»Hvad er det for en verden, vi lever i? Jeg er så harm indeni, at jeg både kunne skrige og græde på samme tid. Slå øjnene op og erkend, vi lever i 2015, hvor lægevidenskaben er nået SÅ langt, deres arbejde er IKKE for sjov skyld. Få jeres børn vaccineret NU!!«

Sådan skrev Dina Julin fra Veksø på Sjælland, da hun søndag lagde et opslag ud på sin Facebook-profil. Og blot 12 timer senere er opslaget delt mere end 28.000 gange.

I »vrede og frustration over« at datteren Dicte muligvis har fået mæslinger, vil Dina Julin gøre folk beviste om de konsekvenser det har, når nogle vælger ikke at få deres børn vaccineret med MFR-vaccinen, der virker mod netop mæslinger.

»Jeg forstå ikke, at nogle sætter sig imod resultaterne af mange års forskning. Det virker fuldstændig idiotisk. Det handler ikke kun om konsekvenser for de, der vælger det fra, men om så mange andre mennesker, der bliver påvirket af deres beslutning«, siger Dina Julin til BT.

Selvom hun slet ikke havde forestillet sig, at hendes opslag skulle gå viralt, glæder hun sig over den varme modtagelse på Facebook.

»Det giver udstyk for, at folk er enige. Det er en ansvarsfraliggende valg ikke at få sine børn vaccineret«, siger Dina Julin.

Sidste år fik 27 personer diagnosticeret mæslinger i Danmark, og i Berlin kostede et udbrud af mæslinger i februar en lille dreng livet.

Tal fra Statens Serum Institut viser, at knap to ud af 10 børn ikke får MFR-vaccinen, der i meget sjældne tilfælde kan give hjernebetændelse. Sammenligner man med vores nordiske naboer, får både de svenske og norske børn i højere grad vaccinen.

WHO har en klar målsætning om, at mæslinger skal være udryddet som børnesygdom fra det europæiske kontinent i år, men denne målsætning lever Danmark ikke op til.

Hvis mæslinger skal udryddes kræver det nemlig, at 95 procent af en børneårgang får MFR-vaccinen. Desuden må højst fem til seks danskere hvert år blive smittet, hvis WHOs målsætning skal efterleves, og kun otte gange siden 1994 har Danmark befundet sig under denne grænse.

Symptomerne på mæslinger er feber, forkølelse og overfølsomhed over for lys og rødt udslæt på kroppen.

Dødeligheden for mæslinger er 1 ud af 2.500-12.000 ifølge Staten Serum Institut, der for nyligt opdaterede dette tal.

Andre læser også