Har du type 2-diabetes eller er på vej til at få det, er risikoen for, at din hjerne forfalder, markant større end hos folk, der ikke er ramt.

Dyrk motion. Spis mindre sukker. Tag din diabetes-medicin. Så er du godt på vej til at få dit blodsukker under kontrol, og dermed minimere din risiko for at blive ramt af den frygtede hjernesygdom demens, som 85.000 danskere i dag lever med, viser ny forskning.

Britiske forskere, i samarbejde med kollegaer fra Peking University i Beijing, står bag det nye studie, der har fulgt 5000 britiske mænd og kvinder over 50 år over otte år. Og konklusionen er klar: Høje blodsukkerværdier medvirker til et forfald i vores kognitive funktioner, det vil bl.a. sige vores evne til at huske, koncentrere sig og løse opgaver.

»Da der endnu ikke er nogen kur for demens, er det en god ide allerede tidligt i livet at gøre noget ved begyndende tegn på diabetes, for på den måde at forebygge forfald af hjernen. Vi vil måske kunne undgå op mod en fjerdedel af alle tilfælde,« siger Dr. Wuxiang Xie ved School of Public Health, Imperial College London, der er en af forskerne bag studiet, i en pressemeddelelse.

Samme opfattelse har den danske overlæge og professor i endokrinologi (stofskiftesygdomme, red.) ved Københavns Universitet, Jørgen Rungby:

»Der er ingen tvivl om, at det er meget fornuftigt at forebygge type 2-diabetes, det har vi vidst og forsøgt på i mange år. Men nu er der et styrket argument for det,« siger han.

Studiet er ikke det første af sin slags, men til gengæld er det et af de største, der dokumenterer sammenhængen mellem type 2-diabetes og demens. Sammenhængen er ikke kun interessant, hvis man tager forebyggelsesbrillerne på. Det er det også set i lyset af de lange udsigter til en kur mod demens, hvor forskerne i de seneste 20 år forgæves har afprøvet mere end 200 præparater. Så sent som i sidste uge måtte demensforskere endnu engang sande, at forsøg med et nyt og ellers lovende præparat mislykkedes. Men måske der er håb for, at nogle af de typer medicin, som er udviklet til diabetes, også kan bruges til at behandle demens, fortæller den danske professor:

»Der er en overforekomst af demens blandt type 2-diabetes-patienter, og den overrisiko vil vi gerne finde ud af at undgå. Vi er dygtige til at behandle diabetes, men mangler stadigt flere lægemidler til at behandle demens. Men hvis der er en forbindelse mellem de to sygdomme, så kan behandlingen måske også være fælles,« siger Jørgen Rungby og fortæller, at risikoen for at udvikle demens er halvanden til to gange større end hos personer uden type 2-diabetes.

Professoren er blandt de danske forskere herhjemme, der i et lille teststudie af 38 patienter i 2016 undersøgte, om diabetesmedicin, såkaldt GLP-1 hormon, kan påvirke mennesker med demens. I gruppen af patienter, der fik placebo (snydemedicin, red.), blev der påvist et fald i sukkerstofskiftet i hjernen, mens der ikke var noget betydningsfuldt fald hos de patienter, der fik den forsøgsbaserede medicin. Det vil altså sige, at man måske kan ændre på hjernens omsætning af sukker, så den kan få en mere hensigtsmæssig måde at omsætte sin energi på og blive mindre betændt.

Resultaterne er så lovende, at en forsker i Storbritannien lige nu er ved at udføre det danske forsøg på en større gruppe testpersoner.

»Hypotesen er først og fremmest, at hvis man har haft forstyrrelser i sukkerstofskiftet - når sukkerværdierne stiger og falder for meget, som man ser det ved type 2-diabetes - så giver det en øget belastning af nervecellerne i hjernen. Præcis hvordan ved vi ikke endnu - men det er formentlig noget med, at man får en form for betændelsestilstand i hjernen, når sukkertilstanden skifter for meget, og så tager hjernen skade på den måde,« siger Jørgen Rungby, der dog ikke præcist kan sige, hvornår forskerne regner med at løse gåden:

»Jeg håber, vi finder sammenhængen i morgen, men det gør vi nok ikke. Men der er et voksende felt af kolleger rundt om i verden, der undersøger det, så på den måde er vi tættere på, end vi var for fem år siden,« siger han.

Endnu et dansk forskningsprojekt skal til at gå i gang. Forskeren bag, postdoc., ph.d. og læge Marie Kim Wium-Andersen, der er tilknyttet Rigshospitalet Glostrup, vil i de kommende år se nærmere på, om medicinsk behandling påvirker risikoen for at udvikle sygdommen. Håbet er at komme endnu tættere på at forstå de mekanismer, der knytter type 2-diabetes og demens sammen.