Ufrivillig vandladning er ekstremt svært at tale om - derfor skal læger blive bedre til at tage emnet op med patienterne, mener en ekspert
Axel Petersen har døjet med ufrivillig vandladning siden 2011, hvor han blev opereret for en livstruende prostatakræft. Han er en af de få, der offentligt tør sætte ord på, hvad det vil sige at leve med en tabubelagt lidelse.
»Det er jo ikke ligefrem noget, man praler af, man har. Men det er jo desværre noget, der er fulgt med som en bivirkning ved operationen,« siger Axel Petersen, der til daglig bor i Bagsværd med sin hustru.
Inkontinens, eller hvad man i lægesprog kalder ufrivillig vandladning, er forbundet med en række ‘besværligheder’, som den 72-årige mand formulerer det.
»Man kan ikke nøjes med at trække lynlåsen ned, man skal trække bleen til side, og så står man altid lidt og fumler med det. Samtidig skal man tænke på at holde sig ren og skifte bleen regelmæssigt, fordi det ikke er så rart at komme til at lugte,« siger han.
Fordi lidelsen er opstået som følge af en operation, har der ikke for ham været problemer med at tale med lægen. På hospitalet blev han nemlig på forhånd orienteret om, at han kunne risikere ufrivillig vandladning. Men ifølge en ny undersøgelse foretaget af Megafon på vegne af SCA Hygiene Products A/S blandt 1500 mænd over 55 år har over halvdelen af dem, der lider af inkontinens (51 pct.), ikke talt med deres læge om netop dette. Det er på trods af, at de længe har gået med problemet - hele 38 pct. har således døjet med ufrivillig vandladning i mere end to år.
Ifølge Svend Aage Madsen, der er forskningsleder på Rigshospitalet og Formand for Forum for Mænds Sundhed, er det derfor vigtigt, at de praktiserende læger bliver bedre til at gå i dialog med mændene:
»Mænd har ikke så meget sprog om og en generel evne til at italesætte sygdomme. Derfor skal vores ellers dygtige praktiserende læger blive bedre til at spørge ind til ufrivillig vandladning, som for mange mænd er forbundet med skam. De skal spørge mere direkte og gøre det til en naturlig del af konsultationen. Det er første skridt i forhold til at bryde tabuet og som også er en forudsætning for at hjælpe mændene,« siger han.
Omkring 400.000 danskere har problemer med ufrivillig vandladning. En lidelse, der hurtigt kan komme til at styre hverdagen, fordi man konstant må sørge for at være i nærheden af et toilet eller medbringe bleer eller bind. Inkontinens kan for kvinder f.eks. opstå i forbindelse med en fødsel, hvor bækkenbunden bliver overbelastet eller for mænd i forbindelse med forstørret prostata eller efter en operation mod prostatakræft.
Anders Beich, der er læge og formand for Dansk Selskab for Almen Medicin, der repræsenterer de praktiserende læger, afviser dog, at lægerne ikke er gode nok til at gå i dialog:
»Det sker med jævne mellemrum, at vi får at vide af Svend Aage Madsen, at vi skal være mere proaktive og screene for et eller andet sundhedsproblem, men der er grænser for, hvor meget vi kan spørge patienterne systematisk ud om. Vi reagerer på dokumenteret ny viden, ikke på enkeltstående Megafon-undersøgelser, slet ikke hvis de er betalt af firmaer, der kan have andre interesser. Det er ikke vores indtryk, at det er så tabuiseret et område, som det fremstår,« siger Anders Beich, der understreger, at de praktiserende læger synes, at ufrivillig vandladning er naturligt at tale om.
Det forudsætter dog, at patienten på den ene eller anden måde selv gør opmærksom på, at det er et problem:
»Hvis patienten f.eks. kommer til lægen med ondt i ørerne, er det upassende at spørge ind til, om der er symptomer fra urinvejene. Vi spørger ind til, om de oplever lækage, hvis der er grund til det,« siger Anders Beich.
Svend Aage Madsen fastholder dog, at det er ekstremt tabubelagt for patienterne. Han foreslår derfor, at lægerne foretager en form for ‘mundtlig screening’ til manden over 50 år, hvor de skal spørge om bl.a. ufrivillig vandladning som en del af en lang række spørgsmål. Han erkender samtidig, at det vil kræve mere tid, end hvad der på nuværende tidspunkt er til rådighed:
»Jeg er overbevist om, at det ville være en gevinst, hvis vi i højere grad indrettede vores sundhedsvæsen efter mændene. Det vil tage kortere tid end at lave om på dem end på systemet,« siger Svend Aage Madsen, der frygter for konsekvenserne:
»Mange mænd går med det for sig selv. De putter måske bare noget toiletpapir i bukserne, og så gør de ikke mere ved det, men lever bare med det. Men der er jo masser af behandlingsmuligheder, som f.eks. medicin eller bækkenbundstræning,« siger han.
Sidstnævnte er netop noget af det, som Axel Petersen har trænet både før og efter sin operation for bedre at kunne holde på vandet.
»Det er ikke altid, jeg får det gjort, men jeg vil da klart anbefale andre at gøre det. For det bliver jo desværre nok kun værre med alderen,« siger han og glæder sig over, at den ufrivillige vandladning trods alt er noget, der kan tackles.
»Når man får en kræftdiagnose, så sortner det for øjnene af en. Men når man så har sundet sig, så må man forholde sig til problemet, som ofte er noget, der følger med,« siger han.
