- Det er nemt nok at være syg. Det er jo mig, der får al omsorgen.
Sådan siger Karen Schultz, som fik konstateret brystkræft i efteråret.
Helt anderledes er rollen som pårørende, mener hun. Og hun ved, hvad hun taler om. Hun har nemlig prøvet begge dele.
Før Karen Schultz selv fik konstateret kræft, levede hun i et ægteskab med en 15 år ældre mand, som havde diabetes, kronisk nyresvigt og til sidst også kræft. I fire år læste hun alt om sygdommen. Stillede alle de rigtige spørgsmål til specialisterne og var med, når der skulle tages prøver og gives svar. Da hun selv fik en knude i brystet, var hendes mand blevet helbredt for sin kræft, og han var tilsyneladende ikke klar til at bytte roller.
- Den dag, jeg skal have svar på biopsien, kører han bare på arbejde. Jeg sidder alene i vores hus, og da beslutter jeg mig for at gå fra ham. Tre dage efter flytter jeg.
I første omgang blev Karen Schultz 'frikendt' på hospitalet, men hun fornemmede instinktivt, at hun var syg. Længe før lægerne kunne se hverken ondatede knuder eller celleforandringer i hendes bryster, vidste hun, at noget i hendes krop ikke var, som det plejede at være. Hun konstaterede også hurtigt, at hendes mand ikke kunne være den trygge hånd, der kunne støtte hende gennem sygdommen.
Hun forlod ham
- Om aftenen sad vi og så 'Vild med dans' og lod som ingenting. Han tog sig ikke af det. Vi kunne ikke tale om, at jeg måske var syg.
Derfor forlod hun ham og det fælles hjem i Vordingborg. Kort efter mødte hun tilfældigt en gammel soldaterkammerat, som hun blev kæreste med. Da Karen endelig efter nogle måneder og en ny undersøgelse fik sine bange anelser bekræftet og stod med en kræftdiagnose, gav hun den nye kæreste et frihedsbrev:
- Hvis du går nu, er det helt o.k. med mig. Det kan jeg godt forstå. Det sagde jeg til ham, men han blev vred over min indstilling - og blev jo.
Den syge løber med hæderen
- Den pårørende gør, og gør, og gør. Men du kan ikke tage sygdommen væk fra din kære. Det er lige som at være syg, plus noget andet. Du er ramt lige så hårdt, som den der er syg. Du har bare ikke sygdommen, siger Karen Schultz og fortsætter: - Den syge løber med al hæderen og ære. Det er hende, det hele drejer sig om. Som alle spørger til. Alle ser på den syge. Ham, der står ved siden af, er måske ved at skvatte om af træthed, men det er der ingen, som lægger mærke til. Der er alt for få skulderklap til de pårørende.
Karen Schultz er ikke i tvivl om, at det er meget værre at stå ved siden af. Også selv om kræftsygdom til sidst ender med døden:
- Tanken om at være den, der står tilbage ved kisten, er værre end tanken om, at jeg er den, der ligger i kisten.
