Af Sille Kristine Rasmussen, redaktionen, Netdoktor

Du er indadvendt, sur, irritabel, mangler energi og får ikke noget fra hånden. Du kan ikke overskue vanskelige opgaver, men foretrækker dem, du kan klare på rutinen. Dagen er svær at komme igennem, og grunden er, at du har sovet alt for lidt. Sådanne dage oplever alle mennesker ind i mellem.

At sove for lidt en enkelt nat eller to betyder ikke noget - udover at man er rigtig dårligt selskab dagen derpå. Sover man for lidt i længere tid, bliver det halvsure og energiforladte humør hverdag. Det bliver ens normale sindstilstand og måde at være på. Det fortæller søvnekspert Jan Ovesen, der er Medical Director i MEDei.Aps og Søvnexperten.dk.

Tilsyneladende bør flere danskere tage deres søvn mere alvorligt. En undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed, SDU, viser, at 4 ud af 10 voksne danskere oplever, at de sjældent får søvn nok til at føle sig udhvilede.

Læs mere: Hvor meget søvn er normalt?

For lidt søvn svækker dit helbred

I følge Jan Ovesen påvirker for lidt søvn ikke kun vores humør - det kan også være skadeligt for helbredet.

"Sover man for lidt i nogle uger, vil ens immunforsvar blive nedsat, og man har større risiko for at få små infektioner. Risikoen for at få depressive sygdomme bliver også større. Sover man for lidt gennem flere år, vil man have større risiko for at udvikle hjertekarsygdomme og blive overvægtig", forklarer Jan Ovesen.

De ekstra kilo på sidebenene kommer, fordi man er tilbøjelig til at spise mere usundt, når man er træt. Samtidig har man tendens til at miste fornemmelsen af, hvornår man er sulten og mæt.

Jan Ovesen henviser til store befolkningsundersøgelser, der afslører, at hvis man sover mindre end seks timer per nat, lever man kortere end dem, der sover mellem syv til otte timer hver nat. En del af forklaringen på det kan dog også være, at dem, der sover syv-otte timer hver nat, generelt har en sundere livsstil.

Læs mere: Derfor sover vi for lidt

Det er aldrig for sent at rette op på underskuddet

Den gode nyhed er, at hvis man får balance i søvnregnskabet igen, vil man inden for nogle måneder kunne rette op på flere af de skader, der eventuelt kan være opstået.

"For 15 år siden troede man, at søvnskader var uoprettelige, men i dag ved man, at hjernen hele tiden kan udvikle sig og reparere sig selv. Hvis man retter op på sit kortvarige søvnunderskud, vil man inden for en uge få et bedre humør og bedre kognitive funktioner. Det vil sige blive bedre til at forstå, huske, opfatte, indlære, koncentrere sig og løse problemer", siger Jan Ovesen.

Er søvnmanglen blot en vanesag, kan man i princippet lave om på det fra dag til dag. Hvis det er et kronisk problem, det vil sige, at man har sovet for lidt i måneder eller år, tager det fire til seks måneder at lære at sove normalt igen, somme tider længere tid.

Langt de fleste kan dog lære at få en god nattesøvn, lyder budskabet fra Jan Ovesen.

"Trap ud af sovepillerne, og søg hjælp til at lære at sove godt igen. Der er rigtig gode resultater både på kort og på lang sigt med det, der kaldes kognitiv adfærdsbehandling. Her lærer man at få gode sovevaner og blive opmærksom på de tegn, der minder én om, at man er ved at falde tilbage i et dårligt mønster. Det kan være hårdt arbejde, men det kan sagtens lade sig gøre", understreger Jan Ovesen.

Læs mere: Sådan falder du i søvn uden sovepiller