24-årige Monique Murphy vandt i 2016 sølv ved de Paralympiske lege i Rio. To år inden vågnede hun op til et sandt mareridt.

»For fire år siden var jeg akkurat som alle andre studenter. Så skete det, som ændrede alt. Jeg ved, at jeg er heldig stadig at være i live. Efter jeg faldt ned på taget, lå jeg i koma i en uge,« siger Monique Murphy til News.com

Den dengang 20-årige australier var netop blevet student og var derfor taget til studenterfest på sit universitet. Hun mener, at hendes drink blev dopet – hvilket resulterede i, at hun faldt ned fra femte sal og landede på et glastag.

»Da jeg vågnede en uge senere, havde jeg ingen anelse om, hvor jeg var – eller hvad der var sket. Jeg så, at min fod var bundet ind, men jeg havde ingen anelse om, at jeg ikke længere havde en højre fod,« siger hun og fortsætter.

Monique Murphy.
Monique Murphy. Foto: Yasuyoshi Chiba
Vis mere

»Det var først morgenen efter, at jeg hørte ordene 'fod' og 'amputation'. Jeg spurgte sygeplejersken, der var hos mig, om min fod var blevet amputeret, og hendes ansigtsudtryk sagde alt. Min for fortalte mig bagefter, at foden havde reddet min rygrad – og min kæbe reddede min hjerne.«

Det høje fald betød, at Monique Murphy brækkede kæben to steder, brækkede et kraveben, tre ribben og derudover også måtte opereres i sit ene knæ.

»Jeg er ekstremt heldig, at jeg stadig kan gå og har fuld hjernefunktion,« siger hun.

Som ung var hun en ivrig svømmer – derfor var der heller ingen tvivl om, at hun ville tilbage i bassinet, så snart hun havde muligheden for det.

To år senere kunne hun så trække en sølvmedalje fra de Paralympiske Lege over hovedet.