

I prøver fandt laboranterne genomer fra 66 stammer af Propionibacterium acnes. Forskerne sammenholdt derefter forekomsten af de forskellige bakterie-stammer med, om de levede på forsøgspersoner med eller uden uren hud.

- To unikke stammer af Propionibacterium acnes forekom i én ud af fem frivillige med acne - men vi fandt dem sjældent hos mennesker med klar, glat hud, siger Dr. Noah Craft, hudlæge og leder af Center for Immunotherapeutics Research ved LA BioMed, Harbor-UCLA Medical center.

Den helt store overraskelse var dog en tredje stamme af acne-bakterien. Den fandtes almindeligvis hos frivillige med sund hud – men kun meget sjældent hos dem med bumser.

Læs også hos Videnskab.dk: Hvorfor kan jeg være vågen og sove på samme tid? 

- Vi har en mistanke om, at denne stamme indeholder en naturlig forsvarsmekanisme, der gør det muligt for den at genkende angribere og ødelægge dem, inden de inficerer bakteriecellen, siger Huiying Li.

Med andre ord: den særlige stamme af acne-bakterien forhindrer faktisk, at du får bumser. Håbet er, at opdagelsen i første omgang kan føre til en mere effektiv acne-creme.

Senere kan det ske, at den nye viden om forskellige bakteriestammer gør det muligt at skræddersy en effektiv acne-behandling til hvert enkelt menneske. Noget, som vi er meget langt fra i dag.

Andre artikler hos Videnskab.dk:

Akne mildnes med grøntsager og godt humør

Pokkers: Penis falder af efter sex