Lige nu findes teknologi på markedet, der kan måle diabetes-patienters blodsukker, uden at de skal stikke sig i fingrene. Flash glukosemåleren, som den hedder, er i øjeblikket kun sikret børn og unge under 18 år på grund af kassetænkning i kommuner og regioner, mener Diabetesforeningen.
Børn og unge under 18 år behøver ikke længere stikke fingerspidserne til blods, hvis de er diabetes 1-patienter. De er alle blevet tildelt en glukosemåler, som kan registrere deres blodsukker gennem en knap på armen. Det har for mange gjort deres blodsukker mere stabilt og mindsket følelsen af ikke at passe ind.
Voksne har endnu ikke samme ’luksus’. Det skyldes ifølge Diabetesforeningen en uacceptabel kassetænkning i kommunerne og regionerne. De kan ikke blive enige om, hvem der skal betale for det nye udstyr, som kan erstatte de traditionelle strips.
»Glukosemåleren er en klar forbedring af livskvalitet, og en diabetespatients helbred påvirker både patienten selv og familien,« mener Henrik Nedergaard, adm. direktør i Diabetesforeningen.
Satspuljepartierne i Folketinget har indgået en aftale om en ny national diabetes-handlingsplan, som over tre år får 65 mio. kroner til bl.a. at målrette behandlingen til den enkelte - både for børn og voksne.
Børn og unge med diabetes skal i handlingsplanen sikres den bedste behandling. Det har ført til, at regionerne nu gratis uddeler flash glukosemålere til dem. Målere, Danske Regioner regner med, de får lov til at beholde over 18-års alderen. Men ikke alle diabetespatienter kan få den nye teknologi, fordi kommunerne og regionerne i øjeblikket har gang i et tovtrækkeri om, hvem der skal betale.
Det er på trods af, at både type 1 og 2-patienter, som måler deres blodsukker, kunne bruge glukosemåleren som alternativ til strips, hvis de ønskede det. Diabetesforeningen mener, måleren særligt vil gavne patienter, som stikker sig i fingrene mere end 5-7 gange om dagen.
Fordi diabetespatientens helbred både påvirker patienten selv og familien, er det særlig vigtigt, at børn får de nemmest anvendelige teknologier - som f.eks. glukosemåleren. Den er nemmere at bruge af børnene selv, og de er ikke så tilbageholdne med at teste deres blodsukker, fordi de ikke behøver stikke sig til blods for at få målingen.
De traditionelle strips bliver i dag udleveret af kommunen, da de klassificeres som et hjælpemiddel. Men glukosemåleren er ved en principafgørelse blevet defineret som både et hjælpemiddel og et behandlingsredskab. Og selvom det kan lyde som en ligegyldig teknikalitet, så er det det ikke.
Definitionen på redskabet har betydning for, hvilken kasse pengene skal trækkes fra. Hvis glukosemåleren er et behandlingsredskab, er det regionerne, men hvis den er et hjælpemiddel, er det kommunerne. Begge parter forsøger at få den anden til at betale, og derfor står mange patienter med et afslag på glukosemåleren og føler sig tabt mellem to stole.
Ifølge Diabetesforeningen er der to måder at løse problemet på. Enten skal pengekasserne slås sammen, ellers skal principafgørelsen, om at glukosemåleren både kan være et behandlingsredskab og et hjælpemiddel, yderligere afklares.
Både Rigmor Lond, konsulent hos Kommunernes Landsforening, og Danske Regioners sundhedsudvalgsformand Ulla Astman mener, der bør være mere klarhed over, hvem der skal have glukosemåleren, og hvilke kriterier der skal opfyldes for, at den bliver betegnet som hjælpemiddel eller behandlingsredskab.
»Det hele kommer an på den enkelte borgers situation. Derfor arbejder vi nu på at finde en praksis, der gør det nemmere at vurdere, om det er det ene eller det andet, så vi undgår tovtrækkeri mellem regionerne og kommunerne,« siger Rigmor Lond.
Ulla Astman stemmer i:
»Jeg synes, det er rigtig træls, at nogen føler sig tabt mellem to stole. Derfor håber jeg, at det snart kan blive afklaret, hvordan det undgås. Vi skal have nogle klare retningslinjer, så det ikke sker.«
Hun foreslår desuden, at der i regionerne bliver oprettet råd, som kan tage stilling til nye teknologiske behandlingsmidler, da der efter hendes mening blot vil komme flere og flere af disse de kommende år.
14-årige Victoria har diabetes 1: Vil bare være som alle andre
En lille elektronisk aflæser bliver 10-15 gange om dagen kørt over en knap, der sidder fast på 14-årige Victoria Højlands arm. Den aflæser hendes blodsukker og fortæller hende, om hun skal til at spise lidt eller tage insulin.
Glukosemåleren, som den elektroniske aflæser er, er en erstatning for den mere omstændelige proces med at prikke hul på fingrene, så en bloddråbe kan afsløre, om blodsukkeret er på det rigtige niveau.
Det betyder, at Victoria Højland ikke længere har ondt i fingerspidserne. Hendes sukkertal er bedre, hendes humør mere stabilt og risikoen for, at hun udvikler følgesygdomme er markant lavere.
»Hun er gladere, fordi det slet ikke er så indgribende at bruge måleren,« siger Victorias mor Malene Højland.
For tre år siden fik Victoria Højland beskeden om, at hun havde diabetes 1, og det ramte hele familien hårdt. En konstant bekymring for, om hendes blodsukker lå rigtigt indfandt sig, og processen med at måle hende var omfattende.
»Vi blev utroligt kede af det og frustrerede. Det var ikke bare at tage blodprøven, hun skulle måle sig, regne ud hvad hun skulle spise, hvor meget, og om hun om en time fik lyst til at løbe rundt,« husker moren.
Sådan er det for så vidt stadig, indrømmer Malene Højland. Men måleprocessen er blevet meget nemmere med glukosemåleren, og Victoria er bedre til at få målt sig selv ovre i skolen.
»Hun er teenager, så hun vil gerne passe ind, og det er svært, når hun har en kronisk sygdom. Hun vil gerne være som alle andre og ikke skulle stikke sig hele tiden.«
Moderen har også mere ro i sindet, når datteren skal sove. Diabetes 1-patienter kan risikere at få meget lavt blodsukker, når de sover, hvilket i værste tilfælde kan føre til død. Derfor skulle Victoria tidligere vækkes om natten, så de kunne prikke hende i fingeren. Nu kan Malene Højland i stedet måle datterens blodsukker uden at forstyrre hende og på den måde sikre sig, at datteren kommer godt igennem natten.
