At være pårørende til en psykisk sårbar, som måske har angst eller har en depression, er forskellig fra person til person.

- De idéer man har, om hvad det er, er ikke nødvendigvis til at genkende ved den, man sidder sammen med, siger Line Brix Madsen, der er centerchef for Headspace Aalborg.

Det er vigtigt, at man undgår at have forudindtagede forestillinger om, hvordan en person med en psykisk sygdom er. Derfor er det godt, at du som pårørende spørger nysgerrigt ind.

Hvis en af dine nærmeste bliver ramt af psykisk sygdom, er det svært at vide, hvordan man støtter bedst. Nysgerrighed er et nøgleord.

Anja Kare Vedelsby er projektleder i landsindsatsen "En af os", og deres budskab er, at det ikke behøver at være svært at tale om.

- Mange er bange for reaktionen ved at spørge ind til en psykisk sygdom. De er bange for at træde nogen over tæerne eller pludseligt selv stå med et ansvar som behandler. Men det er vigtigt, at de ikke bliver det. De skal blot være en god støtte, siger hun.

Hun anbefaler, at man begynder en samtale med en psykisk sårbar person ved at sige, "jeg synes, jeg kan mærke, du har det skidt. Er det noget, du har lyst til at snakke om?" På den måde inviterer man til en samtale.

- Tavsheden kan være rigtig slem, og du skal ikke ignorere sygdom. Det er en stor støtte blot at tilkendegive sin empati, siger Anja Kare Vedelsby fra "En af os".

Du kan også risikere, at vedkommende ikke ønsker at snakke om sygdommen, og det skal også respekteres.

Her anbefaler Anja Kare Vedelsby, at man siger, at man er der, hvis vedkommende har brug for at snakke på et senere tidspunkt.

Psykolog og projektleder ved "En af os" Johanne Bratbo mener, at noget af det vigtigste, man som pårørende bør gøre, er at stille spørgsmål.

- At spørge, hvordan vedkommende har det, er en stor støtte. Ensomhed er en følgesvend for rigtig mange, og så bliver den syge ofte handlingslammet og gør ikke det, der er det mest fornuftige, siger Johanne Bratbo.

Line Brix Madsen fra Headspace Aalborg understreger, at blot fordi man har taget snakken en gang, er det ikke ensbetydende med, at alt bliver bedre. Det er vigtigt at tjekke ind på hinanden en gang imellem.