44-årige Casper Woller-Nielsen var i mange år afhængig af Treo og havde ikke overvejet, at han kunne risikere at få endnu mere hovedpine, end han i forvejen havde.

Den brusende fornemmelse i munden, når han tog en slurk vand blandet med en Treo, var i mange år fast rutine i den unge Casper Woller-Nielsens liv. Det var først, da han var i midten af trediverne, at han fandt ud af, at han havde udviklet et overforbrug af den smertestillende medicin.

»Jeg tog det ofte, hvis jeg vidste, jeg skulle være ’på’, f.eks. i forbindelse med et personalemøde eller et familiearrangement. Hvis jeg ventede med at tage det, til hovedpinen kom, kunne jeg godt få en følelse af, at jeg tog det for sent, og så kom hovedpinen med fuld styrke,« siger han.

Casper Woller-Nielsen, der er uddannet socialpægadog men i dag driver selvstændig guldsmedeforretning, er ikke den eneste dansker, der har taget smertestillende medicin forebyggende. Således svarer 59 pct. i en ny undersøgelse foretaget af analyseinstituttet YouGov for Danmarks Apotekerforening, at de har taget hovedpinepiller eller andet smertestillende håndkøbsmedicin for at ikke at få det.

Men det er en farlig måde at tage smertestillende piller på, advarer formand for Danmarks Apotekerforening, Anne Kahns:

»Medicin skal kun bruges, som det er hensigten, at den skal bruges. Ellers kan den være farlig. Et overforbrug af hovedpinepiller kan føre til kronisk medicinoverforbrugshovedpine. Den er svær at behandle og fører til en ond cirkel, hvor man på grund af hovedpine tager flere piller, som så giver mere hovedpine og så videre,« siger Anne Kahns.

Casper Woller-Nielsen tog sommetider op til ti Treo om dagen for at dulme den konstante hovedpine.

»Jeg var ikke klar over, at der var tale om et overforbrug. Det virkede opfriskende i et par timer, men jeg kunne nok også godt mærke, at det ikke var godt for mig. Men jeg var slet ikke klar over, hvor slemt det var,« siger den 44-årige mand fra Tisvilde i Nordsjælland, der er far til syv sammenbragte børn.

Rigmor Jensen er en af verdens førende forskere i hovedpine og migræne. Vis mere

I dag lider ca. 100.000 danskere af medicinoverforbrugshovedpine, og problemet er, ifølge professor i hovedpine ved Dansk Hovedpinecenter, Rigmor Højland Jensen, stigende:

»Medicinoverforbrugshovedpine er et kæmpe problem. Derfor kommer det slet ikke bag på mig, at der er så mange, der tager pillerne præventivt,« siger hun og understreger, at man maksimalt kun må tage hovedpinepiller to dage om ugen i gennemsnit.

»Så smertesystemet kan få fred de øvrige dage,« siger Rigmor Højland Jensen.

Professoren har ikke noget klart svar på, hvorfor flere og flere danskere spiser hovedpinepiller forebyggende. På hovedpinecentret er det en fjerdel af alle patienterne, der lider af medicinoverforbrugshovedpine.

»Jeg har en teori om, at mange har brug for noget til at dulme hverdagen med for at kunne fungere optimalt. Man accepterer ikke i lige så høj grad som tidligere at have ondt, og man er ikke så rummelig med smerter. Vi lever i et præstationssamfund, hvor vi sidder bag en skærm og ikke er fysisk aktive. I stedet for at gå en tur og være til stede i nuet, er det nemmere at tage en pille,« siger Rigmor Højland Jensen.

I tre ud af fire tilfælde lykkes det for patienterne på Hovedpinecentret at komme ud af deres afhængighed.

»Men de fleste er også frustrerede, fordi de godt ville have vidst, at man kan blive afhængig af hovedpinepiller,« siger hun.

Den i dag 44-årige Casper Woller-Nielsen ville også gerne have vidst, hvor afhængig man kan blive af Treo. Han kom i behandling for sit overforbrug af smertestillende på Dansk Hovedpinecenter for ca. 15 år siden.

Det viste sig, at han lider af såkaldt Hortons Hovedpine, der er en kronisk hovedpine, der kan give meget voldsomme smerter, hver gang man får et anfald. Men det vidste han og lægerne ikke, før han blev saneret og ikke havde taget Treo i tre måneder.

»Jeg tager smertestillende for min Hortons hovedpine, men det er jeg slet ikke afhængig af på samme måde, som jeg var med Treo,« siger Casper Woller-Nielsen, der dog indrømmer, at han nogle få gange ’falder i’.

»Nogen gange falder jeg i, fordi det gør, at jeg lettere kan komme igennem dagen. Desværre er det meget let tilgængeligt på tanken eller i supermarkedet. Man kan få det alle steder. Det er helt vanvittigt, når man ved, hvor vanedannede det er,« siger han.

Den 44-årige mand drikker sommetider noget danskvand med citrus i for at narre sin hjerne til at tro, den får en slurk Treo.

»Så får jeg en brusende fornemmelse, og så kommer jeg videre. Og så er jeg nok også blevet bedre til at tage den med ro og tage en sygedag, når jeg får et anfald,« siger han.