Det er efterår, og vi hoster. Nogle typer af hoste er ganske ufarlige. Andre bør få dig til at søge læge med det samme. Lær at skelne mellem harmløs hoste og hoste, der skyldes maveproblemer, hjertesvigt eller lungekræft.

Vi hoster, når vi kløjs i noget, når vi har allergi, eller når vi er blevet smittet af en af efterårets mange luftvejssygdomme. Men hoste kan også have årsager, der kan slå dig ihjel. Nu hvor det er sæson for at, influenza, kold lungebetændelse og forkølelser rammer danskerne, er det vigtigt at kende forskel.

»Hoste er et symptom, der er forbundet med rigtig mange tilstande. Helt fra den hoste, der går over af sig selv, til den kroniske hoste, som kan skyldes en bagvedliggende livsfarlig lidelse. Der findes næsten ikke et mere broget symptom end hoste,« siger professor ved Københavns Universitet og speciallæge i lungesygdomme Peter Lange.

Derfor hoster vi

Blandt de mest almindelige årsager til hoste er forkølelse, influenza, bronkitis og infektionssygdommen mycoplasma, også kaldet ’kold lungebetændelse’. På denne tid af året har der de seneste to år på været op mod 500 nye tilfælde om ugen med danskere, der hoster på grund af kold lungebetændelse. En sygdom, der kan give voldsomt generende hoste i månedsvis.

»Lige nu går vi ind i en tid, hvor et hav af luftvejsinfektioner kan give hoste i helt op til tre til fire måneder. Som regel er det harmløst, men hoste er også et af de symptomer, som kan give allerflest frustrationer,« siger Peter Lange.

Når hosten er ledsaget af feber, snot og muskelsmerter – klassiske virussymptomer – ved de fleste danskere godt, at den som regel går over af sig selv. Omvendt er mange ikke klar over, at mere end to ugers hoste hos et ellers sundt og rask menneske altid bør afstedkomme et besøg hos lægen, lyder det fra Ida Gjørup, der er overlæge på Infektionsmedicinsk Afsnit på Herlev Hospital.

»Særlig vigtigt er det at gå til lægen ved langvarig hoste uden influenza, feber og snue,« forklarer hun.

Gå til lægen med våd hoste

Blandt de langt mere alvorlige årsager til hoste, som ikke har noget med sæsonsnue at gøre, er lungesygdommene kol og lungekræft, som oftest forårsages af tobaksrygning. Men hoste kan faktisk også have så kuriøse årsager som mavesyre, der løber op i spiserøret, ligesom noget hjertemedicin kan give kronisk hoste som bivirkning.

I den helt alvorlige ende kan hoste også være tegn på både akut og kronisk hjertesvigt.

»En tør hoste, som varer få uger, er som regel ufarlig. Men en våd hoste med gult, grønt eller blodiblandet slim eller en hoste, der er forbundet med brystsmerter, kan være tegn på, at noget mere alvorligt er galt, og så skal man ikke se det an, men skynde sig til lægen,« siger Peter Lange.

Guide: 10 årsager til at du hoster

1. Forkølelse, bronkitis, bihulebetændelse, kighoste eller kold lungebetændelse er de mest almindelige forklaringer på pludselig opstået hoste. Hosten kan vare i uge- eller månedsvis. Antibiotika kan nogle gange hjælpe.

2. Medicin til behandling af sygdomme som hjertesvigt og forhøjet blodtryk kan som bivirkning give hoste.

3. Mavesyre, der strømmer tilbage i spiserøret, kan give kronisk hoste og desuden halsbrand, sure opstød, sviende smerte øverst i maven og nogle gange synkevanskeligheder. Behandles med medicin mod refluks/halsbrand.

4. Nervøs hoste er en uvane, hvor der ikke er nogen sygdom i luftvejene, men hvor hoste og rømmen vedligeholder irritation af luftvejene. Eneste behandling er, at du slipper uvanen.

5. Astma er en kronisk irritationstilstand i luftvejene, der kan medføre anfald af åndedrætsbesvær og evt. perioder med hoste og pibende vejrtrækning. Behandles med inhalationsmedicin.

6. Lungebetændelse giver løs hoste med gulliggrøn eller rustbrun farvet slim, feber, ofte åndenød, eventuelt med smerter fra lungehinden ved dyb vejrtrækning. Behandles med antibiotika.

7. Kol udvikler sig over lang tid med perioder med åndenød på grund af forsnævring af luftvejene og hoste. Sygdommen optræder ofte hos tidligere eller nuværende rygere og især hos +70-årige. Kan ikke helbredes.

8. Hjertesvigt kan give hoste. Ved akut hjertesvigt kan der være tydeligt åndedrætsbesvær, hoste og skummende slim. Ved kronisk hjertesvigt er der åndedrætsbesvær ved anstrengelse, hoste, træthed og åndenød ved anstrengelse og hvile.

9. Lungekræft opstår oftest hos personer, som har røget i mange år. Tidlige symptomer kan være hoste, herefter åndedrætsbesvær, brystsmerter, blodigt slim, nedsat appetit og vægttab.

10. Cystisk fibrose er en kronisk lungesygdom med lungeinfektioner, hoste og vejrtrækningsbesvær hos børn og unge. Ses især hos børn med mange nedre luftvejsinfektioner.

Kilde Peter Lange, professor og speciallæge i lungesygdomme

Hostesaft uden virkning

Der er ingen videnskabelig dokumen- tation for, at midler mod hoste virker. Varm te med honning og tålmodighed er mere effektivt, siger eksperter

Du husker sikkert barndommens lakridssmagende hostesaft, som blev hevet frem, når hostesæsonen gik i gang. Hvis du også husker, at det virkede, husker du formentlig galt.

Hverken tidligere tiders populære hostesafter eller nutidens mange hostestillende tabletter har nogen eller kun sparsom effekt på host.

»Hostesaft og slimløsende midler skal man holde sig fra. De virker ikke. Jeg ville aldrig som læge anbefale patienter at købe noget af det,« siger specialeansvarlig overlæge og infektionsspecialist Ida Gjørup fra Infektionsmedicinsk Afsnit på Herlev Hospital.

»Det har vist sig meget svært at påvise en effekt af hostemidler. De gør formentlig ingen skade, men de virker som regel heller ikke,« bekræfter professor og speciallæge i lungesygdomme Peter Lange.

Cough and Cold medicine
Cough and Cold medicine
Vis mere

Aldrig godkendt

Hostemedicin fås både på recept og i håndkøb, men ifølge Sundhedsstyrelsen anbefales ingen af disse til hoste ’hos hverken børn eller voksne’.

Du skal altså ikke lade dig snyde af, at apotekerne har hylderne fulde af tabletter og saft. Var hostesafterne lavet i dag, var de formentlig aldrig blevet godkendt som lægemidler, forklarer professor Peter Lange.

»Hostesaft bliver i dag solgt på gamle tilladelser, der stammer fra en tid, hvor kravene til dokumentation var meget lavere,« siger han.

Hoster du og har du ondt i halsen, skal der helt andre af de gamle husråd til.

»Drik varm te med honning. Eller sut på et bolsje. Det gør ikke meget ved hosten, men det kan – kortvarigt – lindre ondt i halsen og berolige den irriterede slimhinde,« lyder rådet fra Peter Lange.

Hvis din hoste skyldes en virus, er det bedste råd at vente på, at det går over, mener overlæge Ida Gjørup. Men skyldes hosten en egentlig lungebetændelse, er det vigtigt, at du hoster, så sekretet kommer op.

»Sæt dig op og host ordentligt igennem. Hoste bør generelt ikke undertrykkes.«