Dansk Svømmeunion stopper samarbejdet med dens mangeårige direktør, Pia Holmen Christensen.

Det oplyser Danmarks Idrætsforbund, DIF, i en pressemeddelelse.

Det sker på dagen, hvor Team Danmark og Danmarks Idrætsforbund på et pressemøde præsenterer rapporten af den uvildige undersøgelse, der blev sat i gang efter svømmesagen, hvor der blev belyst en lang række dårlige forhold for danske elitesvømmere. Du kan følge pressemødet LIVE her.

Undersøgelsen blev i 2019 iværksat af Team Danmark og Danmarks Idrætsforbund i samråd med Kulturministeriet. Det skete, efter DR i foråret 2019 bragte dokumentaren 'Svømmestjerner - Under overfladen'.

I dokumentaren kritiserede nuværende og tidligere svømmere træningsmetoderne på landsholdet fra 2003 til 2012. I den periode var først Mark Regan og siden Paulus Wildeboer landstræner, mens Lars Sørensen var elitechef.

Elitesvømmerne fortalte blandt andet, at de blev vejet foran hinanden. De offentlige vejninger har ifølge flere elitesvømmere blandt andet ført til spiseforstyrrelser, angst og depressioner.

Over for DR afviste Pia Holmen i april 2019, at hun kendte til metoderne.

»For det første vil jeg sige, det ikke er noget, jeg har haft kendskab til. Det er ikke for at vaske mine hænder, men det er bare for at sige, at havde vi haft kendskab til det her, eller havde jeg fået kendskab til det, så havde vi selvfølgelig sat en stopper for det,« sagde Pia Holmen Christensen.

Alligevel stopper direktøren med omgående virkning.

»Når man går til idræt – og det gælder også svømning – så handler det om at være en del af et fællesskab, at bevæge sig, at udvikle sine kompetencer – og først og fremmest at have det sjovt. Det er det, idrætten skal stå for – og det gælder også dansk landsholdssvømning,« siger bestyrelsesformand for Dansk Svømmeunion Lars Jørgensen i pressemeddelelsen og fortsætter:

»Dansk Svømmeunions elite- og landsholdsarbejde er et helt andet sted i dag, men vi er i bestyrelsen alligevel blevet enige med vores mangeårige direktør Pia Holmen om, at hun stopper som direktør for Dansk Svømmeunion. Det er helt i Pias ånd, at intet må stå i vejen for en fortsat positiv udvikling i dansk svømning, og derfor er Pia også helt indforstået med dette for os drastiske skridt.«