Af redaktionen, netdoktor.dk

Inderst inde ved du det måske godt. At det ikke er rimeligt, at din partner dagligt tjekker din mobiltelefon, vil bestemme, hvilke venner du må se eller hvilket tøj du skal have på. At han fortæller, at du ikke er noget værd, at du er en dårlig kæreste eller en dårlig mor.  At han bliver sur over selv de mindste detaljer, sender dig iskolde blikke og måske nægter at tale til dig i dagevis. Imidlertid er din fornemmelse for, hvad er rigtig og forkert, og hvad du vil finde dig i, blevet mere og mere udvisket. Du skammer dig over det, men samtidig har du svært ved at løsrive fra dig det mønster, du kender så godt. Du er havnet i en spiral af psykisk vold.  Og du er ikke alene.

En undersøgelse, som YouGov lavede for Søndagsavisen i 2014 viser, at mere end 500.000 danske kvinder og op mod 280.000 mænd er - eller har været -  udsat for psykisk vold i parforholdet.

Psykisk vold er noget andet end de sporadiske skænderier og vredesudbrud, som er en helt normal del af et parforhold. Det fortæller Ask Elklit, der er professor ved Videnscenter for Psykotraumatologi ved Syddansk Universitet. 

»I et forhold med psykisk vold er magtbalancen skæv, så den ene part dominerer, og den anden lader sig dominere. Og hvis den ene partner systematisk håner, ydmyger, nedgør og devaluerer den anden, så er der tale om psykisk vold«, forklarer Ask Elklit. 

Læs mere: 30 tegn på psykisk vold

Psykisk vold kan føre til angst og depression

Det kan imidlertid være meget svært at erkende, at man er havnet i forhold med psykisk vold, fordi selvværdet og fornemmelsen af egne grænser forsvinder, hvis man udsættes for psykisk vold i længere tid.

»Man mister troen på sig selv, og ens energi falder. Efter lang tids påvirkning har man svært ved at definere, hvad man selv vil. Man bliver nærmest udslettet som person, og mange, der er udsat for psykisk vold vender kritikken mod sig selv og tager den til sig. Han eller hun begynder selv at tro på det, som voldsudøveren fortæller og føler sig værdiløs. Mange ved slet ikke, at de er udsat for psykisk vold, fordi de har vænnet sig til at leve sådan«, forklarer Ask Klit

At leve et liv, hvor ydmygelser og hån er hverdagskost, kan føre til, at man udvikler både angst og depression. Derfor er det vigtigt, at man får øjnene op for, hvad der sker, inden man går helt ned på det.

Psykisk vold starter ofte i barndommen

Ifølge Ask Elklit har mange af de mennesker, der er udsat for psykisk vold, også været udsat for psykiske eller fysiske overgreb allerede i barndommen, og en vigtig grund til, at de lever i psykisk voldelige parforhold i dag, er, at de ikke har fået gjort op med forældrenes grænseoverskridende adfærd.

»Hvis man er vokset op med forældre, der vedvarende er kritiske over for én, har man allerede fra barnsben vænnet sig til at blive nedgjort, kritiseret og frosset ude. På den måde er den psykiske vold blevet en normalitet i ens liv, og man risikerer at tage sine barndomsoplevelser videre ind i sit voksenliv og gentage familiemønsteret. Hvis man som voksen ikke har lagt afstand til det og forlangt at blive behandlet ordentligt, risikerer man meget let at møde en partner, der er lige så psykisk voldelig, som ens forældre er - eller var«, siger Ask Elklit.

Guide: Sådan overlever du, hvis du lever med psykisk vold

Vejen ud af psykisk vold

Det kan være en lang proces at gøre op med psykisk vold. Første skridt kan være at søge information om psykisk vold, så man forstår, hvad det handler om.

Læs mere: Uhyggeligt mange er ramt af psykisk vold

Ask Elklits erfaring er, at et psykisk voldeligt parforhold kan blive sundt igen, hvis det endnu ikke er drevet for langt ud, og hvis parret beslutter sig for i fællesskab at gøre noget ved problemerne.

»Det kræver effektiv parterapi at komme den psykiske vold til livs. Det kræver, at der er en terapeut eller et terapeutpar, som sammen med parret kan skabe et nyt fælles sprog og nye vaner. En forudsætning for succes er naturligvis også, at begge partnere vil arbejde for forholdet og stadig holder af hinanden«, siger Ask Elklit.

Når det er for sent

For nogle kan det dog også være for sent at redde forholdet. Hvis begge parter ikke vil investere den tid og energi, der skal til at ændre nogle fundamentale mønstre, så vil det være umuligt at skabe en anden hverdag sammen. Eller hvis den psykiske vold er meget voldsom, kan det være den bedste løsning at gå hver til sit:

»I nogle tilfælde kan det være det bedste, at man trækker sig helt ud af forholdet, og i stedet bruger sin tid på at drage omsorg for sig selv og sine børn«, slutter Ask Elklit.

Læs mere:
psykiskvold.dk kan du læse forskellige kvinders fortællinger om at gå fra et psykisk voldeligt forhold