Overvægt, ingen motion, mange cigaretter hver dag og alt for meget alkohol.

Det er forhold, der kan være med til at sløre, at vi har fået kræft. Har man derimod en sund og veltrænet krop, vil man ofte reagere hurtigere på alarmsymptomer.

Det siger flere eksperter.

- Er man vant til at have nogle bestemte symptomer, fordi man ryger meget eller er i dårlig form, så maskerer det tegn på, at man pludselig fejler noget andet.

Det siger professor og læge Peter Vedsted, der er leder af Center for Forskning i Cancerdiagnostik i Praksis i Århus.

Centret er blandt andet i gang med at undersøge, hvorfor nogle danskerne går for sent til læge.

- Bliver man træt og forpustet, kan det være et tegn på blodmangel, som kan skyldes kræft. Men er man i forvejen ikke vant til at røre sig, opdager man måske ikke, at man lettere bliver træt og forpustet, forklarer Peter Vedsted.

Også fedme kan skjule klare kræftsymptomer som svulster.»Hvis man bliver undersøgt af en læge, og man er meget overvægtig, er det sværere for lægen at mærke, om der sidder en knude, siger Peter Vedsted.

Vær mere opmærksom



Også afdelingschef i Kræftens Bekæmpelse, overlæge Hans Henrik Storm, påpeger, at danskernes livsstil har indflydelse på, hvor tidligt kræften bliver opdaget.

- Hvis man ryger meget eller drikker meget, så er der risiko for, at både en selv og den praktiserende læge overser, at symptomer som hoste, irritation i halsen, træthed og sløvhed kan være tegn på kræft, siger Hans Henrik Storm.

Derfor bør folk med en usund livsstil være mere opmærksomme.

- Det er et spørgsmål om at være tilstrækkelig opmærksom, da andre lidelser og sygdomme kan have samme symptomer som kræft.

Drikker man meget og spiser man kun lidt og usund kost, kan det være årsag til, at man føler sig sløv, og at man taber sig, men det kan også skyldes kræft.

Har man derimod en sund og veltrænet krop, har man bedre chancer for at opdage kræften tidligt.

- Hvis man lever et liv, hvor man holder sig sund, så vil man reagere på et symptom, der er et symptom på dårlig livsstil.

Mistanken om, at der er noget galt, bliver rejst hurtigere, hvis man er veltrænet, sund og rask, siger Hans Henrik Storm.

Hurtigere mistanke



Og den gode form og sunde livsstil kommer også folk til gode, hvis de rammes af kræft.

- Mistanken om kræft bliver rejst hurtigere, hvis man ellers er sund og rask, og man vil også lettere kunne tackle selve sygdomsforløbet. Folk som Brian Laudrup, der er i god fysisk form og formentlig har en god psyke, klarer sig bedre igennem sådanne sygdomsforløb, siger Hans Henrik Storm.