Rikke Møller stoppede mandag sin karriere, og nu løfter hun til B.T. lidt af sløret for, hvad der nu skal ske.

Hun er nemlig slet ikke færdig med at bruge sin energi og drive, fortæller hun.

»Forhåbentligt skal jeg ud at have et job et eller andet fedt sted,« griner hun og tilføjer:

»Hvis jeg selv skulle vælge, ville jeg nok være en slags projektleder. Det er fordi, jeg er vokset op i en sport, der er blevet min måde at leve på: Vi går i gang, vi har en proces, vi har en deadline, og så evaluerer vi efter det, og enten har vi været gode, eller også har vi været dårlige; om ikke andet så lærer vi af processerne. Det er en måde, jeg godt kan lide at arbejde på. Men det bliver spændende. Og ellers har vi jo Vandakademiet. Så jeg forlader ikke helt svømning, jeg vil gerne ud at give tilbage, og det håber jeg, jeg får lov til.«

Rikke Møller har opnået flere flotte resultater i sin karriere. Hun holder stadig en verdensrekord, ligesom hun har vundet bronze ved OL i Rio, 2016. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Rikke Møller har opnået flere flotte resultater i sin karriere. Hun holder stadig en verdensrekord, ligesom hun har vundet bronze ved OL i Rio, 2016. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Vandakademiet driver hun sammen med svømmekollegaerne Jeanette Ottesen og Lotte Friis. Målet med akademiet er blandt andet at 'hjælpe folk, klubber og virksomheder med henblik på at udvikle sig i vandet, opnå en stærkere mentalitet og inspirere andre med deres erfaringer og historier gennem deres respektive karrierer i form af privat svømmetræning, foredrag og events,' som de skrev i en pressemeddelelse.

Her kan du læse, hvad Jeanette Ottesen siger til karrierestoppet

Rikke Møller har igennem sin karriere sat flere rekorder. I 2013 svømmede hun 200 meter brystsvømning på 2 minutter og 19,11 sekunder, og den rekord holder endnu. Møller fortæller, at det var bevægende at fortælle dagens nyhed til sine holdkammerater.

»De var så søde. Der var mange blandede reaktioner: Nogle blev helt rørte og kede af det, og helt grundlæggende var der en god respons og stor respekt for det, jeg har givet i hverdagen, men også til stævner,« siger hun til B.T.

Verdensrekorden, som blev nævnt før, er også en af de ting, hun kommer til at huske på, når minderne afleder sig til den nu færdiggjorte svømmekarriere.

»På min verdensrekord, selvfølgelig. Men også da jeg brød frem til DM på hjemmebane i Odense, hvor jeg satte europarekord, så gik det bare virkelig godt derfra. Indtil verdensrekorden, der bare var prikken over i’et.«

Hvad er din bevæggrund for at stoppe?

»Jeg har været i sporten i mange år nu, og jeg har givet 100 procent, måske endda 110, og så er jeg nået frem til, at jeg har givet alt det, jeg kunne, i al den tid, jeg kunne, og nu er det tid til at sige stop,« siger hun og tilføjer:

»Jeg har opbygget det, jeg kan, og den jeg er i sporten, og hvis jeg ikke længere føler, jeg kan leve op til den version, jeg vil være, så er det tid til at rykke videre til noget nyt.«

Rikke Møller har desuden vundet bronze ved OL, ligesom hun har flere EM- og VM-medaljer på CV'et. Rikke Møller er 30 år gammel og er født i Odense.