Danskere, der overlever en kræftsygdom, strømmer tilbage på arbejde igen, viser den hidtil største undersøgelse af sin art i Danmark. »Fantastisk godt nyt,« lyder det fra Kræftens Bekæmpelse

»Det var i påskeferien, jeg fandt en knude i mit bryst. Knuden viste sig at være en kræftknude, som man kunne fjerne ved operation. Først fjernede de den, senere hele højre bryst.«

Da Camilla Ottsen sidste år blev diagnosticeret med brystkræft, sad hun i en travl stilling som skoleleder på Brønshøj Skole. Men selv om kemobehandlingerne drænede hende for energi og periodevis holdt hende hjemme, besluttede hun tidligt i forløbet, at hun ville arbejde undervejs. Hun skar møder og de faglige fora, hun brugte så mange aftener på, fra og fokuserede på skolen i Brønshøj.

»Jeg havde brug for at være mig selv, at være noget andet end syg. I begyndelsen prustede jeg, da jeg gik op ad trapperne, musklerne syrede til, men det føltes som noget, jeg skulle gå op imod,« fortæller hun.

Langtfra alle vender lige så hurtigt tilbage til jobbet som Camilla Ottsen. Men rigtig mange danskere, der overlever kræft, vender efter nogle år tilbage og får deres almindelige arbejdsliv tilbage, viser en ny undersøgelse. Rockwool Fondens Forskningsenhed har fulgt stort set samtlige danskere mellem 30 og 60 år – omkring 15.000 personer – der i årene 2000-2005 fik en kræftdiagnose, og som overlevede sygdommen i mindst fem år.

Og undersøgelsen, der er den største af sin art nogensinde i Danmark, er opløftende læsning, mener flere eksperter. Fire år efter at have fået kræftdiagnosen er andelen, der er i beskæftigelse, blot faldet med syv procentpoint på grund af kræftsygdommen. 72 pct. er således i beskæftigelse, mens det tal for en prøvegruppe af raske danskere er 79 pct.

Positiv overraskelse

De kortere og længerevarende senfølger (følger, som kan vare ved eller opstå efter afsluttet behandling, red.) ved kræft er ellers en lang og trist remse, og stort set alle rammes i et eller andet omfang: Behandling for brystkræft kan medføre kronisk hævelsestilstand i arme og ben (lymfødem), tarmkræft giver smerter i maven, kirurgi medfører arsmerter, og andre oplever nedsat muskelfunktion. Og her er vi end ikke kommet til den psykiske belastning i form af stress og en markant forhøjet risiko for depression. Alle faktorer, der nedsætter arbejdsevnen hos de ramte.

Derfor overrasker det relativt lave spænd i beskæftigelsen mellem kræftramte og ikke-kræftramte også seniorforsker ved Rockwool Fondens Forskningsenhed Eskil Heinesen, der står bag undersøgelsen.

»Det er en god nyhed. Kræft er en alvorlig sygdom, som svækker arbejdsevnen for mange af dem, der rammes,« siger Eskil Heinesen.

Arbejdsevnen er et udtryk for den kræftramtes egen vurdering af evnen til at arbejde igen på en skala fra ét til ti. Ved kræftramte ser man generelt et markant fald, som kun ganske langsomt løfter sig.

Undersøgelsen fra Rockwool Fonden viser også, at når kræftramte er tilbage i job, så påvirker deres sygdomsforløb ikke muligheden for at skifte job – hverken op eller ned på karrierestigen.

»Man måtte forvente, at kræft medfører et øget behov for at skifte til mindre krævende job, fordi mange kræftpatienters arbejdsevne bliver påvirket negativt – også på længere sigt. Men det er overraskende, at der ikke er en sammenhæng mellem at få kræft og så jobmobiliteten for dem, der fortsætter i beskæftigelse. Jeg forventede, at flere ville finde mindre fysisk krævende job. Men undersøgelsen tyder på, at der ikke er en sådan sammenhæng,« siger Eskil Heinesen.

Ulighed mellem faggrupper

Selv om det samlede billede altså generelt er positivt, så viser undersøgelsen en klar ulighed mellem faggrupper. Den negative effekt på beskæftigelsen er størst, hvis man før diagnosen har et job med høje fysiske krav. Med andre ord er vejen tilbage til jobbet bedre banet for akademikere med bløde kontorfingre end for arbejdere med olie på hænderne.

»En væsentlig årsag er formentlig typen af job. Manuelle job vil være sværere at komme tilbage til, fordi den reducerede arbejdsevne rammer grupper, som har brug for en vis fysisk styrke i jobbet,« vurderer Eskil Heinesen.

Glæde hos Kræftens Bekæmpelse

Hos Kræftens Bekæmpelse kalder afdelingschefen for patientstøtte, Laila Walther, undersøgelsens resultater for »fantastisk godt nyt«.

»Det er meget, meget positivt. Der er et meget stort ønske hos kræftramte om at komme tilbage på arbejde,« siger hun.

Ifølge Laila Walther er en tilbagevenden til jobbet helt afgørende. Hun hører gang på gang kræftramte tale om, at de ønsker at vende tilbage til deres »normale« liv, fortæller hun

»At kunne begynde på arbejde er en sejr for én, der har haft kræft,« siger hun.

Men hvorfor lykkes det så mange at vende tilbage, tror du?

»Det afspejler, at mange arbejdspladser i dag er blevet dygtige til at tage hensyn til den kræftramte. Er du i arbejde og fastholder kontakten til arbejdspladsen undervejs i sygdommen, så er der meget stor sandsynlighed for at komme tilbage. Når ufaglærte og folk med fysisk arbejde i mindre grad gør det, kan det hænge sammen med, at ufaglærte ofte har en lidt mere usikker tilknytning til arbejdsmarkedet med skiftende arbejdsgivere, og dermed er der ikke en tålmodig arbejdsgiver, som sidder og venter på én. Måske er din ansættelse netop afsluttet, kort inden du er blevet syg,« siger hun og peger også på mere skånsom kemoterapi og kirurgi som faktorer af stor betydning.

»Langt de fleste arbejdsgivere, som vi har kontakt med, har et ønske om – når det handler om kræft – at strække sig langt. Jeg tror, det handler om, at vi alle kender sygdommen, og vi ved, at vi alle kan blive ramt. De fleste arbejdsgivere har én kræftramt i deres familie. Det er på en eller anden måde så almen en sygdom og samtidig uforskyldt, så der strækker man sig langt.«

Camilla rykkede op ad stigen

Camilla Ottsen mærkede også denne forståelse og tålmodighed fra sine omgivelser. Hun besluttede tidligt i forløbet at fortælle det til familien, men også til lærere og forældre på Brønshøj Skole, samarbejdspartnere og sin arbejdsgiver, Københavns Kommune. Her mødte hun ikke andet end opbakning.

»Hvis jeg nu havde været lærer, så skulle jeg have en skoleleder, der havde omlagt mine opgaver, så det kunne lade sig gøre. Jeg har været min egen herre og har haft et team, som har bakket mig op og fået det til at fungere, og som har accepteret, at jeg kom og gik. Så jeg har primært arbejdet med strategi og er ikke gået til eksterne møder om aftenen. Der er blevet passet på mig, da jeg var der. De var vidunderlige,« siger hun.

Undervejs i forløbet blev det også til et jobskifte – op ad karrierestigen. I dag er Camilla Ottsen centerchef i Københavns børne- og ungdomsforvaltning.

»Min behandling stoppede i oktober 2015. I november blev der en chefstilling ledig i Københavns Kommune, som jeg blev opfordret til at søge, og som jeg senere fik. De havde mig til samtale med tørklæde på første gang. I sin tid var jeg i praktik hos en centerchef her, som også blev ramt af kræft. Jeg fik hendes pose med tørklæder.«