Børn er i fem gange større kræftrisiko, når de taler i mobil, viser helt ny forskning

Intens brug af mobiltelefonen over en årrække øger markant risikoen for en hjernesvulst. Børn er i en særlig risiko.

Det konkluderer et nyt sammenfattende studie, hvor forskere nøje har analyseret 11 forskellige videnskabelige arbejder.

Forskerne bag det nye studie advarer især om, at børn tåler strålingen meget dårligere end voksne. De er mere sårbare, fordi deres hjerner stadig er under udvikling.

R.B. Dubey, førende indisk stråle-forsker og leder af forskningsprojektet ved Apeeja College of Engineering, konkluderer, at radiobølgerne fra mobiltelefoner ikke er sikre ved lang tids brug.

Ifølge det nye studie når strålerne hele fem centimer ind i hjernen hos voksne.

For voksne vurderes risikoen for kræft i hjernen til at være dobbelt så stor ved daglig mobilbrug i ti år. Børn vurderes til at have fem gange så stor risiko over den samme periode, fordi bl.a. deres hjerneskaller ikke er fuldt udviklede.

Risikoen er ifølge forskerne størst i de områder, hvor strålingen er stærkest - lige rundt om øret, hvor telefonen anbringes.

- Børns hjerner er under udvíkling og derfor mere udsatte, og når man samtidig ved, at strålingen er stærkest omkring øret, så bør man som forældre absolut begrænse børns brug af mobilen. Selv om vi ikke har nogen klare beviser på, at de faktisk skades af strålingen, siger Frede Olesen, læge, professor og formand for Kræftens Bekæmpelse.

- Vi har rigtig mange gode og store undersøgelser, som peger på, at der tilsyneladende ikke er nogen øget kræftrisiko for voksne. Men det er altså stadig uafklaret, om mobilen kan skade barnet og den unge. I den situation bør tvivlen komme børnene til gode. Mit klare råd til forældrene er derfor: Begræns dit barns mobilbrug mest muligt. Lær barnet at holde sig til korte, vigtige beskeder. At vælge sms-beskeder i stedet, når det kan lade sig gøre. Få barnet til at bruge bruge hovedtelefon eller ørepropper, netop fordi strålingen er stærkest omkring øret, siger kræft-formanden.

I Frankrig er senatet gået ind for et forbud mod mobilbrug på folke- og ungdomsskoler, bl.a. fordi hjerneskallen hos børn ikke er så hård og beskyttende som hos den voksne.

I Norge går nu flere stortingsmedlemmer ind for et tilsvarende forbud mod brug af mobiler i norske skoler.

- Jeg ser ikke nogen grund til, at man skal have mobiltelefon på skolen. Det, at børn og unge har tyndere kranier, gør jo, at de påvirkes mere af strålingen. Foreløbig er der dog ingen, der ved noget præcist om langtidseffekterne. Men der er ingen grund til at udsætte børn for noget, vi ikke endnu kender konsekvenserne af, siger stortingsmedlem Peter Gitmark til avisen VG.

Herhjemme siger Frede Olesen, formand for Kræftens Bekæmpelse: - Det er ikke rigtig dansk mentalitet at udstede den slags forbud i skolerne. Foreløbig nøjes vi at opfordre forældrene til at være forsigtige, dvs. forsøger at indføre nogle fornuftige regler, som børnene skal følge mest muligt.«

Et tidligere stort studie, Interphone-studiet, som danske forskere har medvirket i, har ikke kunne påvise nogen højere risiko for hjernekræft blandt dem, der har talt i mobil i ti år eller mere. Blandt storforbrugere, som har talt 1.640 timer eller mere, var der dog 40 pct. større sandsynlighed for en svulst i hjernen. Men den konklusion var baseret på et lille antal tilfælde.