Sundhedsministeriet kritiseres for misvisende foto på cigaretpakker

Huller i tænderne skyldes ikke rygning, fastslår eksperter, der kritiserer den tidligere sundhedsminister Bertel Haarders valg af skræmmebilleder til de nye cigaretpakker, der ramte hylderne i sidste uge.

Rygere har de seneste år måttet døje med billeder af syge fostre og andre voldsomme beviser på rygningens skadelige effekter på cigaretpakker, når de købte cigaretter i udlandet. I sidste uge kom Danmark også på listen med lande, der forsøger at skræmme rygerne fra at tænde op i smøgerne.

Billederne blev allerede udvalgt sidste år af daværende indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haar­der ud fra en stribe på 42 billeder, som han havde fået fra et belgisk reklamebureau.Billederne viser rygningens skadelige effekter på helbredet, ikke mindst tandhygiejnen. Men to af disse billeder kritiseres nu af professor Palle Holmstrup fra Tandlægeskolen, der i aftenens udsendelse af Detektor på DR2 langer ud efter Sundhedsstyrelsens skræmmekampagne.

- Det, der præger billedet, er karies og huller i tænderne. Og karies er ikke påvirkeligt af tobaksrøg, siger Palle Holmstrup.

Rygning skader mundhulen

Rygning er ganske rigtigt skadeligt for mundhulen, da det bl.a. kan forårsage paradentose. Ifølge professoren findes der masser af billeder af paradentose, der viser den skræmmende effekt uden at inddrage sygdomme, der ikke er forårsaget af rygning.

Alligevel valgte Sundhedsministeriet et billede, der viste både karies og huller, som rygning ikke har noget at gøre med.

- Dermed kan man ikke bruge det her billede som dokumentation for rygningens skadelige virkning, siger Palle Holmstrup.

Fungerende sundhedsminister Pia Olsen Dyhr står ved valget af de udskældte billeder.

- Jamen det er et godt valg ud fra de 42 billeder, der er, fordi det er det eneste, der viser misfarvninger på tænderne, siger Pia Olsen Dyhr.

Se det fulde interview med ministeren i Detektor i aften kl. 20 på DR2.