Et koldt forår afløst af en stegende hed sommer er en farlig kombination for blege danskere.

Eksperter frygter, at den bratte overgang fra kulde til hede vil give flere tilfælde af almindelig hudkræft og den onde modermærkekræft.

Men det er de fleste danskere tilsyneladende ligeglade med, for så snart solen bryder frem fra en skyfri himmel, myldrer danskerne ud i varmen for at få en solbrun kulør, uden at tænke over konsekvenserne.

- Det store problem er, at vi normalt ikke har så meget sol, og når den så endelig er her, så opfører vi os ikke særlig fornuftigt. Tag nu den varme periode, vi er i lige nu. Det har været et koldt forår, og så snart solen kommer frem, så smider vi tøjet, fordi vi gerne vil være solbrændte. Det øger kun risikoen for flere kræfttilfælde, siger Hans Storm, der er overlæge og leder i Forebyggelses- og dokumentationsafdelingen hos Kræftens Bekæmpelse.

Vejen til den solbrune hud ender i de fleste tilfælde med røde og smertefulde forbrændinger, fordi danskernes ofte blege hud ikke har den samme genetiske beskyttelse mod solen, som mørklødede folk fra syden har.

Men selv om vi efterhånden alle sammen ved, at vi skal smøre os med solcreme, når vi solbader, blev hver anden dansker alligevel solskoldet sidste år. Den varme sol her og nu kan ifølge de bekymrede eksperter betyde, at tallet ryger over 50 pct. i år.

Der har været en eksplosiv stigning af modermærkekræft hos unge mellem 15 og 34 år, og alene på Århus Sygehus har man det seneste år haft 15 patienter under 25 år med modermærkekræft. Den yngste var bare 12 år.

- Man ved, at der er en sammenhæng mellem antallet af solskoldninger og forekomsten af hudkræft. Men man kan aldrig sige med sikkerhed, hvor mange solskoldninger der skal til, før den enkelte person tager skade af det. Men i teorien er én solskoldning nok, siger Tine Engberg Damsgaard, overlæge og plastikkirurg på Århus Sygehus, til B.T.

100.000 danskere lever i dag med kræft i huden. I alt rammes 11.000 danskere af hudkræft hvert år , mens 1.300 får konstateret modermærkekræft, som hver femte patient dør af.

KØB B.T. MANDAG OG LÆS MERE:
- Opdag hudkræft i tide
- Sådan tjekker du dig selv
- Disse hudtyper er særligt udsatte
- Judith lever et liv i skyggen efter modermærkekræft