Spis grønt. Når Fødevarestyrelsen trækker frugt og grønt med farlige bakterier tilbage, sker det ofte for sent: Varerne er allerede solgt og spist af danske forbrugere. Kontrollen er for langsom, lyder kritikken

Op mod 45.000 danskere menes i de seneste år at være blevet syge af at spise frugt og grønt importeret fra udlandet. Det svarer til hvert femte fødevarebårne sygdomstilfælde herhjemme, og andelen er stigende.

Men hver tredje gang en vare tilbagekaldes med salmonella, campylobacter eller pesticidrester fra sprøjtegifte, sker det først, når den bakteriefyldte frugt og grønt er både købt og spist af danske forbrugere. Det fremgår af en gennemgang af Fødevarestyrelsens tilbagetrækninger af frugt og grønt i perioden fra 2006 til nu, som Berlingske har foretaget.

- Kontrolsystemerne er ikke fulgt med det stigende antal udbrud med frugt og grønt, siger professor Jeffrey Hoorfar ved DTU Fødevareinstituttet.

Fødevarestyrelsens beredskabschef, Kim Sigsgaard, siger:

- Det er selvfølgelig uheldigt, at tingene har været i handelen i nogen tid, når de trækkes tilbage. Men grundlæggende er det virksomhedernes ansvar, at varerne derude er i orden. Vi arbejder hurtigt, så snart vi har resultaterne.

Men supermarkederne har ikke tid til at vente på svar, forklarer kvalitetschef i Coop, Karin Frøidt:

- På langt de fleste varer kan vi ikke afvente svaret på prøverne. Særligt med frugt og grønt er vi nødt til at få varerne ud i butikkerne hurtigt, så de bevarer friskheden. Hvis vi i vores stikprøver så opdager bakterier eller pesticidrester, som ikke bør være der, trækker vi selvfølgelig varen retur hurtigst muligt.

Berlingske afdækker i dag, hvordan det i forbindelse med sidste års største salmonellaudbrud tog fødevarekontrollen mere end en måned at spore smittekilden, som var et parti italienske tomater. Fordi der gik så lang tid, kunne den italienske producent og grossist frikende sig selv.

Fødevareminister Mette Gjerskov (S) siger:

- Det er virksomhedernes ansvar, at de ikke sælger noget, der er farligt. Når vi taler om frugt og grønt er det vanskeligt at gøre det hurtigere, da det er fødevarer med kort holdbarhed.