En ny allergikur bliver testet på Aarhus Universitet. Den kan blive enden på røde øjne og sommersnue allerede i 2014, hvis forsøgsperioden går som planlagt.

Sommeren er en højtid for alle, der elsker at være udenfor, men for nogen er den et tilbagevendende mareridt, der frembringer snot, kløe og røde øjne. Det er nemlig nu, der er allermest pollen i luften.

Heldigvis er der håb forude for de mange uheldige pollenallergikere. På Aarhus Universitets Institut for Klinisk Medicin er professor Hans Jürgen Hoffmann nemlig ved at teste en ny metode til behandling af pollenallergikere. Det skriver Videnskab.dk.

- Man skal have tre sprøjter over to måneder, og så har man det væsentligt bedre de næste tre år,« lyder meldingen fra Hans Jürgen Hoffmann.

Det er et meget kortvarigt forløb i forhold til tidligere behandlinger, hvor patienter har skullet have ugentlige indsprøjtninger i 16 uger og derefter hver sjette til ottende uge – i tre til fem år. Behandlingen fungerer ved, at patienten får en sprøjte i lysken, hvor lymfeknuderne sidder. Sprøjten indeholder allergener, der er de stoffer, som virker allergifremkaldende.

Læs også hos Videnskab.dk: Derfor får vi allergi

- Det er i lymfeknuderne, at vores celler danner antistoffer. Derfor får man en kraftig reaktion af antistoffer, når man sprøjter allergenerne direkte ind i lymfeknuderne. Det er mere effektivt end andre behandlinger, hvor man sprøjter allergenerne ind andre steder på kroppen, for så skal systemet selv transportere dem ned til lymfeknuderne, siger Hans Jürgen Hoffmann.

Antistofferne er, ifølge Hans Jürgen Hoffmann, dem der gør os immune over for allergifremkaldende stoffer, og de lever længe i vores celler. Derfor kan behandlingen have effekt i tre år. I dag har man to forskellige muligheder for at behandle allergi. Man kan få en sprøjte i huden (kaldet subkutan injektion), eller man kan tage en pille under tungen (kaldet sublingual immunterapi).

Læs også hos Videnskab.dk: Allergi kan forhindres af det rigtige støv

- Problemerne ved de nuværende behandlinger er, at de er langvarige, og ved injektionen skal man blive hos lægen til observation i en time efterfølgende. Det er der ikke mange, der har tid til. Min erfaring med pillerne er, at folk glemmer at tage dem, når symptomerne ikke lige er så stærke, siger Hans Jürgen Hoffmann.

Dertil kommer, at de nuværende behandlinger giver flere bivirkninger, såsom kløe og knopper, da allergenerne skal rundt i hele kroppen af mange omgange. I den nye behandling kan man bruge en mindre mængde allergener, da de sprøjtes direkte ind, hvor antistofferne produceres, og det giver færre bivirkninger.

Andre artikler hos Videnskab.dk:

Allergier, du helst vil undgå

Bondegården beskytter mod astma og allergi

Allergi kan modvirke visse former for kræft

Andre læser også