Hvad har du spist til morgenmad? Hvis svaret er havregryn, så er du godt på vej til et længere og sundere liv.

Forskere fra Harvard University har i et nyt studie fundet ud af, at det kan betale sig at spise masser af fuldkorn som f.eks. havregryn, hvis ikke man vil dø tidligt. Det skriver sciencenewsline.com ifølge Videnskab.dk.

De flittigste fuldkornsspisere har nemlig en mindre risiko for at dø af kræft og hjertekarsygdomme.

»Vores resultater bakker op om det anbefalede indtag af fuldkorn og beviser, at fuldkorn kan forbedre ens helbred på længere sigt og forebygge for tidlig død,« fortæller Qi Sun, som er assisterende professor på Harvard University og medforfatter til det nye studie.

Qi Sun og hendes forskerteam har sammenlignet den mængde af kostfibre, som folk spiser, med dødeligheden, hos næsten 800.000 mennesker, skriver Videnskab.dk.

De 800.000 mennesker er fra Skandinavien og USA, og resultaterne viser, at de, der spiser over 70 gram fuldkorn om dagen, har 22 procent mindre risiko for at dø sammenlignet med dem, der spiser meget lidt eller ingen fuldkorn.

De, der sluprede over 70 gram fuldkorn i sig om dagen, havde også 23 procent mindre risiko for at dø af hjertekarsygdomme og 20 procent mindre risiko for at dø af kræft.

»De fleste typer fuldkorn indeholder masser af fibre, vitaminer og mineraler. Der er en tendens til, at fuldkorn holder dig mæt i længere tid og holder maven i gang. Fuldkorn fremhæves for deres sundhedsfremmende egenskaber i forbindelse med hjerte-kar-sygdom, type 2-diabetes og nogle former for kræft,« skriver Fødevarestyrelsen i deres anbefaling af fuldkorn.

Fødevarestyrelsen anbefaler, at man spiser 75 gram fuldkorn om dagen. Det svarer til en portion havregryn og en-to skiver rugbrød.

Det lyder rimelig overkommeligt, og kan for de fleste være nået inden aftensmad, men faktisk er det kun seks procent af alle danskere, der formår at spise den anbefalede mængde fuldkorn hver dag.

Så hvis du ikke spiste havregryn i morges, er der masser af gode grunde til at gøre det i morgen.

Studiet er publiceret i tidsskriftet Circular.