Lyt til artiklen

85.000 danskere er ramt af demens. Om 30 år er tallet 160.000. Det er svært at dø værdigt med demens. På Asferg Ældrecenter får Lis, Tove, Annie , Ingrid og bare 63-årige Carsten chancen. BT har fulgt de hjernesyge, som andre har opgivet

- Jeg er vel nok glad for jer. I er så gode ved mig, siger 89-årige Ingrid varmt til personalet, da hun triller rollatoren hen ad gangen på Asferg Ældrecenter lidt uden for Randers.

Ingrid er inviteret i byen, men de gamle, usikre ben skal ikke bære hende længere end til ældrecenterets egen café. Her har centerleder Jens Aage Kahr dækket op, og den næste time skal beboere og personale fra gul enhed hygge sig med sang og historier over formiddagskaffen.



Rundt om bordet sidder beboerne spredt mellem plejepersonalet. Fælles for dem alle er, at de har en svær demenssygdom, men hvordan sygdommen påvirker dem, er individuelt. Nogle er alzheimerpatienter og husker kun det liv, de levede for årtier tilbage, mens andre har såkaldte pandelap-skader, der påvirker deres opførsel og personlighed. Som centerleder Jens Aage Kahr plejer at sige, så har de mistet deres indre Emma Gad.

Asferg Ældrecenter har specialiseret sig i behandlingen af mennesker med svær demens – mennesker der ofte har adfærdsvanskeligheder såsom vold, råben og vredesudbrud. Disse personer kan være en udfordring på landets pleje- og ældrecentre, hvis ikke personalet har værktøjerne til at løse de situationer, der måtte opstå.

Evnen til at være social og knytte relationer forsvinder i takt med, at demensramte forsvinder længere ind i sygdommen.
Evnen til at være social og knytte relationer forsvinder i takt med, at demensramte forsvinder længere ind i sygdommen. Foto: Camilla Rønde
Vis mere



I takt med at vi som befolkning bliver ældre, vil også flere blive ramt af demens, og behovet for kompetent personale vokser. Derfor har samtlige ansatte på Asferg Ældrecenter været på efteruddannelse i demens, og selv pedellerne, køkkenmedarbejderne og kontorpersonalet har fået undervisning i, hvordan man kan hjælpe demensramte til et bedre liv. Ved at kigge på det enkelte menneske og dets fortid frem for på sygdommen er det lettere for personalet at forstå de reaktioner, som mennesker med svær demens har. Og i al beskedenhed synes centerleder Jens Aage Kahr da også, at det lykkes langt hen ad vejen.

- Det er ikke noget, vi kan dokumentere, men jeg er overbevist om, at det virker, siger han viljefast.

De husker melodierne

I caféen på ældrecenteret er der stille omkring kaffebordet. Ingen småsnakken eller høflige spørgsmål til sidemanden. Bare stilhed.

De fleste mennesker med demens mister tidligt i sygdomsforløbet evnen til at fungere i sociale sammenhænge. De glemmer, hvordan man skænker en kop kaffe eller opgiver at deltage i de samtaler, som de fleste tager for givet, når man er ude til et selskab. Men her gør det ingenting. Personalet og centerleder Jens Aage Kahr skal nok sørge for underholdningen, og mens han trækker i harmonikaen, fylder spæde stemmer rummet med sang. Selv om man ikke husker så godt, vækker melodierne genklang hos de fleste.

- Når vi som personale vil skabe samvær for de demensramte, så kaster vi nogle bolde ud. Stiller hver enkelt få spørgsmål om deres tidligere liv, som vi ved, de kan svare på. Hvis bolden ikke gribes af den demensramte, skynder vi os at samle den op igen, inden det opleves som et nederlag, fortæller Jens Aage Kahr og forklarer, at med hjælp fra personalet kan personer med demens godt være sociale.

Undgå at modarbejde

Hun er oprørt. De spinkle ben vandrer uroligt frem og tilbage på gangene i ældrecenteret. Normalt går 77-årige Lis rundt i strømpesokker, men i aften har hun fundet et par sorte hjemmesko, der stod foran en dør et sted på ældrecenteret.

Udenfor vinduerne er mørket så småt ved at nærme sig, og hun kan mærke det i kroppen. Det er tid til at komme hjem. Endnu en gang sætter hun kursen mod udgangen fra gul enhed, og denne gang gør hun alvor af sine planer. Benene stavrer af sted i de lånte sko, og før hun har set sig om, er hun nået ned for enden af vejen.

Lis er forvirret. Hun har glemt, hvad hun ledte efter, men følelsen af at mangle noget sidder stadig i kroppen.
Lis er forvirret. Hun har glemt, hvad hun ledte efter, men følelsen af at mangle noget sidder stadig i kroppen. Foto: Camilla Rønde
Vis mere



Aftenvagten er forpustet, da hun når tilbage til ældrecenteret. Hun måtte løbe for at fange den ældre dame. Lis mumler for sig selv, mens hun flytter sig fra lænestol til lænestol i opholdsstuen. Snart er hun på vej igen, men denne gang går det ikke så let.

Med armene bredt ud til siden, som var aftenvagten et menneskeligt kors, spærrer hun vejen for Lis.
Den ældre dame blusser op i vrede, slår ud efter aftenvagten, inden hun frustreret drejer om sig selv for at flygte i den modsatte retning.

Da får hun øje på ham. Barnet. Øjnene mildnes, og ansigtets folder ændrer karakter, da hun forsigtigt tager stofdukken i sin favn.

Dukker er et af de redskaber, som personalet bruger flittigt til at skabe ro hos beboerne. Omsorgen for det, der ligner et lille barn, kan de fleste huske.
Dukker er et af de redskaber, som personalet bruger flittigt til at skabe ro hos beboerne. Omsorgen for det, der ligner et lille barn, kan de fleste huske.
Vis mere


- Jamen, Lis. Du kan da ikke gå fra børnene. Så er der jo ingen til at passe på dem, siger aftenvagten bønfaldende og møder den gamle dames blik. Lis smiler og hvisker beroligende til stofdukken, som var det hendes lille barn, og de næste timer er savnet efter hendes forældre forsvundet, som havde det aldrig eksisteret. En af de største udfordringer for personalet på Asferg Ældrecenter er de beboere, der vandrer.

De fleste vil hjem. Hjem til de forældre, den ægtefælle eller de børn, de føler et savn efter. Mønsteret gentager sig dag efter dag, og personalet må derfor dagligt forsøge at aflede beboernes opmærksomhed, før de prøver at forlade stedet. Men helt at fjerne uroen er svært.

- Vi forsøger at gå med de demensramte i stedet for at gå imod dem, fortæller Jens Aage Kahr, og beskriver, hvordan personalet går lange ture med de beboere, der ikke kan finde ro på ældrecenteret.

Det er mere hensigtsmæssigt, end at personalet må lægge krop til de frustrationer, der i yderste konsekvens kan få den demensramte til at slå og sparke.

Netop personalet er det første, Jens Aage Kahr fremhæver som årsag til, at ældrecenteret har succes med at behandle mennesker med svær demens. Det kræver en ihærdig indsats fra deres side, og hvis ikke de hver især er indstillet på at bidrage, så må de finde en anden arbejdsplads.

- Der er ikke nogen grund til at sænke niveauet. Dårlig faglighed hører ikke hjemme her, understreger han.
Økonomien på ældrecenteret kan kun løbe rundt, hvis der ikke spildes alt for mange penge på vikartimer. Jens Aage Kahr er derfor afhængig af, at personalet trives og møder op på arbejde. Såkaldte akutdage giver dog den enkelte medarbejder lov til at ringe ind om morgenen, hvis overskuddet til at drage omsorg for beboerne ikke er der den pågældende dag. Timerne får de fra den afspadsering, de har opsparet.

- Personer med demens spejler deres omgivelser, og hvis du som personale ikke kan rumme dem, så gør du mere skade end gavn, forklarer Jens Aage Kahr, der mener, at akutdagene sparer ham sygedage i det lange løb.

Den seneste sygefraværsprocent fra marts måned på 1,9 pct. lå da også et stykke under resten af områdets ældrecentre, hvor personalet i gennemsnit var syge 5,9 pct. af tiden.

Menneskesyn betyder alt

Anlægget i opholdsstuen spiller kærlighedssange med dansktop-duoen Lis & Per, mens beboerne en efter en bliver placeret omkring spisebordet. En af de ansatte kommer gående med Carsten, sætter ham for bordenden og aer ham på kinden, inden hun går ud i køkkenet.

Hans øjne søger, vandrer nysgerrigt omkring i rummet, indtil han møder kontakt. Holder blikket, smiler og kaster så en uforståelig remse af sig, som væltede ordene for hurtigt ud ad munden i en leende stammen.
Carsten sukker og tømmer sit glas med rød saftevand. Håret er nyfriseret, men en enkelt tot er stukket af fra de andre.

- Se, det er fint-fint-fint, siger han ud i rummet, inden han igen falder i staver.

Carsten er den yngste på gul enhed. I en alder af bare 60 år flyttede han for tre år siden ind på Asferg Ældrecenter. Carstens kone, Tove Kristiansen, omtaler ham, som var han stadig den samme mand, som hun forelskede sig i for fyrre år siden. Længe før demensen begyndte at påvirke hans hjerne, og den godmodige Carsten forsvandt for Tove og deres tre børn. Sproget og sine motoriske evner har han stort set mistet, men glimtet i øjnene vidner om, at Carsten er veltilpas.

Tove Kristiansen har været gift med Carsten i 38 år, og hun kysser ham, hver gang hun er på besøg. Selv om deres børn har givet deres tilladelse til, at Tove Kristiansen kan finde sig en ny kæreste, er det ikke sket endnu.
Tove Kristiansen har været gift med Carsten i 38 år, og hun kysser ham, hver gang hun er på besøg. Selv om deres børn har givet deres tilladelse til, at Tove Kristiansen kan finde sig en ny kæreste, er det ikke sket endnu. Foto: Camilla Rønde
Vis mere



Tove Kristiansen forsøgte i flere år at passe sin mand selv, indtil deres datter en dag sagde stop.

- Mor, genfortæller Tove Kristiansen og fremkalder sig alvoren i sin datters blik. Længere kommer hun ikke, før tårerne overmander hende, og hun må sunde sig et øjeblik, før hun fortsætter.

- Mor, vi har allerede mistet vores far. Vi vil ikke også miste dig, havde hendes dengang 24-årige datter sagt, da det blev tydeligt for familien, at Tove ville slide sig selv i stykker, hvis hun ikke snart lod Carsten flytte til et plejecenter.

Valget faldt på Asferg Ældrecenter, små 100 km fra Brønderslev, hvor de boede indtil for få år siden. Et valg, hun aldrig har fortrudt.

Et bedre liv

Tove fremhæver menneskesynet på ældrecenteret, som hun fra første øjeblik har oplevet, når hun har besøgt sin mand.

- Jeg mærker tydeligt, at beboerne har den allerhøjeste prioritet hos personalet. Skidt pyt, om der ligger en nullermand hist og her. Det er jo ikke det, der betyder noget for mig, fortæller Tove Kristiansen, der med tiden har affundet sig med, at Carsten nu bor på ældrecenteret.

- Vel har jeg følt skyld over ikke at kunne passe min mand derhjemme. Men hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg ikke, at jeg kunne give ham et bedre liv end det, han har her, slutter hun med ro i stemmen.

Efterskrift
Søndag d. 30. juni tog Ingrid afsked med livet. Hun sov stille ind på sin stue, mens hun var omgivet af sin familie.