John Beeck fik fejlagtigt konstateret kræft og fjernet mavesækken. Nu går han i retten - i det mindste vil han have en undskyldning.

Operationen lykkedes. Men desværre skulle den aldrig have være foretaget. For patienten fejlede ikke andet, end at han havde for meget mavesyre.

John Beeck, 65 år og fra Sønderborg, har fået sit liv vendt fuldstændig på hovedet, efter han - fejlagtigt - fik konstateret kræft i mavesækken ved en undersøgelse foretaget på Sygehus Sønderjylland i Sønderborg i februar 2013.

Den skæbnesvangre fejl blev fulgt af endnu en alvorlig fejl, idet læger ved Odense Universitetshospital, hvor hans mavesæk eller dele af den skulle bortopereres som følge af de kræftceller, Sygehus Sønderjylland fejlagtigt havde konstateret, ikke tog en biopsi, inden de skar ham op ved operationen, som blev foretaget den 21. februar 2013.

Havde de gjort det, ville de formentlig have konstateret, at han slet ikke skulle opereres. Men det blev han.

Under selve indgrebet blev prøve efter prøve sendt fra operationsafsnittet til patologisk afdeling. Og igen og igen kom der svar tilbage om, at der ingen kræftceller var.

Men desværre var så mange sener, muskler og mavesækken skåret fri, at det hele måtte fjernes.

Foto: Sonny Munk Carlsen
Vis mere

Stort vægttab

Den dengang fuldt aktive sønderjyde vejede på operationsdagen knap 75 kilo. I dag, to år senere, vejer han 49. Og har svært ved at foretage sig selv de mest dagligdags ting, fordi han ikke har kræfter til det.

»Jeg har altid været meget aktiv på alle mulige områder, og jeg har aldrig fejlet noget. Men man kan sige, at jeg er blevet påført en sygdom, som jeg nu er tvunget til at leve med resten af mit liv. Da jeg gik på efterløn, regnede jeg jo med, at jeg skulle gå og lave en masse ting. Men jeg kan næsten ingenting. Jeg må indrømme, at jeg nok er blevet en bitter mand over, at jeg er blevet udsat for det her,« siger John Beeck.

Som følge af at han ingen mavesæk har, indtager han kun omkring en tredjedel af, hvad han gjorde før det fejlagtige indgreb. Og af den begrænsede mængde mad, han får, optager hans krop kun 40 procent næring. Så han bliver mere og mere skrøbelig for hver dag, der går, og immunforsvaret er kraftigt nedsat, så han bl.a. to gange har været ramt af en kraftig campylobacter-infektion.

Brud på rygsøjlen

Senest har han fået et brud på det nederste af rygsøjlen og står nu foran en ny operation.

Ankenævnet for Patientforsikring vil ikke anerkende, at den brækkede ryg har sammenhæng med, at John Beeck ikke får den næring og de mineraler, han har brug for. Og den erstatning, han i første omgang blev tildelt for at have fået fjernet mavesækken uden grund, blev sat til 149.000 kroner. Et beløb, han efter anke fik hævet med 90.000 kroner yderligere.

Foto: Sonny Munk Carlsen
Vis mere

Beløbet er til grin

»Knap 240.000 kroner for at have fået ødelagt sit liv? Det er jo at gøre grin med folk. Det står på ingen måde mål med, hvad jeg er blevet udsat for, og hvad jeg og min familie nu må leve med. Det er rent ud sagt noget svineri. Og en undskyldning har jeg aldrig fået fra nogen. Hverken fra lægerne på sygehuset i Sønderborg eller i Odense. Det ville ellers være rart at høre det lille ord,« siger John Beeck, som nu med hjælp fra sin advokat er i gang med at forberede en retssag for at få et større økonomisk plaster på såret.

Penge hjælper ikke

»Jeg har krævet tre millioner kroner i erstatning. Ikke at pengene i sig selv vil hjælpe noget som helst, men jeg tror, jeg vil føle, der vil være bare lidt retfærdighed til, hvis de skyldige i det her bliver dømt til at skulle betale en vis erstatning. Det vil nok gøre, at jeg vil føle, at deres fejl faktisk også bliver anerkendt som en fejl, og at de er ansvarlige for den,« siger han.

»Hvis jeg havde 100 millioner kroner, og de penge kunne gøre mig rask igen, så havde jeg betalt omgående,« tilføjer han.

Da John Beeck efter operationen på OUH blev kaldt til en opfølgende samtale med en overlæge, troede han, at han blot skulle have besked om status efter operationen, og at tingene gik fint fremad. Men det var en helt anden besked, han fik, da han havde sat sig ned på stolen på overlægens kontor.

»Han kiggede på mig, og så sagde han: ’John, du er blevet fejlopereret. Det har nogle konsekvenser...’ Jeg var fuldstændig lamslået. Så sagde jeg til ham: ’Jamen, vil det så sige, at jeg aldrig mere kan gå ud på en restaurant og bestille mig et ordentligt måltid mad?’ Ved du, hvad han så sagde til mig? Han sagde, at jeg da bare kunne bestille en børnemenu! Jeg var rystet. Og meget tæt på at falde ned af stolen,« siger en tydeligt harm John Beeck.

Foto: Sonny Munk Carlsen
Vis mere

Lever af protein

På grund af sin skrøbelige tilstand skal han ustandselig tænke på, hvad han kan tåle at spise - og ikke mindst ikke tåle. Alle de lækre ting, den ellers så madglade sønderjyde tidligere nød, er nu delvis skiftet ud med proteinpulver og -drik.

»Jeg skal spise otte gange om dagen. Proteindrikken er godt nok tilsat smag af jordbær, men føj for h.....,« siger han, inden han tager en dyb indånding og tømmer resten af flasken.

På grund af sit kraftige vægttab ligner John Beeck - med egne ord - en kz-fange fra Anden Verdenskrig.

»Jeg ligner jo en, der har siddet i Neuengamme. Jeg synes, det er ganske forfærdeligt, og jeg kan ikke hverken sidde eller ligge ret længe ad gangen, fordi mine ankler og knæ gnider mod hinanden, og det gør så ondt. Jeg føler mig i det hele taget sat ud af spillet. Og det er altså ikke min skyld. Jeg ville så gerne gøre noget og lave nogle af de ting, jeg altid har gjort. Men det kan jeg ikke mere. Så nu vil jeg bare gerne have lidt retfærdighed. Og måske en undskyldning. Ikke andet. Det er dét, det drejer sig om for mig nu,« siger han.

Intet ondartet

Da fejldiagnosen blev stillet, skete det i forbindelse med, at John Beeck skulle have foretaget en såkaldt mavemunds-forsnævring for at modvirke for meget mavesyre. Lægen fandt ved forundersøgelsen en blist eller svulst og sendte denne til patologisk undersøgelse. På trods af at der intet ondartet var i vævet, skrev overlægen tilbage, at der var fundet kræftceller. Derefter fik John Beeck fjernet mavesækken.

Den civilretlige sag om højere erstatning for fejlbehandlingen er endnu ikke berammet.

Sygehus Sønderjyllands lægefaglige direktør Søren Aggestrup siger til BT:

»Sygehus Sønderjylland har vedkendt sig, hvad der er sket. Om erstatningen er den rette, må det være op til en retsinstans at afgøre.«

BT har også haft kontakt til Odense Universitetshospital om den konkrete sag.

Kommunikationsafdelingen er dog ikke vendt tilbage med en kommentar.