Den tidligere svømmer Ariana Kukors Smith mener, at USA Swimming forholdt sig passivt i sag om sexmisbrug.

Seattle. Den tidligere amerikanske svømmer Ariana Kukors Smith sagsøger det amerikanske svømmeforbund, USA Swimming, i en sag om sexmisbrug.

Den i dag 28-årige tidligere topsvømmer mener, at USA Swimming undlod at reagere på viden om, at hun som teenager blev misbrugt af en træner.

Den pågældende træner, der afviser svømmerens beskyldninger om sexmisbrug, skulle ifølge Ariano Kukors Smith have kysset og befamlet hende, da hun var 16 år. Året efter blev forholdet seksuelt.

Allerede da Kukors Smith var 13 år, skulle træneren have gjort de første tilnærmelser, lyder anklagen.

Svømmeren har samtidig lagt sag an mod USA's mangeårige olympiske træner, Mark Schubert, for ikke at indberette det, som Kukors Smith kalder "en formodet mistanke om børnemisbrug".

I 2012 var Ariana Kukors Smith en del af det amerikanske OL-hold i London.

Året efter indstillede hun svømmekarrieren.

Amerikansk idræt har på det seneste oplevet en skandale inden for gymnastik, hvor en lang række atleter er stået frem og har berettet om sexmisbrug.

Lægen Larry Nassar er i den forbindelse blevet idømt op til 175 års fængsel.

/ritzau/AP