På medicinsk afdeling på Holstebro Sygehus ligger 27-årige Karina Orbitsø Kristensen og kæmper for sit liv.

Siden teenage-årene har hun lidt af en spiseforstyrrelse, der nu truer med at tage livet af hende. Hendes kropsvægt er helt nede på 37 kilo, og fordelt på 169 centimeter er det mere end kritisk for den unge kvinde og mor.

Karina har to gange været indlagt på det psykiatriske hospital i Risskov ved Aarhus. Her har de en særlig afdeling for spiseforstyrrelser. Første gang Karina var i behandling på Risskov var det med stor succes. Desværre fik hun et tilbagefald. Blev indlagt igen, men denne gang ramt af en meget alvorlig depression oveni. Det var ikke en situation, som afdelingen for spiseforstyrrelser kunne håndtere, og Karina blev sendt til Holstebro Sygehus og indlagt på psykiatrisk afdeling. Tanken var, at Karina skulle tilbage til Risskov, når hun var kommet sig over depressionen, men i mellemtiden havde hun fået diagnosen »borderline«, og så ville afdelingen i Risskov ikke modtage hende med den begrundelse, at hun dels var for gammel til at være på afdelingen, men også for undervægtig til at modtage behandling for sin borderline tilstand.

Desperation og afmagt

Lørdag var hendes mor, Birthe Grynderup Kristensen fra Struer, så desperat over situationen, at hun skrev et opslag på sin Facebook-profil. Et opslag, der spredte sig som en steppebrand og mandag morgen er delt næsten 15.000 gange på lige knapt tre døgn.

»Det er simplethen i afmagt. Den seneste tid har Karina været indlagt et par gange om ugen for at få væske, men nu har hun været indlagt siden i torsdags. Lægerne tør ikke sende hende hjem,« fortæller en dybt frustreret mor og mormor til Oliver på tre et halv år, der ligger i hospitalssengen hos sin mor.

Læs mere hos Dagbladet Holsterbro-Struer: Ingen hjælp til Karina

»Det er mit kalium-tal, de ikke kan holde oppe, og når de ikke kan det, så risikerer jeg at få et hjertestop og dø. Det kan jeg jo ikke byde ham her,« siger Karina og aer Oliver på ryggen.

Oliver ved godt, at hans mor er syg.

»Når han kommer hjem fra børnehaven, spørger han altid: »Mor! er du stadigvæk syg?«. Og så må jeg jo sige, at det er jeg, men jeg er her også endnu.«

Karinas mand og far til Oliver, Per Mortensen, står ved sengekanten sammen med Karinas mor og bonusfar, Erik Wriedt.

Til medierne via Facebook

Det har været en fælles familiebeslutning at lægge opslaget med Karinas historie og tilstand på Facebook med håb om, at medierne opfangede historien.

»Hvad skulle vil gøre? Vi har prøvet alt. Min egen læge i Struer, Jesper Krogsøe, der har været en kæmpe støtte, har ringet til overlægen i Risskov. Lægerne her på M1 har ringet til Risskov. Men lige meget hjælper det,« siger Karina og lukker øjnene. Anstrengelsen ved at tale dræner hende for de kræfter, hun faktisk ikke har, og gør hende svimmel.

»Jeg har talt med andre piger i min situation, der har kunnet råbe systemet op, når deres historie kom i medierne. Derfor tog vi den beslutning,« siger Karina, da hun genfinder lidt kræfter.

»Jeg vil jo bare gerne ha’ noget mad i hende. Men selv om hun får mad og bliver bedre, så ved vi jo ikke, om hendes organer allerede har taget skade,« siger Birthe Grynderup Kristensen.

Karina vil også gerne spise. Hun er meget motiveret for at blive rask. Men det kræver ro og faste rutiner i spisesituationer. Det er det, patienterne lærer på hospitalet i Risskov.

»Borderline og spiseforstyrrelser er så tæt forbundet. Det drejer sin om behovet for rutine og faste rammer. Derfor kan jeg heller ikke forstå, at det skulle være argumentet for, at jeg ikke kan komme i behandling,« siger Karina, der har behov for en fast person, der spiser sammen med hende, og er der en times tid efter måltidet.

»Jeg har en hjemmevejleder, men kun fire timer om ugen. Men det er ikke nok. Den behandling og de gode vaner får man desværre kun, når man er indlagt. Det kan jeg ikke blive, og nu har jeg snart ikke kræfter til at kæmpe mere,« siger Karina.

Læs mere hos Dagbladet Holsterbro-Struer: Ingen hjælp til Karina