Den tidligere svømmestjerne Lotte Friis sætter ord på Pernille Blumes hjerteoperation.

»Det virker heldigvis, som om de har fået styr på det. Det er selvfølgelig en skræk, når unge mennesker bliver ramt af sådan noget, for hun er jo ikke særlig gammel.«

Sådan fortæller den tidligere svømmer og verdensmester Lotte Friis til B.T. Sport

Det gør hun dagen efter, det blev offentliggjort, at hendes tidligere svømmekollega Pernille Blume har gennemgået en hjerteoperation, da hun har haft et mindre hul i hjertet.

Lotte Friis er glad for, at Pernille Blumes hjerteproblem blev opdaget.
Lotte Friis er glad for, at Pernille Blumes hjerteproblem blev opdaget. Foto: BERND THISSEN
Vis mere

24-årige Pernille Blume blev opereret i januar, og operationen var en 'nødvendig forebyggelse for at mindske risikoen for blodpropper og hjertestop', skrev Dansk Svømmeunion i en pressemeddelelse.

Derfor er Lotte Friis også lettet over, at der er styr på situationen.

»Man når jo at tænke 'Hold da op', og derfor er det godt, at de har fundet ud af det, inden der skete noget virkelig alvorligt,« fortæller hun.

Lotte Friis har ikke selv talt med Pernille Blume om operationen.

Lotte Friis ved OL i Rio de Janeiro i 2016, der samtidig blev hendes sidste OL.
Lotte Friis ved OL i Rio de Janeiro i 2016, der samtidig blev hendes sidste OL. Foto: Patrick B. Kraemer
Vis mere

Men hun kender Pernille Blume godt fra tiden i svømmebassinet, og Lotte Friis er da heller ikke et sekund i tvivl om, at Pernille Blume nok skal vende stærk tilbage.

»Når man er i elitesport, bliver man nødt til at komme stærkt igen. Der er op- og nedture hele tiden. Og det er der jo for alle. Hun har heldigvis masser af gåpåmod og viljestyrke, og hvis hun ikke havde det, så ville hun jo ikke være i elitesport, som hun jo er.«

»Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at hun nok skal komme stærkt igen,« fortæller Lotte Friis afslutningsvis.

Lotte Friis indstillede sin svømmekarriere i 2017. I løbet af sin karriere vandt hun OL-bronze i 800 meter fri, VM-guld i 800 og 1500 meter fri samt en række EM-titler.

Pernille Blume skal nu gennemgå et genoptræningsforløb, før hun igen svømmer på fuld styrke.

B.T. Sport har uden held forsøgt at få en kommentar fra Pernille Blume selv.

I en mail til B.T. Sport skriver hendes management, at Pernille Blume på nuværende tidspunkt ikke ønsker at udtale sig.

Heller ikke Lars Green Bach, sportschef i Dansk Svømmeunion, har på nuværende tidspunkt mulighed for at udtale sig.