Svømmestjernen Sun Yang kan se frem til en lang periode uden for svømmesporten.

Den Internationale Sportsdomstol (CAS) har fredag idømt den 28-årige kineser otte års karantæne for at nægte at aflevere dopingprøver.

Det skriver CAS i en pressemeddelelse.

Den tredobbelte OL-guldvinder fik i september sidste år besøg af dopingkontrollen i sit hjem, hvor han afgav en blodprøve.

28-årige Sun Yang.
28-årige Sun Yang. Foto: ED JONES
Vis mere

Men da kontrollanterne ville forlade huset, opstod der uenighed, og en af Yangs bodyguards smadrede herefter glasset, hvori dopingprøven lå, med en hammer.

Det skulle angiveligt være sket efter ordre fra Sun Yangs mor, Yang Ming.

Selv om den slags naturligvis er forbudt og svarer til at nægte at afgive en dopingprøve, blev Sun Yang efterfølgende frikendt af Den Internationale Svømmeunion.

Unionen slog fast, at dopingkontrollen blandet andet havde fulgt en forkert procedure under testen.

Svømmeren Duncan Scott at dele podium med Sun Yang sidste år ved VM i Sydkorea.
Svømmeren Duncan Scott at dele podium med Sun Yang sidste år ved VM i Sydkorea. Foto: JEON HEON-KYUN
Vis mere

Afgørelsen vakte undren i Det Internationale Antidopingagentur (Wada), der sendte sagen videre til CAS med krav om en karantænestraf på mellem to og otte år.

Sun Yang er folkehelt i Kina på grund af sine OL-meritter, men samtidig er han stærkt upopulær i dele af det internationale svømmemiljø og blandt konkurrenterne.

Han afsonede tre måneders karantæne for en dopingovertrædelse i 2014, og australieren Mack Horton kaldte ved OL i Rio de Janeiro Sun Yang for 'en svindler'.

Forholdet til rivalerne er ikke blevet bedre siden, snarere tværtimod. For ved VM i Sydkorea sidste sommer nægtede både Horton og briten Duncan Scott at dele podium med ham ved medaljeceremonierne efter 200 meter og 400 meter fri.