Ironman, triatlet, marathonløber, tidligere landsholdsspiller i Ishockey. Matematiklærer oveni. Alligevel har en frygtelig alzheimer-diagnose ramt den ellers uovervindelige Ole Hansen, der lever og ånder for et aktivt liv

Med omkring 40 km i timen suser de af sted på Frederiksværksgade i Hillerød i Nordsjælland. Søren Bramming forrest og Ole Hansen bagerst på hjul.

Cykeltøjet sidder til på de toptrimmede kroppe med slanke maver og lægmuskler, der for det utrænede øje lige så vel kunne tilhøre en rytter i Tour de France. Kun grå stænk i håret, smilerynker ved øjnene og dybe furer i ansigtet afslører, at de ikke længere er unge mænd. Søren Bramming fyldte 50 forleden, og Ole Hansen er 65 år.

Ole Hansen vil egentlig helst være forrest. For han elsker at være først og bedst. Men i dag får Søren Bramming lov at styre retning og fart.

Ole Hansen fik i 2015 konstateret diagnosen Alzheimers, i en alder af 63 år. Ole arbejde som matematiklærer og var en af landets førende triatleter. Sygdommen har sat en stopper for Oles arbejdsliv og det er også slut med de store Ironman-stævner. Sønnen Mads Rytter bruger meget tid med sin far og ligesom hm også glad for store mængder træning.
Ole Hansen fik i 2015 konstateret diagnosen Alzheimers, i en alder af 63 år. Ole arbejde som matematiklærer og var en af landets førende triatleter. Sygdommen har sat en stopper for Oles arbejdsliv og det er også slut med de store Ironman-stævner. Sønnen Mads Rytter bruger meget tid med sin far og ligesom hm også glad for store mængder træning. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Frederiksværksgade ender i en lukket vej, og de to venner kører ræs ned ad vejen for sjov. Et øjeblik glemmer de begge alt om den Alzheimers Sygdom, der langsomt, men sikkert er ved at æde sig ind på deres venskab og passion for cykling.

»Når jeg cykler, så glemmer jeg, at jeg er syg,« siger Ole Hansen, der stadig har sin tale, men som formulerer sig i korte sætninger, når han taler.

Han er tidligere Europamester i Ironman, nummer to til VM i sin aldersklasse, og tre gange har han deltaget i den legendariske Ironman på Hawaii, hvor kun de bedste atleter inden for sporten har kvalificeret sig ved at svømme 3,8 km, cykle 180 km og løbe 42,00 i en bestemt tid. Tilbage i 1980’erne og op gennem 90’erne og 00’erne var han med til at udbrede triatlon i Danmark. Timevis har han tilbragt på landevejene i jagten på at slå sig selv og andre på tid og i kraftpræstation. Cykling har altid været favoritdisciplinen. Dér var han stærkest og kørte fra konkurrenterne.

»Når jeg træner, får jeg den der utrolige følelse af velvære og glæde. Alt er godt indeni. Jo mere det gør ondt, desto bedre,« forklarer Ole Hansen, der har deltaget i flere hundrede stævner inden for triatlon.

Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Hans passion for at presse sig selv og andre til det yderste er ikke længere, som det var en gang. En frygtelig alzheimer diagnose har sat en stopper for livet som ironman og de tilhørende daglige, intensive træningspas. Nu er de erstattet med ‘hyggeture’ som den i dag. Ole Hansen kan nemlig ikke længere orientere sig på samme måde, som han kunne engang. Han har måttet stoppe, fordi retningssansen er nødvendig, når man skal svømme, cykle og løbe en bestemt rute uden at køre forkert.

På grund af sin sygdom vil Ole Hansen foruden sin orienteringsevne gradvist miste evnen til at koncentrere sig, huske og tale. Med tiden bliver sygdommen så alvorlig, at den vil påvirke de områder i hjernen, som styrer vores bevægelser og vejrtrækning, og til slut vil han gå bort. Typisk lever personer med alzheimer et sted mellem 8 og 10 år, men nogle kan have et sygdomsforløb på helt op til 20 år. Sygdommen opstår sjældent før de 65 år, men hos nogle kan den ramme tidligt i livet, ofte hvis andre i familien også har haft det. Ifølge alzheimerforeningen er det den femte hyppigste dødsårsag i Danmark, og man vurderer, at ca. 85.000 mennesker i Danmark er ramt af demens, mens 400.000 pårørende lever med en dement i familien.

Et stærkt bånd

Ole Hansen og Søren Bramming klikker ud af pedalerne. Vi går op i Oles lejlighed på anden sal i den centrale del af den nordsjællandske by Hillerød ca. 200 meter fra Frederiksborg Slot. Lejligheden er ca. 70 kvm stor. Søren Bramming taler kort med en bekendt på gaden, der er stoppet op for at sige hej.

»Du har nøglerne med,« siger Søren Bramming henvendt til Ole Hansen i sit sædvanlige tålmodige og rolige toneleje. Han er ikke typen, der bliver irriteret eller lader sig ophidse af sin vens forglemmelser. Tværtimod.

I lejlighedens entré står en låst orange boks på et bord, og ved siden af ligger en kalender. På kalenderens opslåede sider står ‘hjemmepleje Gitte.’ Så kan Ole Hansen lettere huske, at det er Gitte, der den kommende tirsdag kommer og låser boksen op og giver ham sin daglige medicin, der kan bremse udviklingen af sygdommen - men ej kurere den.

Ole Hansens medicinboks, som kun hjemmehjælperen har nøgle til.
Ole Hansens medicinboks, som kun hjemmehjælperen har nøgle til. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Nederst i kalenderens højre hjørne står ‘72 kg’.

»Så jeg kan holde øje med, at jeg ikke bliver for tyk,« griner Ole Hansen og aer sig selv på sin mave, som de fleste mænd i hans alder formentlig vil misunde.

Den aflåste boks er ikke det eneste, der afslører, at der er tale om mere end blot almindelige forglemmelser. Der er mindst 30 forskellige huskesedler i lejligheden. På skabslågen i køkkenet hænger bl.a. en hvid seddel:

»Afleverede kørekort d. 4/12 2015 på politistationen«, hvis nu Ole Hansen skulle have glemt, at han ikke længere må køre bil og begynder at lede efter det.

På Ole Hansens skab i køkkenet har han hængt denne seddel, så han ikke glemmer, at han har afleveret sit kørekort.
På Ole Hansens skab i køkkenet har han hængt denne seddel, så han ikke glemmer, at han har afleveret sit kørekort. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

På en anden står opremset:

»OH klasse vundet i 5.58«

»OH slået med to timer«

»OH bliver nr. 62 i klassen« (aldersklasse, red.).

»OH tid 7.58«

Det er Ole Hansens tid fra cykelløbet ‘Dreiländer’ - et cykelløb, hvor rytterne kører gennem Østrig, Schweiz og Italien, og som han for nylig deltog i.

Ole har også skrevet alderen på sin søn Mads Rytter, hvad en ironman består af, at der er fællestræning med Søren og en række andre mænd kl. 17.30 om tirsdagen, fire gange på den samme seddel står der, han skal melde afbud hos tandlægen, og i vindueskarmen ligger en liste med ting, han skal huske at pakke, når han skal træne; håndklæde, skiftetøj, sko, armbåndsur (polar)… ude i gangen er en gul post-it klistret på væggen. ‘Ikke røre denne kontakt’. Der er en installation, der ikke virker, så derfor er det vigtigt ikke at røre lyskontakten, forklarer Ole Hansen.

Fjernbetjeningerne på stuebordet taler for sig selv. Den ene af to har Søren Bramming klistret til med sportstape, så Ole ikke roder rundt i alle knapperne, når han skal se tv.

Vennen Søren har tapet Ole Hansens fjernbetjeninger til med sportstape, så han bedre kan huske, hvor han skal tænde og slukke.
Vennen Søren har tapet Ole Hansens fjernbetjeninger til med sportstape, så han bedre kan huske, hvor han skal tænde og slukke. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Den 65-årige mand bor alene i lejligheden. Det er ca. 25 år siden, han blev skilt fra Mads’ mor. Siden da har han haft et par mindre forhold af et par års varighed. Kvinderne hang ikke rigtig ved, for de syntes, han brugte for meget tid på at træne. Til gengæld har den tidligere jernmand opbygget tæt venskab med Søren Bramming, hvor de kan fortælle hinanden alt. Som tiden er gået har de også engageret sig i hinandens familier.

Søren Bramming har altid vidst, hvem Ole var. Det var ham den irriterende skolelærer, der vandt alt, han deltog i. Men det var først ved en triatlon i Fredericia i 2003, hvor Ole Hansen hjalp Søren Bramming over i et lægetelt pga. dehydrering, at de to lærte hinanden rigtig at kende. Siden da har de tilbragt timevis i hinandens selskab. I dag er Søren Bramming den tætteste relation, Ole har, næst efter sønnen Mads og datteren, 47-årige Camilla, der ikke er hans biologiske datter, men som han var far for i sit tidligere ægteskab.

Den 15 år yngre ven gør alt, hvad han kan for at hjælpe sin kammerat i kampen mod sygdommen. Søren har stor del i, at Ole Hansen stadig kan træne på landevejene, og at han fik sat flueben ved sin 25. ironman.

»Ole har hjulpet mig så meget gennem årene med træning og forberedelser til konkurrencer, hvor jeg har profiteret af hans erfaring, så det var vigtigt for mig at han fik en værdig afslutning på en flot karriere,« siger Søren Bramming.

Et udpluk af Ole Hansens mange medaljer.
Et udpluk af Ole Hansens mange medaljer. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Det skete d. 24. september 2016 på Mallorca, hvor Ole Hansen ellers i første omgang i oktober 2015 i Barcelona var blevet diskvalificeret, fordi han kørte forkert i en rundkørsel. Mere end et halvt års træning med 15-20 timers træning om ugen var ‘spildt’, og Ole Hansen følte sig for alvor knækket af sin sygdom.

»At se et pragteksemplar af et mandfolk synke sammen, da det går op for ham, at han har fejlet. Det var ikke fedt at se. Han har ikke givet op særlig mange gange i sin karriere. Så jeg ville gerne give ham den oplevelse at få sin 25. ironman med, mens han stadig kunne huske det,« siger Søren Bramming.

I samarbejde med sønnen Mads Rytter hjalp han derfor Ole Hansen med at tilrettelægge træningen op til. Søren Bramming deltog selv, så han hele tiden var få meter fra Ole og kunne guide ham igennem disciplinerne. Røre ham måtte han ikke eller være helt tæt på. Det forbyder reglerne. Undervejs på løberuten måtte Søren Bramming dog udgå pga. en bruskskade i foden. Men til al held kunne sønnen Mads Rytter råbe fra sidelinjen, om det nu var venstre eller højre, Ole skulle dreje til.

Ole Hansen ses her med sønnen Mads. De har begge dyrket ironman og Mads har lært meget om sporten af sin far.
Ole Hansen ses her med sønnen Mads. De har begge dyrket ironman og Mads har lært meget om sporten af sin far. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Den i dag 65-årige mand brugte 13 timer på at gennemføre og løb over målstregen med armene over hovedet. Det var næsten, som om han havde vundet det hele, forklarer Mads Rytter.

Alarmklokkerne ringer

Det er snart tre år siden, i december 2014, at den tidligere ironman fik diagnosen.

Det var Ole Hansens søn, Mads Rytter, der insisterede på, at Ole gik til lægen. Gennem længere tid havde han ‘tosset rundt’, som hans søn Mads formulerer det. Den ellers så logisk tænkende mand lavede fejl ved tavlen, når han underviste niende klasser i matematik på en folkeskole i Hillerød. Han glemte pung, nøgler, og ‘grej’ til cyklen, når de skulle på tur. Aftaler begyndte også at glippe, og han kunne ikke huske, hvad han havde læst i en bog. Den struktur og nøjagtighed, der altid havde karakteriseret Oles væsen, forsvandt, som tiden gik.

Mads’ kone Louise, var den første til at bemærke, at ‘noget var galt’, fortæller sønnen:

»Hver fredag hjalp han os med at passe ungerne. Men han blev enormt passiv, når han var der, og havde ikke styr på, hvor de var henne. Han sad bare i en stol og så Tour de France og ventede på, at jeg kom hjem. Jeg blev enormt irriteret på min kone, når hun påpegede, at han var anderledes, end han plejede. Sådan var han bare, konstaterede jeg dengang,« siger 38-årige Mads Rytter, der er uddannet fysioterapeut og træningsentusiast ligesom sin far.

Ole Hansen og sønnen Mads fra dengang Mads var teenager.
Ole Hansen og sønnen Mads fra dengang Mads var teenager. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

En uge forinden cykelturen på Frederiksværksgade er vi mødtes med ham og Søren Bramming. De har lært hinanden at kende gennem Ole, og sammen har de nu en nystartet cykel- og triathlonbutik i Hillerød, der også tilbyder fysioterapeutisk behandling. ‘Bike and Run’ er stadig i opstartsfasen, så ved siden af arbejder de begge på et bosted for hjerneskadede unge, indtil de kan drive butikken på fuld tid. Søren Bramming er uddannet socialpædagog.

I en lædersofa i butikken, hvor Ole Hansen stort set hver dag kommer forbi og fordriver tiden med at bladre i magasiner og sludre, fortæller de om tiden op til, at diagnosen blev stillet i 2014. Drømmen om at cykle rundt i Frankrig med sønnen Mads og børnebørnene Tobias og Kasper på 9 og 6 år, når Ole Hansen blev pensionist, samt at fortsætte træningsturene rundt om i verden med vennen Søren, brast med et. Også for Mads var det hårdt at kapere:

»Jeg havde læst om alzheimer og vidste, at prognosen ikke var så lang, så det var et hårdt slag for mig og min far lige at få slynget en dødsdom over disken. Det er en uværdig sygdom, og jeg tænker meget over, hvordan han kommer til at blive. Han er stadig den mand indeni, som vi kendte før sygdommen med de ændringer, der nu har fulgt med. Men på et tidspunkt falder det fra hinanden, og det vil nok blive rigtig trist,« siger Mads Rytter.

Den atletiske mand, der har det samme glimt i øjet som sin far, bevarer fatningen og fortæller nøgtern videre om dommedagen på sygehuset.

»Min far hulkede og blev derefter stille. Det virkede ikke, som om han havde set det komme,« siger han.

Søren Bramming sidder ved siden af i sofaen og lytter til Mads. Han kører flere gange den ene hånd hen over ansigtet, som om han vil skjule, at han er berørt af den barske diagnose.

Det lakker mod enden…

Tilbage i Ole Hansens lejlighed sidder vi ved spisebordet og taler. Ole Hansen har stadig sin tale og kan formulere sig i hele sætninger. Kun enkelte gange undervejs i interviewet mister han tråden og glemmer spørgsmålet, eller det han ville fortælle. Han er typen, der ofte smiler, griner og fyrer en joke af. Øjnene lyser, når snakken falder på ironman nr. 25. Selv beskriver Ole det som en ‘milepæl’, at han gennemførte.

»Jeg kunne lige så godt have ‘pakket biksen’ og ladet være med at køre på cykel mere. Men jeg vil jo gerne den sport... Søren har samlet mig op hver gang, og jeg har altid vidst, at jeg kan gå til ham og få hjælp. Han har jo også sin egen familie og et arbejde, han skal passe. Jeg står i en helveds gæld til ham…«

#Har du dårlig samvittighed?

»Ja, det kan jeg godt få. Jeg har tæret meget på Mads og Søren,« siger Ole Hansen. Det er første gang denne dag, at smilet forsvinder fra hans ansigt.

Søren sidder overfor Ole under interviewet. Han bliver igen meget bevæget og får vand i øjnene. Han sidder uroligt på stolen og med ansigtet i alvorlige folder med armene over kors og en hånd hvilende under hagen. Sønnen Mads, der også er på besøg, sidder lidt tilbagetrukket i stuens sofa.

Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Ole Hansen er nogle gange kommet for tidlig til træning, fordi han glemmer klokkeslættet, men nu forsøger de sig med en alarm på telefonen, så han ved, at det er kl. 17.30, de skal træne og ikke to timer før, som han ellers nogle gange har misforstået. I dagene op til træningsturen husker Søren ham hver dag på dag og tidspunkt.

Den 50-årige mand ved godt, at deres træningsture og deltagelse i mindre cykelløb ikke vil vare for evigt. På et tidspunkt vil Oles orientering i trafikken glippe helt, og det vil være til fare for ham selv og hans træningsmakkere. Foreløbig er Ole Hansen dog med, når de andre træner på landevejene. Han er bedre form end nogle af de ‘unge’ og holder stadig regnskab med, hvem der kommer først over førstkommende bakke.

I cykelbutikken en uge forinden satte Mads Rytter og Søren Bramming ord på det uundgåelige:

»Det lakker mod enden….det er ikke altid, han får set sig bagud. Men han er i god form og kører godt på cykel,« siger vennen.

»Vi ved ikke, hvornår han ikke længere kan orientere sig. Vi har ikke snakket om det, men det varer nok ikke voldsomt mange år. Det er synd for ham, fordi træning er hans et og alt. Det vil efterlade et kæmpe tomrum, hvor vi skal finde en form for erstatning. Men nogle gange skal man også passe på med ikke at tage sorgerne på forskud, fordi det vil stå i vejen for livet her og nu. Jeg ved ikke, om han tænker tanken,« siger Mads Rytter.

Spørger man Ole Hansen selv, er fremtiden ikke noget, han tænker så meget på. Han vil helst blive så længe i lejligheden som muligt og klare sig selv. Han gør sikkert også bedre rent end dem, lader han forstå.

»Typisk dig far, at du skal gøre det til en konkurrence,« lyder det henne fra sofaen.

Ole ‘er ikke der endnu’, hvor han har lyst til at mødes andre syge. Han gider ikke spille petanque, eller hvad de nu foretager sig. Ligesom han ikke bryder sig om at tale om plejehjem.

»Jeg vil ud i naturen og cykle. Det foretrækker jeg,« konstaterer han.

Den tidligere jernmand træner også i et fitnesscenter i byen, hvor han ‘stiller krav til sig selv’. Han skal kunne hæve sig selv 10 gange i en barre og løfte vægte for at holde sin krop ved lige. Den trimmede mand har formentlig arvet sin alzheimer fra sin far. Han blev aldrig diagnosticeret, og det var først i en sen alder, han viste tegn på demens. Derfor er det ikke sikkert, at det forholder sig sådan. Men om det er arveligt er da noget, som både Ole Hansen og sønnen Mads spekulerer på.

»Den ligger jo og rumsterer i baghovedet, men hvis der kommer en test, der kan afsløre alzheimer, før den indtræder, ønsker jeg ikke at blive testet, før der også foreligger en behandling eller kur. På nuværende tidspunkt kan man alligevel ikke stille andet op end at følge de anbefalede kost- og livsstilsråd, som jeg i forvejen følger,« siger Mads Rytter.

De undrer sig begge over, hvordan en sygdom som alzheimer kan ramme en så aktiv, fysisk stærk mand som ham selv. Og derfor slog det også ekstra hårdt, da han fik diagnosen.

»Jeg blev ked af det,« siger Ole Hansen og bider sig i læben.

Han har altid har levet sundt, aldrig rigtig skejet ud eller haft plads til spontanitet. I stedet er han mødt til træning kl. 7.00, når andre blev væk på grund af tømmermænd. Men han fortryder ikke at have prioriteret, som han har.

»Jeg har fået så mange oplevelser på den front,« siger han.

Søren Bramming minder Ole Hansen om, at noget af det, han har været mest glad for, er deres fælles træningsture til Mallorca.

»Ja«, siger Ole Hansen, og lyset er tilbage i øjnene.

De to venner skal mødes til fællestræning kl. 17.30. Og skulle den 65-årige mand have glemt det, står det skrevet på køkkenskabet på en gul seddel. For så længe Ole Hansen kan blive ved, træder han til. Vinde vil han ikke. Men kamp til stregen får sygdommen i hvert fald.

Ole Hansen har vundet et utal af medaljer i triathlon-løb, marathon og Ironman.
Ole Hansen har vundet et utal af medaljer i triathlon-løb, marathon og Ironman. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere