I England advares forbrugere nu mod afhængighed af hovedpinepiller som Kodimagnyl - i Danmark tvivler Lægemiddelstyrelsen på risikoen

'Risiko for afhængighed. Må kun bruges i tre dage'


Sådan vil der i fremtiden stå på helt almindelige smertestillende piller, der kan købes i håndkøb i Storbritannien.


Baggrunden er, at flere og flere briter bliver afhængige. Det er piller indeholdende selv ganske små mængder af det morfinlignende stof codein, der giver afhængighed - og det efter blot tre dages brug. Derfor advarer de britiske sundhedsmyndigheder nu forbrugerne mod de smertestillende piller.


Ingen advarsler i Danmark
I Danmark har myndighederne ingen planer om at advare forbrugerne mod håndkøbsmedicin, selvom der hvert år sælges, hvad der svarer til 80 mio. tabletter af typen Kodimagnyl, der indeholder det afhængighedsskabende stof codein.


- Vi har ikke kendskab til, at der er danskere, der er afhængige af Kodimagnyl, ­siger Karsten ­Jørgensen, der er chefkonsulent i Lægemiddelstyrelsen:


- Og vi er uforstående overfor den britiske reaktion, da vi anser det for usandsynligt, at man kan tage så mange Kodimagnyler, at man bliver afhængig af codein. Det ville give en forgiftning af acetylsalicylsyre, inden man nåede at blive afhængig.'


Håndkøb er problematisk
I Storbritannien regner sundhedsmyndighederne med, at mindst 32.000 er afhængige af de milde smertestillende midler - og det selvom der sælges langt færre tabletter indeholdende codein end i Danmark.


Problemet er ifølge briterne, at medicinen kan købes i håndkøb. Og derfor er det let at øge dosis for meget.


- Man opbygger en vis tolerance og har brug for mere for at få den samme effekt. Afhængigheden er på linje med heroin, og folk ender med at tage store doser dagligt, siger læge og parlamentsmedlem Brian Iddon til 'The Telegraph' og tilføjer, at afhængigheden ofte er skjult, fordi det anses for helt normalt at tage smertestillende håndkøbsmedicin dagligt.


Afventer reaktion fra EU
Briterne har bragt sagen op i EU for at få indført lovpligtige advarsler på håndkøbsmedicin med codein i hele EU.
Den danske lægemiddelstyrelse afventer reaktionen fra de andre EU-lande, inden sagen bliver taget op til overvejelse.