300 mio. mennesker verden over lider af depression. Det afspejler sig i bøger, film og kunstværker, hvor det vrimler med deprimerede. En ny ph.d.-afhandling undersøger sammenhængen.
Michel Houellebecq har en forkærlighed for midaldrende mænd, der lever af færdigretter og cigaretter og er ualmindeligt trist til mode. Allerede i den altid stormomsuste franske forfatters debutroman, »Udvidelse af kampzonen« fra 1994, får hovedpersonen - 40-årige Michel, der er ansat i Landbrugsministeriet og skriver dyrefabler i sin fritid - en diagnose:
»Min tilstand har et navn: Det er en depression. Jeg har altså officielt en depression. Det forekommer mig at være en heldig formulering. Ikke fordi jeg egentlig føler mig nede; det er snarere verden, der forekommer mig at være højt oppe.«
Houellebecq er langt fra den eneste kunstner, der kredser om depressionen. Faktisk vrimler det med depressive personer i samtidskunsten, fortæller Mikkel Krause Frantzen. Han er ekstern lektor på Institut for kunst- og kulturvidenskab på Københavns Universitet og forsvarede for nylig en ph.d.-afhandling om depressionen i samtidslitteraturen og -kunsten.
»Der er tydeligvis kommet flere romaner og digtsamlinger, men også film, TV-serier og kunstværker, som tager depressionen op til behandling på den ene eller den anden måde,« siger han.
»Samtidig er det svært at åbne en avis uden at læse om depression. Senest har WHO udgivet en rapport, der anslår, at over 300 mio. mennesker på verdensplan har en depressionsdiagnose. Alle den slags tal – og det, at folk, jeg kendte, led af det – gjorde, at jeg følte, at det her felt var interessant at undersøge.« Og det har han så gjort, i ph.d.-afhandlingen »Going nowhere, slow – scenes of depression in contemporary literature and culture«.
Konkret har Mikkel Krause Frantzen arbejdet med Michel Houellebecqs og amerikanske David Foster Wallaces forfatterskaber, Lars von Triers film »Melancholia« (2011) og et værk af den britisk-italienske kunstnerduo Claire Fontaine.
Hvorfor er depression et vigtigt emne at beskæftige sig med som litterat?
»For mig at se er litteraturen og kunsten i det hele taget kun relevant, hvis den tager fat i de større spørgsmål i livet, i samfundet og i verden generelt. Det kan være døden, som jeg skrev speciale om, det kan være psykiske lidelser, det kan være klimakrisen, det kan være alt muligt, men der skal være en form for mellemværende med verden, før det bliver interessant for mig som forsker,« siger Mikkel Krause Frantzen, der også er litteraturanmelder på Politiken.
En depression er nemlig langt fra kun et personligt anliggende, forklarer han.
»Det er også et politisk problem og i hvert fald et samfundsmæssigt anliggende - altså selve spørgsmålet: Hvorfor er der så mange mennesker i vores tid, der får en depressionsdiagnose? Hvad er det for et samfund, depressionen optræder i i modsætning til andre tiders samfund, der har været præget af andre tidstypiske lidelser. Det er noget af det, kunsten kan være med til at belyse.«
Hvordan bliver depressionen skildret kunstnerisk?
»Den beskrives ofte som en særlig følelse af ikke at have nogen fremtid. Man ser det f.eks. hos Michel Houellebecq, der fra sin debut til den seneste roman, »Underkastelse«, fremstiller deprimerede hovedpersoner. Det er tydeligt, at for Houellebecq befinder vi os i en åndelig krise, og det liberale demokrati efterlader folk fortvivlede og deprimerede. Der er ikke længere nogen mening i livet, ikke noget at tro på,« siger Mikkel Krause Frantzen og tilføjer:
»I Lars von Triers »Melancholia« får vi så bogstaveliggørelsen af den her fremtid, der er forsvundet - på en radikal og voldsom måde. En katastrofe gør, at der ikke længere er nogen mennesker på Jorden. Planeten bliver jo ligefrem sandsynligvis destrueret til slut.«
Den beskrivelse af depression stemmer godt overens med, hvordan virkelighedens deprimerede har det, siger Mikkel Krause Frantzen, der tager udgangspunkt i den kliniske forskning på området.
»Jeg har læst en masse empiriske undersøgelser inden for den psykiatriske litteratur, og deprimerede taler ofte om, at der bliver trukket et gardin for fremtiden. Eller de siger ting som: Jeg kan ikke stå op om morgenen, fordi jeg ikke kan forestille mig nogen fremtid. Jeg kan ikke forestille mig andet end det helvede, der er lige nu.« De føler, at tiden går enormt langtsomt, og at de er ude af sync med omgivelserne.«
Nogenlunde samme følelse har Justine (spillet af Kirsten Dunst) i »Melancholia«.
»Hun skal giftes, men når bryllupskagen skal skæres for, eller der skal danses brudevals, så er hun ude af sync med tidspunkterne, der er skrevet ind i bryllupsskriftet. Hun placeres hele tiden i en social sammenhæng, hvor hun er ude af sync med omgivelserne. Det er ret opsigtsvækkende, hvor præcise den slags beskrivelser af depression fremstår her.«
Hvad kan deprimerede bruge kunst om depression til?
»Det er ikke noget, jeg selv har beskæftiget mig med i min forskning. Men jeg tror, at det altid hjælper at få sat ord på, hvordan man har det. Det er ikke sikkert, man selv er i stand til det, så dér kan det være en hjælp, at andre kan gøre det for en. Så der ligger en sprogliggørelse i det. Og så kan kunsten om depression vel også bidrage med en slags fællesgørelse. Man ser, at det ikke kun er mig, der har det sådan, og frem for alt, at det er altså ikke min skyld, at jeg har det sådan her.«
