Splitternøgen og med sin 7 måneder gamle søn på armen, stod 28-årige Rikke Dieu i Roskilde Svømmehal under bruseren, da en kvinde fra babysvømningholdet pludselig stoppede hende op.

‘Hvad er det, du har på din hud? Jeg er bange for, du smitter min baby,’ sagde hun og skævede til Rikkes røde, skællede udslæt på ballerne.

‘Det er psoriasis,’ fik Rikke Dieu fremstammet, inden hun styrtede ud af omklædningsrummet, tog et par hurtige baner i bassinet, hvorefter hun tog hjem.

»Jeg gik igennem en ordentlig tudetur, da jeg kom hjem fra svømmehallen. Jeg kunne simpelthen ikke fatte, at det skete,« siger Rikke, der normalt kan holde sin psoriasis nede, men ikke tager medicin lige nu, fordi hun ammer, og derfor er sygdommen i udbrud.

Rikke Dieu er ikke alene. Tusindvis af danskere lider af hudsygdommen psoriasis, og langt de fleste - hele 8 ud af 10 - psoriasispatienter oplever at føle sig antastet og diskrimineret på grund af sygdommen. Det viser en ny undersøgelse fra medicinalvirksomheden Novartis.

Sådan kan psoriasis blandt andet se ud. Rikke Dieu har det særligt i hovedbunden, hvorfor hendes hovedpude ofte ligner en 'slagmark' på grund af skæl og blodige rifter.
Sådan kan psoriasis blandt andet se ud. Rikke Dieu har det særligt i hovedbunden, hvorfor hendes hovedpude ofte ligner en 'slagmark' på grund af skæl og blodige rifter. Foto: Ternavskaia Olga Alibec
Vis mere

Rikke følte sig dybt diskrimineret i svømmehallen og har ikke været der siden. Det gik op for hende, at mange ikke ved, hvad sygdommen er.

Netop det kan dermatolog Helene Holmgren, der arbejder med behandling af psoriasispatienter, godt genkende.

»Det er en af de hyppigste hudsygdomme, men mange kender ikke til den, fordi patienter ofte dækker sig til i bybilledet. Så når folk ser det, bliver de angste for, at det smitter, siger Helene Holmgren, der slår fast, at psoriasis ikke smitter, da det ikke er en bakterie- eller virussygdom.

Psoriasisforeningen ser det også som et stort problem, at på trods af af næsten 170.000 danskere lider af sygdommen, ved danskerne ikke nok om den. Formanden for psoriasisforeningen ser gerne, at der kommer mere oplysning om sygdommen.

»Der er chokerende, at der fortsat stor uvidenheden om sygdommen, og om den smitter. Der er mange, der oplever at blive konfronteret af folk, der siger: ‘Nej, hvor ser det grimt ud.’ Derfor er prioritet ét at få mere oplysning om psoriasis,« siger Lars Werner.

Selv om 28-årige Rikke Dieu kan opleve situationer, hvor hun bliver ydmyget i svømmehallen eller stirret på i Netto på grund af hudsygdommen, hun fik for otte år siden, har hun i dag lært at leve med den og vil gerne være med til at oplyse om den.

»Jeg står frem for at give en bredere forståelse for sygdommen, så folk ikke skal bliver bange, hvis jeg drysser med skæl på deres gulvtæppe,« siger Rikke Dieu.