Danske unge storforbruger alkohol i nattelivet. Men de våde varer kan give værre gener end tømmermænd. Og nu ringer Hjerteforeningen med alarmklokkerne.

Et overdrevent alkoholforbrug kan nemlig allerede tidligt i ungdommen forårsage forandringer i blodkar, der senere i livet kan lede til åreforkalkning og blodpropper. Det viser ny amerikansk forskning fra American College of Cardiology i Washington DC.

- Det nye er, at man allerede kan se forandringer i blodkarrene på unge mennesker, hvilket jo er bekymrende. Især i et land som Danmark, hvor vi har verdensrekord i indtagelse af alkohol blandt unge, siger sundhedschef i Hjerteforeningen Charlotte Kira Kimby.

Én gang om ugen er nok

Det er særligt alkoholvaner, hvor der drikkes mange genstande i løbet af kort tid, som set i lyset af den nye amerikanske forskning vækker bekymring hos Hjerteforeningen. Sådan gør mange unge danskere nemlig i weekendernes natteliv. Og selvom det kun er en gang om ugen eller måske hver anden uge, kan man ikke føle sig sikker, selvom tømmermændene letter igen.

- Man kan ikke umiddelbart mærke forandringerne i blodkar eller blodtryk. Og det er derfor, det er så vigtigt at informere befolkningen om, at man skal have et loft over sit alkoholforbrug - også selvom man er ung og føler sig helt frisk, siger Charlotte Kira Kimby.

Husk din krop

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man stopper før fem genstande ved samme lejlighed. Og nej, selvom en bytur skulle strække siger over to døgn, tæller det stadig som samme lejlighed.

- Den krop man har, når man er 18 år, den skal man også have, når man er 87 år. Derfor nytter det ikke noget, at man helt lader være med at tænke på sin sundhed, når man er helt ung. For man lægger altså sporene til nogle sygdomme senere i livet, siger sundhedschef i Hjerteforeningen Charlotte Kira Kimby.

Hjerteforeningen har sammen med en række andre organisationer lavet en alkoholpolitisk appel, som er sendt til Folketinget. Her opstiller de en række punkter med forslag til, hvordan danskernes alkoholforbrug kan sættes ned gennem politiske tiltag.