Bliver du let forpustet, når du skal op ad trapperne? Hoster du tit? Og har du røget? Så kan du være blandt de mange danskere, der lider af den livsfarlige lungesygdom KOL, uden at du selv ved det.

I dag er det international KOL-dag, hvor der sættes fokus på lungesygdommen. KOL er en udbredt folkesygdom og er på verdensplan en af de hyppigste dødsårsager. Det anslås, at op mod en halv million danskere har KOL, men rigtig mange lever med sygdommen uden at vide det.

Sygdommen koster hver dag 13 danskere livet eller årligt 5.000 liv.

- Jeg vil tro, at op mod hver femte voksne dansker har KOL. Der er altså rigtig mange, der har sygdommen uden at vide det, siger formanden for Lungeforeningen, Johannes Flensted Jensen.

Det stemmer godt overens med resultaterne fra den nye, store KRAM-undersøgelser fra Statens Institut for Folkesundhed. Her viste 19,3 pct. af de 18.065 testede personer at have en høj reduceret lungefunktion.


Overser symptomer

KOL er en sygdom, der kommer snigende, og mange vænner sig til symptomerne. Ifølge Johannes Flensted Jensen slår rigtig mange det hen, når de kniber med at få vejret. De underskylder det med dårlig kondition eller alderen.

Rygning er den største risikofaktor for udvikling af KOL, og mindst 25 pct. af alle rygere får sygdommen. KOL kan ikke helbredes, men hvis ikke diagnosen stilles i tide, kan det få alvorlige konsekvenser.

- Opdages sygdommen ikke i tide, betyder det, at sygdommen kan udvikle sig langt værre, end det er nødvendigt. Det er jo en sygdom, man dør af. Men hvis du i tide sætter ind med motion og sund kost, kan du forsinke udviklingen betydeligt og få flere gode leveår, siger Johannes Flensted Jensen.


Hver dag en udfordring

For KOL-patienter kan selv nemme opgaver i hverdagen virke uoverkommelige.

Bare det at skifte sengetøj kan være en stor udfordring for 65-årige Franziska Laurell, der for to år siden fik konstateret KOL.

Franziska Laurell har for flere år siden røget 10-15 cigaretter om dagen og havde lidt vejrtrækningsproblemer.

I dag bruger hun motion, sund kost og planlægning til at få hverdagen til at fungere og dermed opnå en bedre livskvalitet.

- For at dagen ikke skal virke uoverskuelig, deler jeg den op i bidder. Så spørger jeg mig selv, hvad der er muligt, og hvad der ikke er muligt i dag.

Hvis jeg skal være fysisk aktiv i løbet af dagen, skal jeg planlægge det sådan, at jeg har luft nok til det.

På den måde får jeg nogle succesoplevelser, fordi jeg har sat realistiske mål for mig selv, siger hun.