Kog de frosne bær, inden du laver din smoothie eller dessert, og vær helt sikker på, at du undgår den smitsomme leverbetændelse.

Sådan lyder rådet fra Fødevarestyrelsen, efter at i alt 30 danskere er blevet smittet med leverbetændelsen Hepatitis A. Mistanken er nu rettet mod frosne bær, som man for eksempel kan købe i supermarkeder.

Fødevarestyrelsen samarbejder med Statens Serum Institut og DTU Fødevareinstituttet om at spore smittekilden til sygdomsudbruddet. Det har varet siden oktober, men er vanskeligt at opklare, fordi man først viser tegn på at være syg op til 50 dage efter, man er blevet smittet.

Det er et lovkrav, at cafeer og restauranter varmebehandler frosne hindbær, inden de serverer dem i smoothies og desserter. Fødevarestyrelsen anbefaler nu, at man koger alle frosne bær, inden de skal bruges.

Symptomerne på leverbetændelse er blandt andet feber, kvalme, mavesmerter og gulsot og kan typisk ses efter 3-4 uger. Hvis man har dem, skal man kontakte sin læge.