Meget få danskere har oprettet en fuldmagt, der kan sikre de nærmeste juridisk og økonomisk i tilfælde af ulykke, demens eller anden alvorlig sygdom
Tina Vind Trabjergs far er svær dement. Men det er hverken hende eller faderens samlever, der styrer den 78-årige mands økonomi, nu han ikke selv er i stand til det pga. sygdommen. Det gør Statsforvaltningen, fordi familien ikke i tide nåede at lave en fuldmagt.
»Jeg er blevet klog af skade«.
Sådan formulerer 47-årige Tina Vind Trabjerg fra Juelsminde det, når hun skal forklare, hvorfor hun ikke tidligere havde tænkt på at udforme en fuldmagt, så hun kunne råde over sin fars økonomi.
»Det er jo dybt frustrerende, at Statsforvaltningen skal bestemme. Det er som at blive sat fuldstændig ud af spillet,« siger hun.
Faderen kom for fem år siden på plejehjem, og fra det tidspunkt kunne han ikke længere selv administrere sin økonomi. Og på trods af at både han og samleveren havde skrevet testamente, er det ikke nok til at lade andre få adgang til hans konti i banken, fordi testamente alene har virkning ved død. Derfor får familien i dag lommepenge på omkring 2000 kr., som de får udbetalt hver måned. Selv efter at Tina Vind Trabjerg er blevet hans værge, vedbliver forvaltningsafdelingen i banken og Statsforvaltningen med at bestemme.
Tina Vind Trabjerg er ikke ene om ikke at have tænkt på at have udformet en fuldmagt, der kunne have sikret hendes fars økonomi.
For selvom mere end halvdelen af alle danskere frygter, at de selv eller nogen i familien bliver ramt af netop demens, er det kun fire procent, der har oprettet en såkaldt generalfuldmagt. Det viser en undersøgelse blandt 1508 danskere, som Epinion har gennemført for Danske Familieadvokater. Ifølge formand for advokaterne, Anne Broksø, kan det have ’katastrofale følger’, hvis ikke man får det gjort, inden ulykke eller alvorlig sygdom rammer.
»Det kan jo også ske, at man fra den ene dag til den anden kommer ud for en alvorlig ulykke og ender som grøntsag, hvor den tilbageværende ægtefælle står tilbage uden mulighed for at råde over den tilskadekommendes penge til husleje, regninger og lignende. Selv hvis man har været gift i 30 år, er der ikke noget at gøre, hvis man vil have adgang til hinandens konti og ikke har fuldmagt. Og i værste fald kan det jo betyde, at man må gå fra hus og hjem,« siger Anne Broksø.
En generalfuldmagt sikrer, at en anden person kan træffe beslutninger på ens vegne i tilfælde af, at man ikke længere selv er i stand til det. Det kan f.eks. være beslutninger om salg af bolig eller bil eller beslutninger om behandling eller plejehjems-plads.
Ifølge Alzheimerforeningen er det alt for lidt danskere, der har sikret sig juridisk og økonomisk, og det fører ofte til, at mange pårørende føler sig nødsaget til, at bruge deres pårørendes pinkode eller Nem-ID for bedst muligt at kunne hjælpe og få økonomien til at hænge sammen. Men det er ulovligt, og kan føre til alvorlige konflikter i familien.
»Undersøgelsen bekræfter desværre det billede, vi kender fra vores demensrådgivning. Nemlig at mange af dem, der har demens, ikke tager stilling til fuldmagter og lignende, før det er for sent,« siger direktør i foreningen, Nis Peter Nissen og påpeger, at en person med fremskreden demens ikke udforme en fuldmagt. Derfor skal man gøre det i god tid, så man slipper for at skulle ansøge om at blive værge, som kan være en langsommelig og opslidende proces.
Den 1. september i år træder en ny lov i kraft, så det bliver mere fordelagtigt at udforme en fuldmagt. Som det ser ud i dag træder fuldmagten nemlig i kraft den dag, man laver dokumentet, mens det i fremtiden først vil være gældende den dag, man ikke længere selv kan varetage sine anliggender. Derfor vil det fremover hedde en fremtidsfuldmagt.
»Det betyder, at det fremover ikke umyndiggør eller giver andre råderum over ens konti mv., før man selv er ude af stand til at gøre det,« siger Anne Broksø.
Tilbage til Tina Vind Trabjerg, der i dag gør alt, hvad hun kan for at sprede budskabet i sit netværk om at oprette en fuldmagt i tide. Hun ved godt, at hun selv har et ansvar for at have handlet, men hun efterlyser også mere viden fra f.eks. banker og kommunen.
»Der er jo mange andre ting end økonomi, man bekymrer sig om, når ens pårørende er dement. Så jeg kunne da godt have tænkt mig, at f.eks. en visitator fra kommunen eller en bankansat, der har kunnet se, hvilken vej det gik med min far, havde oplyst os om muligheden,« siger hun.
