De danske elitesvømmere bør ikke bruge deres energi på at spekulere på ledelse, siger Team Danmark-direktør.

De danske elitesvømmere bruger deres energi forkert, når de begynder at forholde sig til, hvordan Dansk Svømmeunion bliver ledet.

Sådan lyder det fra direktør i Team Danmark Lone Hansen, efter at de danske elitesvømmere i en fælles udtalelse afsendt af svømmeren Daniel Skaaning torsdag udtrykte mistillid til ledelsen i Dansk Svømmeunion.

- Svømmerne skal forholde sig til det at være på landsholdet og til at svømme og ikke bruge så meget energi på at spekulere i forhold til ledelse.

- Når det er sagt, så forstår jeg godt, at de er frustrerede og kigger efter løsninger på deres situation, siger Lone Hansen.

Torsdagens besked fra svømmerne kommer, efter at svømmetrænerne Martin Truijens og Mads Bjørn Hansen opsagde deres stillinger på grund af uenigheder med forbundet.

Onsdag kom det frem i en pressemeddelelse fra Dansk Svømmeunion, at trænerne, der tiltrådte i begyndelse af 2017, og unionen "ikke har det samme syn på rammerne for eliteidræt i Danmark".

Lone Hansen understreger, at det er vigtigt, at alle på det danske svømmelandshold arbejder inden for de samme rammer og det samme værdigrundlag.

- Og når vi ser, at der i svømning har været en del sager tilbage i tiden, hvor det har været svært for trænerne at forstå den danske kultur og de danske værdier, så er det vigtigt, at trænerne - også dem med udenlandsk baggrund - forstår, hvad det er for en ramme, man arbejder inden for, og at de tilslutter sig det danske værdigrundlag, siger Team Danmark-direktøren.

Uroen på det danske svømmelandshold kommer en måned før årets VM, der afholdes i Kina, begynder, og Lone Hansen erkender, at det ikke er en optimal situation.

- Jeg forstår godt, at svømmerne er frustreret. De har trænet rigtig hårdt op til (VM, red.) og skal snart på en træningslejr forud for VM.

- Vi har forsøgt at lave et setup omkring dem, men det er selvfølgelig ikke optimalt, siger hun.

Formand i Dansk Svømmeunion Lars Jørgensen mener, at forbundets ledelse i sagen om trænernes afgang har handlet "ansvarligt og med rettidig omhu".

- Der skal ikke herske nogen tvivl om, at langt de fleste i dansk svømning - både svømmere og ledere - gerne havde set Martin Truijens fortsætte sin trænergerning.

- Men ledelsen i Dansk Svømmeunion har påpeget nogle ting i Martins måde at forvalte trænergerningen på, som vi mente skulle justeres for at passe til den måde, vi i Danmark gerne vil kombinere elitesport og et godt liv.

- Den præmis har Martin desværre ikke accepteret, og han har derfor opsagt sin stilling. Både vi og Team Danmark har gjort, hvad vi kunne for at få ham til at ændre holdning. Men det ville han ikke. Og det må vi respektere, lyder det fra Lars Jørgensen i en skriftlig udmelding.

/ritzau/