Overlæges far blev udsat for en hel stribe fejl og uheld, mens han var på hospitalet. Tusinder får det værre af at blive indlagt.
Charlotte Wilken-Jensen, kendt overlæge, er normalt stolt af at arbejde på et hospital. Hun er engageret chef på Roskilde Sygehus’ gynækologiske afdeling. Men stoltheden fik et knæk, da hendes egen far blev indlagt, og hun som pårørende trist måtte se til, hvordan han blev mere og mere syg – bare af at være på hospitalet.
Den 94-årige Knud Wilken-Jensen, selv pensioneret læge, blev indlagt for at få en pacemaker – et enkelt indgreb. Noget, som normalt klares med et par dages indlæggelse. Men hospitalsopholdet medførte en hel kaskade af såkaldt »utilsigtede hændelser« og ugers indlæggelser:
Først brækkede han en arm ved et fald på hospitalets gang. Senere pådrog han sig tre slemme hospitalsinfektioner, et ubehageligt tryksår, ligesom han var udsat for alvorlige medicineringsfejl, som kunne have kostet ham livet.
På et tidspunkt var hans krop tæt på at give op.
Hårdt for de pårørende
- Det er hårdt som pårørende at se til, hvordan man kan blive rigtig syg bare af at opholde sig på hospitalet. Trist at se, hvordan et enkelt uheld starter en hel stime af fejl, uheld og utilsigtede hændelser.
Min fars tilfælde viser, at systemet kan blive bedre til at tage sig af ikke mindst ældre patienter, og at fejl og komplikationer opstår, fordi forskellige fagpersoner og afdelinger ikke altid er gode nok til at informere hinanden, siger overlæge Charlotte Wilken-Jensen.
Faderens triste eksempel fremlægges i en ny debatbog om medicinske patienter, 'Skammekrogen', udgivet af Dagens Medicin.
- At Knud Wilken-Jensen overlevede det lange og komplicerede sygdomsforløb, kan næppe tilskrives sundhedsvæsenet, skriver Beth Lilja, læge og sekretariatschef i Dansk Selskab for Patientsikkerhed, i bogen.
Unødvendige dødsfald
Tilfældet er ifølge Beth Lilja langtfra enestående:
- Alt for mange patienter påføres skader ved kontakt med sundhedsvæsenet. Omkring 5.000 patienter dør hvert år på grund af behandlingen. Det er ikke uundgåelige konsekvenser af behandlingen. Det er skader og dødsfald, som for en stor dels vedkommende er helt unødvendige, siger hun.
Lægen er betænkelig ved den lidt ligeglade holdning, folk ofte har i forhold til ældre, der indlægges og bliver endnu mere syge af opholdet:
- Døden skal have en årsag, tænker mange – og ikke mindst, når man har nået skelsår og alder og tilmed har en lang række større og mindre skavanker. Og det skal den jo også.
Det handler ikke om at holde døden fra døren for enhver pris. Men dét, at man er gammel og syg, gør det ikke mere acceptabelt, at man får sin tilstand yderligere forværret af en medicineringsfejl, et hoftebrud eller en hospitalsinfektion.
Vedkender sig ikke ansvaret
Beth Lilja har denne kommentar i bogen til offentlighedens reaktion på forskellige slags dødsfald:
- Det er utroligt, hvor lidt opmærksomhed de utilsigtede skader og dødsfald har i den danske offentlighed.
Når en soldat dør i Afghanistan, står forsvarsministeren sammen med familien til begravelsen og viser sin respekt og vedkender sig det ansvar, som forsvaret har, når unge mennesker sendes i krig...
- Men når en patient dør som følge af sundhedsvæsenets utilstrækkelighed, er det de færreste familier, der oplever at få en undskyldning, en beklagelse eller anden form for tilkendegivelse af, at sundhedsvæsenet vedkender sig ansvaret og arbejder på at forebygge fremtidige dødsfald, siger Beth Lilja.
Knud Wilken-Jensens triste forløb begyndte med, at han brækkede armen, da han faldt på hospitalets gang. Uheldet skyldtes bl.a. et manglende gelænder at støtte sig til.
Senere fik han flere infektioner, bl.a. en slem urinvejsinfektion. Nogle undersøgelsesresultater forsvandt også, så han blev udsat for en alvorlig medicineringsfejl.
- Han blev – unødvendigt længe – behandlet med blodfortyndende medicin, fik øget blødningstendens og mistede en del blod, inden fejlen blev rettet, siger Beth Lilja.
Senere fik Knud Wilken-Jensen også tryksår i forbindelse med behandlingen – og mange smerter.
Bedre instruktion
Charlotte Wilken-Jensen:
- Det var virkelig hårdt at stå på sidelinjen. Man forsøger at falde pænt ind i rollen som pårørende, men bliver alligevel oprevet over dét, der sker, fordi man som læge kender til tingene. Mange problemer kunne undgås, hvis de forskellige typer personaler fik en bedre instruktion, og hvis informationen blev bedre mellem de forskellige personer og instanser.
Jeg håber virkelig, min fars oplevelser kan medvirke til det.
Marianne Vestergaard: »Skammekrogen«. Debatbog om medicinske patienter. Udgivet af Dagens Medicin.
