I videoen herover fortæller forfatterne til bogen 'Diabetes kuren', Majbritt Engell og Alice Apel Hartvig om sygdommen og laver morgenmad til folk med diabetes.

Diabetes, i folkemundet kaldet sukkersyge, er en folkesygdom, som mindst 250.000 danskere er ramt af. Alligevel mangler mange af os basal viden om sygdommen.

En ny undersøgelse fra YouGov viser, at halvdelen af danskerne ikke ved, hvad type 1-diabetes er. Det skriver Diabetesforeningen i en pressemeddelelse.

Blandt de adspurgte svarede næsten halvdelen, at usund livsstil – manglende motion og usund mad – er skyld i type 1-diabetes. Og 24 procent tror, at børn kan vokse sig fra sygdommen.

Det vækker bekymring hos Diabetesforeningen.

»Jeg vil gerne slå fast, at type 1-diabetes kan ramme alle. Sygdommen rammer tilfældigt – og kan hverken forebygges eller helbredes,« siger administrerende direktør, Henrik Nedergaard.

Derfor vil Diabetesforeningen i forbindelse med landsindsamlingen til fordel for børn og unge med diabetes søndag den 10. juni forsøge at bekæmpe fordomme og misforståelser om den udbredte sygdom. Blandt andet vil indsamlerne uddele informationsmateriale om type 1-diabetes, når de banker på dørene rundt om i landet.

»Det kan nemlig være hårdt at blive mødt med en formodning om, at man selv er skyld i sin egen eller sit barns sygdom,« siger Henrik Nedergaard.

Undersøgelsen fra YouGov viser også, at mere end hver fjerde dansker tror, at man kan få type 1-diabetes af at spise for meget sukker, og at man kan blive kureret for sygdommen ved at spise sundt.

Diabetesforeningen formoder, at de mange misforståelser bunder i, at danskerne forveksler type 1- og type 2-diabetes.

I modsætning til type 1-diabetes kan type 2-diabetes nemlig til en vis grad forebygges eller udskydes med motion og sund mad.

Hver eneste dag bliver et dansk barn ramt af type 1-diabetes, og tallet er stigende. I alt lever mere end 25.000 danskere med sygdommen, som dog har berøring med endnu flere.

»Når et barn får diabetes, rammer det hele familien. Døgnet rundt står familien selv med ansvaret for, at barnet har et pænt blodsukker. Samtidig lurer angsten for de alvorlige følgesygdomme, som blandt andet tæller invaliderende skader på nyrer, øjne og hjerte. Det er et kæmpe ansvar, og mange forældre er helt forståeligt bekymrede og stressede,« siger Henrik Nedergaard.