P-piller er skyld i blodpropper. Alligevel anbefaler læge unge kvinder at tage pillerne.

13 danske kvinder, der alle tog p-piller, er i løbet af de sidste 5 år, døde af en blodprop. I samme periode er p-piller sat i forbindelse med ikke mindre end  286 alvorlige blodpropper. Det viser en opgørelse fra Lægemiddelstyrelsen.

- 13 lyder af mange. Men tallet skal ses i lyset af, at 400.000 danske kvinder hver dag spiser en p-pille. Nogle af de 13 dødsfald ville være forekommet også uden brug af p-piller, siger professor Øjvind Lidegaard fra Gynækologisk Klinik på Rigshospitalet.

Hvert år konstateres der 400 tilfælde af blodpropper i benene eller lungerne hos yngre kvinder. De fleste forekommer hos kvinder, der tager p-piller. Blandt alle 20-årige får 1 ud af 10.000 hvert år en blodprop i ben eller lunger. Tager man p-piller forhøjes risikoen til 3 til 4 ud af 10.000 hvert år.

- Der er en sammenhæng mellem p-piller og blodpropper. Risikoen for at få en blodprop i især ben eller lunger er større, når man tager p-piller, fordi pillerne påvirker blodets koagulationsevne, siger Øjvind Lidegaard.

Han står bag den største undersøgelse herhjemme af sammenhængen mellem p-piller og blodpropper.

Risikoen for at få en blodprop på grund af p-piller er størst det første år, hvor risikoen er dobbelt så stor som de følgende år, man bruger p-pillerne. Det betyder ikke, at faren for blodpropper er elimineret efter det første år. Men de er sjældnere derefter.

Til trods for risikoen mener Øjvind Lidegaard ikke, at kvinderne skal droppe p-pillerne. For alternativet, uønskede graviditeter og efterfølgende aborter, er især for unge kvinder en mere overhængende fare end de trods alt sjældne blodpropper.

- Hver gang p-pillernes bivirkninger har været oppe og vende i medierne, stopper flere med at tage pillerne, og det kan straks læses i statistikkerne over antallet af uønskede aborter, siger Øjvind Lidegaard.

Til gengæld vil han gerne gøre danske kvinder mere opmærksomme på bivirkningerne og nødvendigheden af at reagerer, så snart der er symptomer på, at noget er galt.

Hvis kvinderne går til lægen, så snart de mærker symptomer på en blodprop, kan langt de fleste reddes. I de tilfælde hvor unge kvinder er døde, er de enten ikke gået til læge eller lægen har mistolket symptomerne som f.eks. astma, siger han.

Symptomerne på en blodprop i lungerne er især åndenød og smerter i brystet. Ved blodprop i benene er der ømhed, smerter eller hævelse.