»Jeg mangler den her skarphed. Den har jeg sgu tabt.«

Det er kommet bag på svømmestjernen Jeanette Ottesen, hvor meget det har påvirket hende, at hun ikke har kunnet konkurrere på grund af coronapandemien.

Da hun tirsdag gæstede 'Aftenshowet' forklarede hun, hvordan hun ellers følte sig stærkere og hurtigere, da hun fik et år ekstra til at forberede sig til sommerens OL i Tokyo, da legene blev udskudt til 2021.

Blot tre konkurrencer på 16 måneder for 33-årige Jeanette Ottesen har dog gjort, at hun har manglet fart, når det virkelig gjaldt.

Foto: Patrick B. Kraemer
Vis mere

Ved sidste uges Danish Open svømmede Ottesen langt fra op til OL-kravet på 100 meter butterfly, og nu har den danske svømmestjerne kun et skud tilbage i bøssen, når hun om tre uger drager til EM i Budapest og skal forsøge at kvalificere sig til sit femte OL.

Til Danish Open formåede hun med nød og næppe at kvalificere sig til europamesterskaberne og holder dermed liv i drømmen om at slutte sin karriere på toppen ved legene i Tokyo.

På 100 meter butterfly formåede hun ikke at klare EM-kravet, men hun tog revanche på 50 meter butterfly, hvor hun med en andenplads med tiden 26.30 sekunder lige akkurat sikrede sig deltagelse til EM i Budapest, der starter 10. maj.

Her har den danske svømmelandstræner; Stefan Hansen, muligheden for, at tilmelde hende på 100 meter butterfly, der er en OL-disciplin, som det ikke er tilfældet med 50-meteren. Han slår dog fast, at det er nu eller aldrig for Jeanette Ottesen.

»Det er sidste chance for Jeanette, hvis hun skal have en OL-billet. Det fungerede ikke for hende på 100 meter butterfly (til Danish Open, red.), men Jeanette er en topprofessionel atlet og jeg tror på, at hun kan rejse sig igen,« siger Stefan Hansen til B.T. og fortsætter:

»Jeg vil blive rigtig glad på Jeanettes vegne, hvis hun formår at kvalificere sig til OL. Og for mig har hun allerede bevist, hvor stor en atlet hun er. Hun er en af de største nogensinde og har over 50 internationale medaljer i karrieren. Det er en storslået karriere og naturligvis er det en drøm for hende at slutte den med at svømme et OL.«

Stefan Hansen vil og kan ikke komme ind på, hvad der fremadrettet skal ske med Jeanette Ottesens karriere, hvis hun ikke formår at realisere drømmen ved at kvalificere sig til OL ved europamesterskaberne i Budapest.

»Lige nu koncentrerer vi os om, hvordan vi får tingene til at fungere bedst. Verden er i en anden forfatning lige nu. Det bruger vi en del energi på, og det er første del på rejsen,« slår svømmelandstræneren fast.

Indtil nu har det lignet, at Jeanette Ottesen kan deltage ved OL  på trods af, at hun ikke kan klare de personlige kvalifikationskrav. Der er fire pladser på kvindernes holdkap, der lige nu har en OL-billet i hus med en tid på 3.40,91 minutter.

Men ifølge Stefan Hansen er ingen endnu sikre på en plads – ud over at den forsvarende OL-guldvinder Pernille Blume virker selvskreven.

Ved Danish Open var landsmanden Emilie Beckmann bedre end Jeanette Ottesen på både 50 og 100 meter butterfly, hvor den 24-årige svømmer imponerede i finalen i 100 meter butterfly og vandt i tiden 57.60, der var nok til at sikre hendes første OL-deltagelse. Dermed kan talentet reelt slukke Ottesens OL-håb.

»Lige nu vil jeg ikke vælge nogen, og ingen er garanteret en plads på forhånd. De skal vise deres niveau til EM, og jeg vil frem mod EM forklare pigerne, hvad der skal til for at svømme sig på OL-holdkappen, hvis den lykkes med at kvalificere sig.« siger Stefan Hansen.

Jeanette Ottesen var rørt til tårer, da holdkappen vandt bronze ved OL i Rio i 2016.
Jeanette Ottesen var rørt til tårer, da holdkappen vandt bronze ved OL i Rio i 2016. Foto: Odd Andersen
Vis mere

Han mener, at holdkappen har finalepotentiale til OL, hvor de på en god dag kan svømme med om medaljerne.

Ved OL i Rio sikrede holdkappen en dansk bronzemedalje, hvor en lykkelig Jeanette Ottesen var rørt til tårer, da hun fik sin foreløbige første og eneste OL-medalje i hus.