Lyt til artiklen

Karen Schultz er én af de godt 4.000 danske kvinder, der hvert år får diagnosen brystkræft. Sygdommen rammer flere og flere danskere, men samtidig er der også flere, der overlever sygdommen. 82 pct. lever fem år efter, de har fået diagnosen.

For mange er brystproteser og parykker en naturlig bivirkning af behandlingen. Men ikke for Karen Schultz. Hun skjuler ikke sin sygdom.

For få uger siden gav hun et interview til Magasinet Penge på DR1. Uden hår.

På hendes facebook-profil har hun skiftet billedet ud, så det viser hende, som hun er nu: Skaldet! Og da B.T. møder Karen Schultz på hendes kontor i det indre København kort før jul, er de eneste hår i hendes ansigt øjenbrynene. Vipperne er også begyndt at falde af.

Hun sørgede for at klippe håret af i god tid. Karen Schultz ville nemlig selv bestemme, hvornår hun skulle være skaldet. Det var der ikke nogen sygdom eller kemo-kur, der skulle diktere.

- Fru Schultz taber ikke håret. Fru Schultz klipper selv håret af, lyder det bestemt.

Kæresten tager det sidste

Først fik hun frisøren til at klippe det helt kort, og da hun kunne mærke, at de små hår begyndte at falde af, fik hun kæresten til at tage det sidste med trimmeren.

- Det er måden, jeg kaperer det på. Så længe, jeg kan gøre noget. Hvis bare jeg kan handle, så kan jeg have med det at gøre.

Karen Schultz er helt bogstaveligt en krigerkvinde. En amazone, der altid har brugt knofedt, muskler og de små grå for at komme frem. I dag står der oberstløjtnant, forfatter, forlægger og psykolog på hendes cv. Men siden den dag i efteråret, hvor en læge på privathospitalet Hamlet på Frederiksberg uden omsvøb fortalte hende, at noget var helt galt, har Karen Schultz stået over for en ny og ukendt modstander. Hun har fået kræft i det højre bryst, og i september fik hun 'hugget' brystet af, som hun selv siger. Nu skal fjenden bekæmpes med kemiske våben: Kemo!

Kvalme og mørke tanker

Vi møder hende mellem to kemo-behandlinger. Om en god uges tid går det går løs igen, og når du læser disse linjer, har Karen Schultz fået endnu en dosis af den gift, der i første omgang gør hende mere syg, giver hende kvalme og mørke tanker. Men i sidste ende skal redde hende fra kræftcellerne.

Karen Schultz bruger ikke paryk. Det har hun ikke lyst til. Og så vil hun gerne lave en manifestation og være rollemodel for andre kræftramte kvinder.

Det må folk kunne klare

- Når vi nu lever, som vi gør og får alle de livsstilssygdomme, så må vi altså også kunne tåle at se dem, der bliver ramt. Det må folk kunne klare, forklarer hun.

Men der er én enkelt udtagelse.

- Min datter havde ikke lyst til at følges med mig, hvis jeg blev skaldet. Da jeg blev syg, sagde hun: Vil du ikke nok få en paryk, Mor? Om ikke andet, så bare for min skyld? Og så bestilte hun ellers en tid hos en parykmager til mig.

Derfor har Karen Schultz en paryk og et par tørklæder, der ligger klar til den dag, hun og datteren skal en tur ned ad Strøget sammen.

Hun har også en protese og en særlig bh, der kan skjule hendes asymetiske overkrop, men Karen Schultz vil ikke gå med det. Hun irriterer sig snarere lidt over, at hendes eneste tilbageværende 'konebryst' nu hænger endnu mere i vejen.

Hun ved godt, at hendes nøgne hoved vækker opsigt, og hun mærker tydeligt, at folk kigger. Nej, de glor! Men det er yderst sjældent, at nogen spørger til den manglende hårpragt.

- Folk siger jo ikke noget. Det er sjældent, at der er nogen, der spørger, hvorfor jeg er skaldet. Jo, til min søsters bryllup sad jeg ved siden af en mand, der i sætning nummer to spurgte: 'Hvorfor har du ikke noget hår?' 'Fordi jeg får kemo,' sagde jeg. Og o.k., så var den ikke længere.

Hjem i seng

Kort inden hun blev syg, fik Karen Schultz en ny kæreste. Det var ham, der fik hende til at gå til læge én gang til. Han overbeviste hende også hurtigt om, at hun ikke er mindre kvinde for ham, fordi hun nu mangler et halvt frontparti.

- Da jeg blev udskrevet, gik vi direkte hjem i seng, griner hun.

Hun omtaler sig selv som skamferet, men virker overraskende afklaret med sin nye fysik.

- Jeg har aldrig haft særlig meget af min hovedstol siddende i brysterne. Havde jeg haft det, havde det nok været hårdere for mig at miste brystet.

Efterbehandlingen, derimod. Den har været slem. Kemoen fylder hele kroppen som sydende brusetabletter. Og kvalmen, opkastningerne, trætheden og de endeløse nætter, hvor hun 'kravler rundt på væggene' og pludselig tvivler på, om det overhovedet er værd at leve videre.

Næste gang skal hun have en ny type kemo, som ikke giver så meget kvalme. Til gengæld kan hun regne med at få smerter.

Men oberstløjtnant Schultz er kampklar. For smerter. Dem kender hun. Dem ved hun, hvordan hun skal nedkæmpe. Tror hun nok. En lille tvivl nager et sted.

Et andet menneske

Men hun har været heldig. Kræften blev opdaget tidligt, og hun har gode chancer for at blive rask igen. Alligevel har den allerede sat dybe spor i hende.

- At tage den identitet på mig, at jeg er Karen - komma - syg. Det er ikke bare noget med, at jeg er et andet sted. Jeg er også et andet menneske.