Okay, den nasale havsvamp er måske ikke det mest opbyggelige, man kan udsætte sit barn for. Men nu går forskere fra University of Virginia til yderligheder: De advarer ligefrem imod tegneseriefiguren.

Svampebob Firkant vækker måske ikke decideret forargelse herhjemme, men især i USA er den tilsyneladende homoseksuelle og anti-kristne svamp ikke lige populær alle steder.

Svampehaderne har nu fået en ny omgang hagl til at fyre flere huller i svampen: Undersøgelsen, der er publiceret i det videnskabelige tidsskrift 'Pediatrics', viser, at Svampebob Firkant ødelægger børns koncentrationsevne.

Forskerne havde tre grupper fire-årige børn. Den ene gruppe blev plantet foran Svampebob Firkant, den næste blev sat til at se kedelige pædagogisk korrekte tegnefilm, mens den sidste gruppe tegnede uden fjernsyn i baggrunden.

Derefter lavede man flere mentale tests med børnene. Bl.a. undersøgte man de fire-årige ungers koncentrationsevne. Børnene, der havde set Svampebob Firkant klarede sig 'betydeligt dårligere' end børnene, der havde set pædagogisk korrekte tegnefilm, og endnu værre end børnene, der havde tegnet.

Og da børnene blev efterladt uden opsyn i et rum med snacks, var det børnene, der lige havde set Svampebob Firkant, der først kastede sig over lækkerierne. I gennemsnit to minutter hurtigere end børn i de andre grupper.

En børnelæge ved navn Dimitri Christakis har uddybet til avisen Today:

- Folk sætter deres børn foran fjernsynet for at få dem til at slappe af. Men når tv'et med de hurtige programmer slukkes, så er børnene endnu mere speedede end før.

Det skal retfærdigvis siges, at flere bestrider Virginia-forskernes undersøgelse. Men hvis dit barn hænger hyperaktiv i gardinerne efter en stund foran Nickelodeon-kanalen, så er der måske grund til at tænke lidt...