Tatoveringer er for længst blevet en integreret del af mange danskeres liv og måde at udtrykke sig på. Men nu slår forskerne bag en ny, stor undersøgelse alarm. De flotte kropsudsmykninger indeholder kemikalier og metaller, som kan være kræftfremkaldende, og særligt én farve er farlig.

Det skriver australske News.

Nikkel. Krom. Mangan. Og kobolt. Det er bare nogle af de tungmetaller, som kemikalierne i blækket til tatoveringer kan indeholde. Og forskere ved European Synchrotron Radiation Facility (ESRF) i Frankrig har nu fundet ud af, at disse potentielt farlige og decideret giftige metaller bliver optaget i kroppen og ophober sig i den tatoveredes lymfekirtler.

Det betyder blandt andet, at kroppens evne til at bekæmpe infektioner nedsættes.

Især én farve bør du holde dig langt fra, når du lægger dig under nålen, advarer forskerne bag undersøgelsen.

I hvidt blæk bruges der ofte kemikaliet titandioxid, som øger en persons risikoen for at udvikle kræft. Kemikaliet fører også kløe og irriteret hud med sig.

»Ingen undersøger den kemiske sammensætning i farverne, men vores undersøgelse viser, at de burde gøre det,« siger Hiram Castillo, som er en af forskerne bag undersøgelsen, til ESRF's hjemmeside.

Tilbage i december 2011 valgte Miljøstyrelsen at forbyde 13 tatoveringsfarver, der indeholdt kræftfremkaldende stoffer, men titandioxid er ikke et af dem.

Ved hjælp af røntgenstråling opdagede forskerne, at små partikler fra en tatoverings blæk ophobes i lymfekirtlerne, der er placeret i nakken, armhulerne og anklerne. Hvordan de ender der, ved vi endnu ikke, men forskerne mener, at det må ske via blodet. Men uanset hvad vækker denne ophobning stor bekymring blandt undersøgelsens forskere. For vi ved endnu ikke, hvordan den type partikler påvirker den menneskelige organisme.

»Hvad vi ikke vidste, var, at de (partiklerne fra blækket, red.) bevæger sig inde i kroppen i nano-form, hvilket indebærer, at de måske ikke opfører sig på samme måde som mikropartikler. Og det er problemet; vi ved ikke, hvordan nanopartiklerne reagerer (inde i kroppen, red.),« siger Bernhard Hesse, som er en af de andre forskere bag undersøgelsen.

Det vil forskerne bag undersøgelsen nu forsøge at afdække.

Tikkende bombe

Også her i Danmark har forskerne advaret mod de farver, der bliver brugt til tatoveringer. I en undersøgelse fra 2012 viste det sig, at hver tiende farve indeholder potentielt meget farlige bakterier.

»Tatoveringer er en fantastisk måde at sprede smitte på. Det er en tikkende bombe, for der kan komme nogle meget agressive bakterier, og det kan ske når som helst,« sagde Jørgen Serup overlæge og professor ved Bispebjerg Hospital, der selv har været med til at lave undersøgelsen, til BT.

I 2015 havde 15 procent af den danske befolkning mindst en tatovering. For kvinderne drejede det sig om 17 procent, mens 13 procent af mændene havde været under nålen, skriver Kristeligt Dagblad.