»Jeg skal lige love for, det glemmer jeg sent,« siger 78-årige Knud Erik, rørt til tårer, efter han iført et par virtual reality-briller netop har rejst væk fra plejehjemmet i Kolding til det tropiske Thailand.

Nu bliver projektet udviklet yderligere og målrettet demente. Virksomheden bag de virtuelle rejser har nemlig fået 1,2 mio. kroner fra EU og Vækstforum i region Syddanmark til at målrette oplevelserne mod demensramte.

48 borgere i Kolding kommune vil over en ni måneders periode fungere som testpersoner, for de programmer, virksomheden udvikler i samarbejde med specialister fra Center for Kommunikations og Velfærdsteknolgi.

»Det bliver et kæmpe stort arbejde, men det kommer til at give så meget mening for borgerne. Der er aldrig før lavet et projekt af den skala med virtual reality og demente,« siger den virtuelle rejseleder Jesper Roy fra firmaet TakeawalkVR, som slet ikke kan vente med at komme i gang.

Programmerne vil bl.a. træne demente fysisk og kognitivt. Men der vil også blive udviklet en personlig oplevelse til hver enkelte, som skal hjælpe den demente med at ’finde sig selv’ i demensen. De vil simpelthen genskabe nogle minder fra den dementes tidligere liv.

Kunne huske gaderne

I Kolding har de virtuelle oplevelser allerede været en stor succes hos ikke-demente ældre, fortæller Bente Thygesen, der bl.a. er centerleder på plejecentret Vesterled, hvor 78-årige Knud Erik bor. Ud over rejsen til Thailand, har Knud Erik f.eks. også være en tur i København.

»Og så viste det sig, at han faktisk have boet i netop det område, da han var ung. Så selv om meget har ændret sig, kunne han huske gaderne fra dengang,« siger Bente Thygesen.

De virtuelle oplevelser giver de ældre borgere mere livskvalitet, fordi de får lov at se mere, end de rammer, de lever i på plejecentrene. Det er især godt for dem, som ikke længere kan komme så meget ud - enten på grund af fysikken, eller fordi de ikke kan rumme for mange stimuli,« forklarer Bente Thygesen.

Til ældre i hele landet

Fra den 1. august i år vil det være muligt for alle plejecentre i hele Danmark at tage ældre med ud på sådan en rejse.

»Målet for os var at imødekomme den enorme efterspørgsel, der har været fra kommuner efter vores video om Knud Erik blev delt vidt og bredt på de sociale medier,« siger Jesper Roy.

Derfor har firmaet skabt 20 oplevelser rettet mod ældre, som kan købes sammen med virtuel reality-brillerne.

»Nu venter plejecentre fra alle hjørner af landet på deres briller og virtuel reality-oplevelser,« siger Jesper Roy, der glæder sig til at se alle de glade ansigter.

Hans oprindelige drøm med projektet var, at han kunne tage de ældre, som ikke længere kunne komme så meget ud, med på nogle virtuelle rejser.

»Vi siger jo hele tiden, at rejse er at leve. Men hvad nu hvis, vi ikke rejser længere, lever vi så heller ikke længere. Jeg vil gerne tage dem med rundt og vise dem verden,« siger han.